Ritzau Scanpix
Fire yngre, kvindelige socialdemokratiske statsministre kom frem til et skelsættende valg: En tabte til en midaldrende borgerlig mand, og så var der tre. En anden gav op, fordi hun ikke længere havde “en fuld tank” af politisk energi. Og så var der to. Søndag tabte den tredje til en midaldrende borgerlig mand. Og så var der kun én tilbage.
Danmarks socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, står nu alene tilbage – efter først Sveriges statsminister, Magdalena Andersson, tabte i oktober til 59-årige Ulf Kristersson, New Zealands premierminister Jacinda Ardern overlod posten til 44-årige Chris Hipkins, og senest Finlands superstjerne-statsminister Sanna Marin tabte til 53-årige Petteri Orpo.
Hvorfor? Hvorfor er Mette Frederiksen den eneste af de fire kvindelige socialdemokratiske statsministre, som klarede skærene? Det er der mindst tre forklaringer på – en god, en ond og en grusom.
Den gode: Med opbakning fra 27,5 pct. af vælgerne ved folketingsvalget i efteråret kan Mette Frederiksen ikke ligefrem siges at have større vælgertække end sine socialdemokratiske søstre. Nede i New Zealand ligger Jacinda Arderns Labour-parti stadig til at få 33 pct. af stemmerne ved det forestående parlamentsvalg, og ovre i Sverige fik Magdalena Anderssons Socialdemokraterna 28,3 pct. af stemmerne ved Riksdagsvalget i september. Mette Frederiksen er derfor ikke som sådan et socialdemokratisk vidunder. Men hun er trods alt gået frem og har i vid udstrækning formået at holde fast på arbejdervælgerne, altså de lavtlønnede lønmodtagere, som ofte bor i provinsområder. Modsat Socialdemokraterna i Sverige, Labour i New Zealand og i høj grad Suomen Sosialidemokraattinen Puolue i Finland har Mette Frederiksen godt fat i de traditionelle kernevælgere, der i de andre lande søger mod partier som Sverigedemokraterna, ACT New Zealand og Sannfinländarna (Sande Finner).
Den onde: I parlamentariske demokratier afgøres magtspillet af evnen til at smede alliancer. Hvem er bedst til at bygge en koalition? Det er ikke nødvendigvis ædelt, men til gengæld effektivt, hvis det lykkes. I modsætning til Magdalena Andersson, der havde forspildt alle muligheder for at danne en midterregering, og Jacinda Ardern, som personligt var kort træt i netop de evige rænkespil og kyniske intriger, har Mette Frederiksen udvist en ærgerrig og robust magtvilje til at søge samarbejde med en ny alliance af villige. Den taktiske manøvredygtighed er altså forklaringen, den onde forklaring, på Mette Frederiksens politiske overlevelsesevner. Den danske statsminister har ganske enkelt holdt flere ræveudgange åbne og således gjort sig parlamentarisk uafhængig af nogle enkelte støttepartier. Her hænger de andre socialdemokrater mere fast i den gamle blokpolitik – men en mulig undtagelse mod nord. Finske Sanna Marin kan måske ende med at gøre Mette Frederiksen kunsten efter og nok ikke forblive statsminister, men potentielt holde socialdemokraterne inde i regeringen.
Den grusomme: Magdalena Andersson, Jacinda Ardern og Sanna Marin har alle tre begået den kapitalbrøler, at de rent faktisk har profileret sig på socialdemokratisk politik. De har idealistisk – og naivt, om man vil – insisteret på at tilbyde socialdemokratiske løsninger til vælgerne. Og det er tilsyneladende svært, eller i hvert fald ikke tilstrækkeligt til at kunne genvinde eller udholde magten. Mette Frederiksen, derimod, hun er af en helt anden støbning. Hun har ikke haft fine fornemmelser for blot at kopiere højrefløjens politik på flere afgørende dagsordener. Først med den stramme udlændingepolitik – og nu også med en klassisk borgerlig reformpolitik. I stedet for at forsøge at lokke vælgerne over til Socialdemokratiet, er Mette Frederiksen noget mere opportunistisk trådt hen over midten – og fører i stigende grad en politisk kurs, som er mere borgerlig-liberal, end hendes forgænger Helle Thorning-Schmidt nogensinde evnede. Det grusomme trick er, at Mette Frederiksen dygtigt har forvandlet sig og flyttet sig efter farven på vælgerflertallet. Andersson, Ardern og Marin står tilbage på perronen som socialdemokrater. /Lars Trier Mogensen