“Vi viser hinanden, hvad frihed er”

“Jeg tænker, det ville være godt, hvis du begyndte at optage nu. Så starter jeg fra begyndelsen.”

Nia har stillet sig bag køkkenbordet, så hun har frit udsyn til stuen og til det lille spisebord, hvor vi sidder i lejligheden på Nino Zhvania Street i den georgiske hovedstad Tbilisi. Med begyndelsen mener hun helt bogstaveligt sin egen. Hun peger ud ad vinduet mod rækkerne af hvide højhuse: “Jeg er vokset op lige derovre.”

I seks år har 32-årige Nia Gvatua været indehaver af queer-natklubben Success, der ligger på en lille sidevej til hovedgaden Rustaveli Avenue. Første gang, hun var på queer-natklub, var som fireårig. Det var hendes mor, der havde taget hende med. På en måde, siger hun, var det forudbestemt, at hun selv skulle komme til at drive en klub.

Længere nede ad Rustaveli Avenue ligger landets parlament. For blot et par uger siden var her fuldt af mennesker samlet i voldsomme sammenstød med politiet. Det populistiske regeringsparti Georgisk Drøm havde præsenteret et lovforslag, der i folkemunde blev døbt ’den russiske lov’. Loven lignede en eksisterende og stærkt kritiseret russisk lov, der var rettet mod uafhængige medier og ngo’er, som får over 20 pct. af deres støtte fra udlandet. De ville få mærkatet ‘fremmede agenter’.

 

 

“Vi tager på klub på grund af røg og sirener, røvhuller!”

Flere tusind georgiere gik på gaden i dagene 7. til 9. marts og demonstrerede mod lovforslaget. Bevæbnet med humoristiske skilte, dansende til sirenerne og sjippende over vandkanoner var det især Generation Z, der fyldte i gaderne. Demonstrationerne var også en modstand mod Rusland og højredrejningen i Georgien. Under den europæiske fane kunne georgierne samle sig i en kamp for både selvstændighed, ligestilling, antikorruption og LGBTQIA+-rettigheder. Nia og resten af holdet fra Success demonstrerede også.

I den tidligere sovjetrepublik vil over 80 pct. af befolkningen indlemmes i EU. I marts 2022 ansøgte den georgiske regering om kandidatstatus, men når man gerne vil være med i EU, hjælper det ikke at lave love, der ligner Ruslands.

Forslaget er siden lagt på hylden, og demonstranterne er væk, men overalt i gadebilledet kan man stadig se levn og beviser på modstanden. Her hænger stadig europæiske og ukrainske flag fra altanerne, og på mange af byens mure er spraymalet forskellige variationer af ord som “Rusland er en terrorstat” og “Nej til russisk lov”.

 

Generationelle laster

“Georgien er et land af kontraster,” siger Sarah Brik Jensen, dansk fotograf og Nias veninde, da vi mødes på en let skjult baggårdscafé. Hun har boet i hovedstaden i snart otte måneder. Over toilettet står der “PUT war IN your ass”. I en potteplante er et lille EU-flag. Sarah sidder med benet løftet. Hun var med ude at demonstrere i begyndelsen af marts, hvor hun fik  en korsbåndsskade, da politiet kastede tåregaspatroner, og hun blev klemt af den paniske menneskemængde.

 

 

Kontrasterne ses i Tbilisi. Det er svært ikke at bemærke virvaret af stilarter, som udgør byens arkitektur. Mange af bygningerne fremstår faldefærdige. Kun fyldte vasketøjsnore afslører, at der er beboere. Det ligner, at her ikke er ikke blevet malet, siden jerntæppet faldt. Men så troner en skyskraber op bagved, og en af byens politigårde: en stor, grøn, futuristisk glasfirkant.

Modsætningerne ses også i skellet mellem en ungdom og en by i opblomstring med et virtuost queer- og teknomiljø og en ældre generation, der voksede op i Sovjetunionen, stærkt kristenkonservative. Over 80 pct. af befolkningen identificerer sig som kristne. Af UN Women beskrives Georgien som stærkt patriarkalsk, vold mod kvinder er et nationalt problem, og forholdene for LGBTQIA+-personer er hårde.

I deres svar til Georgiens EU-ansøgning har EU-Kommissionen givet landet 12 punkter, de skal opfylde for at være med. Her indgår bl.a. forbedring af forhold for kvinder og minoriteter. Derfor bliver kampen for LGBTQIA+-rettigheder ofte sidestillet med det ønskede EU-medlemskab.

Det gælder også på flere af byens natklubber, der tilbyder et fristed og et safe space for ellers udsatte. Ligesom på baggårdscaféen og i gadebilledet har de valgt offentligt skilte med politisk tilhørsforhold – på natklubben Tes har fx de et gigantisk EU-flag hængende over indgangen.

Der er dog intet uden for Nias Success. En stor sort dør og mørklagte vinduer. Ingen skiltning overhovedet. Da jeg kommer en torsdag nat, er det kun dørmanden på barstolen udenfor, der afslører det som en natklub. At have en gaybar i Georgien kan være radikalt nok i sig selv.

 

I kirkens skygge

“Det er ligesom en form for simulation. Vi to taler sammen, fordi jeg åbnede en queer-natklub, og derfor er blevet en slags forbillede i mit hjemland. Vitterligt fordi jeg åbnede en cocktailbar!” Nia taler hurtigt og animeret i lejligheden i den hvide boligblok. “I Barcelona når folk spurgte mig, hvad jeg lavede, og jeg svarede, at jeg havde en natklub for queers, så forstod ingen det. Altså de her mennesker forstår ikke, hvad det betyder at have en queer-natklub i et land som Georgien.”

Den kirkelige konservatisme fylder meget i landet. En dato, der dukker op igen og igen i samtaler, er den 17. maj – den internationale dag mod homofobi. På dagen i 2013 var der arrangeret et mindre optog i Tbilisi for at markere dagen. Op mod 20.000 voldelige, ultraortodokse moddemonstranter, anført af præster og med opfordring fra patriarken af den georgisk ortodokse kirke dukkede op. Volden blev fordømt politisk, men kirken har siden omdøbt dagen “en dag med familiens hellighed”.

I det potentielle møde med anti-LGBTQIA+-vold har flere af de queer friendly natklubber i byen omfattende screening. På Bassiani, en natklub beliggende i et gammelt fodboldstadion i udkanten af byen, skal man oplyse og udlevere sine sociale medier op til flere uger i forvejen. Og på Success skal jeg stå og kigge, længe synes jeg, op i et kamera, der hænger over døren, før jeg må komme ind.

 

Forbandede ungdom

At den georgiske ungdom troppede op i hobetal for at demonstrere mod lovforslaget, kom bag på regeringen og Georgisk Drøm.

30-årige Sopo Gelava var dog knap så overrasket. Gelava forsker i, afslører og forklarer desinformation, som hun også underviser i på byens universitet. Mediebilledet i Georgien er præget af større, statsstøttede propaganda tv-kanaler og mere eller mindre uafhængige medier. Selvom der ikke findes tal på det, viste den store mængde unge til demonstrationerne, at ungdommen har vendt sig væk fra de propagandistiske nyhedskilder og tv-kanaler. I stedet vender de sig mod TikTok:

“Det er aldrig blevet testet i de offentlige meningsmålinger. Men ingen fra den generation ser regeringens tv-kanaler. Der er en stor drivkraft i, at mobiliseringen af Gen-Z er sket på TikTok. Her spillede situationen i Ukraine også en klar rolle, fordi hele den internationale dagsorden lige nu er meget tydelige omkring, at Rusland er fjenden. Den yngre generation er virkelig god til engelsk og har adgang til og forstår den internationale dagsorden,” siger Sopo Gelava. Ved siden af Gelava sidder en børnefamilie og larmer højlydt, men hun lader sig ikke distrahere, mens hun snakker.

“Man kan også spørge: Hvis der ikke var så meget fokus på Ukraine, eller hvis den internationale dagsorden ikke var så anti-russisk i øjeblikket, ville Gen-Z så have mobiliseret på samme måde, som de gjorde?” spørger hun retorisk. Ja, det ville de nok, svarer hun selv.

I august 2008 invaderede Rusland Georgien, i det der anses for at være den første europæiske krig i det 21. århundrede. Sammen med de to udbryderregioner og russiskkontrollerede Sydossetien og Abkhasien, angreb Rusland Georgien i en fem dages konflikt. Flere byer kom under russisk besættelse, op mod 200.000 mennesker blev fordrevet. Derfor vakte Ruslands invasion af Ukraine sidste år ubehagelig genklang i det lille naboland. Den georgiske forfatter Davit Gabunia beskrev den ubehagelige sammenligning sidste år i et essay:

“Først og fremmest har Ruslands invasion af Ukraine vækket minder om krigen i 2008 mellem Georgien og Rusland. Uanset hvor ufølsomt eller endda brutalt, det kan lyde, så tillader det blod, der blev spildt af min 19-årige fætter, som døde i den krig, mig ikke at bruge en mere politisk korrekt term for den tragiske begivenhed end ’krig’.”

Som Sopo Gelava pointerer, støtter langt størstedelen af den georgiske befolkning en vestenvendt drejning og er for en mulig optagelse i EU: “Men på samme tid har de seneste meningsmålinger, et par år før demonstrationerne, vist, at den regeringssympatiske tv-kanal er blandt de mest sete i landet. Så hvordan forklarer man det?”

 

Den anden front

Regeringspartiet Georgisk Drøm har siddet i regering siden 2012. Men selvom partiets retorik og politik vækker bekymring, kan den georgiske regering ikke bare afskrives som værende definitivt pro-russisk.

Georgien har ifølge EU-Kommissionen en “solid basis” for optagelse. Men afslaget på EU-ansøgningen i sommeren 2022 tog de tungt. Omkring 60.000 georgiere demonstrerede over regeringen, som bl.a. skal have implementeret et langt mere gennemsigtigt juridisk system, styrke landets antikorruptionsenhed og “deoligarkisere” samfundet, før de kan opnå kandidatstatus.

I de syv år Sopo har holdt øje med nyhedsoutlets, der forholder sig positivt over for Kreml, har hun også siddet på første række til at opleve regeringens skift i tonefald, når det kommer til EU-anliggender. Officielt er regeringen pro-EU og har tidligere vist initiativ ved bl.a. at indføre en aftale om halvanden måneds fri rejse i Schengenområdet uden behov for visa. Regeringen har også formået at gøre sig vellidte i befolkningen ved at holde landets møntfod larien stabil igennem først en pandemi og dernæst Ruslands krig mod Ukraine.

 

 

Den euroskeptiske retorik på højrefløjen er blevet væsentligt hårdere, siden Rusland invaderede Ukraine. Det mest markante skift er, siger Sopo, at den anti-vestlige retorik ikke kun kommer fra højreekstreme grupper, men nu kommer fra regeringspartiet selv: “Taktikken, som Georgisk Drøm (GD) bruger imod kritiske stemmer eller modstandere generelt, er rendyrket russisk. De metoder, Rusland bruger online, er blevet direkte oversat og brugt til at målrette modstandere – og oven i det er retorikken også generelt blevet meget brutal og åbenlys i sin modstand mod Vesten.”

En væsentlig del af skepsissen bygger på frygten for krig, fortæller Sopo. “De siger, at USA prøver at infiltrere regeringen og få den omstyrtet. De beskylder meget åbenlyst USA og EU for at forsøge at trække Georgien i krig: Ved at kritisere den georgiske regering forsøger de at skabe en ‘anden front’ og tvinge Georgien i krig med Rusland. Og det er den her frygt for krig, som bliver spillet og manipuleret med i GD’s propaganda.”

“Det er deres store narrativ at true folket med krig. For det er virkelig legitimt at være bange for krig. Vi husker stadig krigen med Rusland. Hver georgisk generation har oplevet en krig med Rusland.”

 

Fremmedsprog og fremmede agenter

Det virker ikke overraskende, at ungdommen, der er vokset op i et uafhængigt Georgien, har nemmere ved at italesætte Rusland som en besættermagt og at vende blikket mod vest. For mange unge har det været et aktivistisk foretagende at lære det engelske sprog. Som et af få lande i den gamle Sovjetunion fik Georgien lov til at beholde deres sprog og alfabet, så den store generationskløft viser sig i de to fremmedsprog. Forældrene kan tale russisk, mens børnene kan tale engelsk.

Det var også en af grundene til, at Mariam Nikuradze var med til at stifte det engelsksprogede, Tbilisi-baserede, uafhængige georgiske medie OC Media. En anden var simpelthen manglen på engelsksprogede nyheder om begivenheder i hele Kaukasusområdet, hvor OC Media samarbejder med i alt seks andre medier.

Vi sidder i vinduet på en café ud mod Freedom Square, som udover at have været et historisk samlingspunkt for demonstrationer og revolutioner også var her, at en mand i 2005 smed en granat efter George W. Bush i et mislykket attentat.

Mariam Nikuradze dækkede marts-demonstrationerne intenst. Og fordi OC Media er et af de eneste engelsksprogede nyhedsmedier i Kaukasusområdet tog alverdens medier kontakt til hende, fra CNN til DR: “Det har været lidt nervepirrende.” Hun er jo journalist, siger hun. Hun griner lidt nervøst ned i bordet. Hun er ikke vant til at være den, der bliver interviewet.

Loven ville have haft direkte konsekvenser for Mariam og hendes kolleger. Over 20 pct. af deres støtte er fra udenlandske ambassader og nonprofitorganisationer, hvorfor mediet ville være blevet stemplet som fremmed agent:

“Grundlæggende var tanken at dæmonisere uafhængige medier og civilsamfundet, hvilket de allerede har gjort før. De beskylder os for at ønske at åbne en anden front i Georgien. Et af de største problemer var mærkatet fremmed agent. Agent er, som du kan forestille dig, et ekstremt negativt ladet ord i det postsovjetiske rum.”

Udover nu at blive truet med stemplet som fremmed agent, har forholdene for uafhængige journalister længe været udsatte. En anden dato, der nævnes igen og igen, er den 5. juli 2021. Efter mange anklager om at være anti-kristent og anti-georgisk blev et Pride-arrangement angrebet af højreekstreme grupper, der målrettet angreb queerpersoner og journalister. Over 50 journalister blev såret, og en kameramand, Lekso Lashkarava, døde få dage senere som følge af sine skader.

Mariam og OC Media var også til stede i 2021. Forinden havde hun og hendes kolleger taget deres pressekort af. De havde sort tøj på og kun medbragt små kameraer. Selv modtog hun to dødstrusler. Kun, siger hun. Hun så flere af sine tætte venner blive slugt i menneskemængden og tævet så voldsomt, at de måtte bruge flere uger på hospitalet.

OC Media skriver på engelsk for at nå ud til flest mulige mennesker, især beslutningstagere og magthavere. “I virkeligheden alle, der er interesserede i Kaukasusområdet, som ikke kan sprogene. Og det har vi haft stor succes med. Vi ved, at en masse regeringer, ambassader, menneskerettighedsorganisationer, aktivister og professorer læser os,” siger hun nøgternt.

Lovforslaget fra marts er skuffelagt, svarer Mariam, da jeg spørger, om det kunne dukke op igen. “Men regeringen fortsætter med at udbrede den her slags propaganda ved i praksis at bruge lovforslaget, bare ved at kalde os fremmede agenter.”

Det er dog det mindste af de ting, man kunne være bekymret for, siger hun. I det næste halvandet år kommer det til at handle om to andre lovforslag. Den ene er foreslået af den radikalekstremistiske gruppe Alt-Info og har til formål at indsnævre LGBTQIA+-rettigheder. Den anden er fremsat af tidligere medlemmer og MP’ere fra Georgisk Drøm, nu kaldet People’s Power, og vil indføre en type mediecensur, siger Mariam og understreger, at det bliver meget værre endnu.

 

Dem, der bliver

En uge efter jeg er kommet hjem, udbryder der igen demonstrationer på Rustaveli Avenue. En 21-årig mand Lazare Grigoriadis er blevet anholdt og sigtet for sin deltagelse i marts-demonstrationerne. Han står til op mod 11 års fængsel, hvis han findes skyldig for at have såret to politibetjente med en molotovcocktail.

Torsdag den 30. marts blev et billede af Grigoriadis delt af pro-regeringsnyhedsmediet POSTV. På billedet har den 21-årige har afbleget hår og makeup under det ene øje, der danner et stjerneformet tåremønster. Han har øreringe og rækker fuck til kameraet med sortlakerede negle og en kraniefingerring.

Søndagen efter demonstrationerne sagde den georgiske premierminister Irakli Garibashvili (Georgisk Drøm) på nationalt fjernsyn, at Europa-Parlamentet prøvede at starte en krig i Georgien, og at demonstranterne var satanister. Hvilket Grigoriadis nu beskyldes for at være.

“Det var så slemt. Og der var russiske sange. Jeg sværger, jeg stod der, og jeg skammede mig og var så flov over, at det her er den homoseksuelle virkelighed i Georgien. Jeg stod der, og jeg havde tårer i øjnene, og jeg tænkte bare, hvad fanden?” Nia fortæller om hendes allerførste besøg på Success. Vi er i hendes seksværelses lejlighed. Midt i interviewet kommer en af hendes veninder på besøg og har sat sig ved siden af mig. Hun ryger med Sarah, mens vi alle tre lytter på Nias fortælling om, hvordan hun overtog klubben for seks år siden.

Officielle tal vurderer, mellem 80.000 og 100.000 georgiere årligt har forladt landet siden 2013. En hurtig hovedregning vil fortælle, at det svarer til en udvandring på omtrent 3 pct. af folket hvert eneste år. Imens oplever ungdommen i Georgien i stigende grad en politisk apati over for et spektrum af partier, der ikke repræsenterer deres værdier – og en næsten ikkeeksisterende opposition. Samtidig kan de nærmest ikke komme til at stemme. Mange kommer fra udenbys og flytter til Tbilisi og andre storbyer for at studere. Men når det kommer til at stemme, skal man rejse hjem til ens føderegion. Uanset, hvor langt væk det end er.

“Jeg føler, at bare i det sidste år er der sket så mange forfærdelige ting, og man hører så mange historier om transpersoner, der bliver slået ihjel. Man hører de her historier, og det gør det svært at koncentrere sig.” Nia går frem og tilbage foran køkkenbordet.

“Jeg kunne virkelig ikke give en fuck for, hvilke cocktails der er i min bar. Det er ikke det, det handler om. Måske er Success ikke den bedste bar, men det, jeg ønsker, er ikke at have de lækreste cocktails eller den bedste DJ i Europa. Nej. Det er at fortsætte med at kæmpe for frihed og at skabe nogle omgivelser, hvor folk føler sig sikre, og at have gjort en forskel i folks liv. Det handler ikke om, hvilken DJ, der gør en forskel. Det handler om at have fællesskab, der viser hinanden, hvad frihed er.” /Astrid Plum