Ikke nogen krise, bare en tilstand af knyttede næver og afmagt

Bogsæsonen står for døren. I denne weekend er der litteraturfestival på Louisiana, og snart er det tid for Gyldendals årlige efterårsreception, som forfattere og branchefolk er villige til at donere afgørende indre organer for at blive inviteret til. Flere festivaler og litteraturarrangementer følger. I november trækkes folk i tusindtal til alle danske bogmessers moder, det lufthavnsagtige BogForum i Bella Center gulvtæppeklædte haller. Det hele kulminerer med julesalget i december: ingen juleaften uden hårde, firkantede pakker fulde af bogstaver under træet.

En bog, der ikke udkommer i bogsæsonen, er Caspar Erics tredje digtsamling. Hans seneste to (anmelderroste) digtsamlinger, Nike (2015), og debuten 7/11 (2014) er begge udkommet i august.

Egentlig mærkeligt, for hans tredje bog er faktisk…

”…færdig,” siger Caspar Eric, der er 29 år. ”Den kommer til januar – senest. Jeg har bare givet mig god tid denne gang.” Han vil ikke udkomme hvert år i august, så det begynder at ligne ”sådan en gimmick, Robyn-album-agtig ting”. Det må man da tage hatten af for. Robyn – det er hende den svenske popsanger.

I anledningen af at bogsæsonen er over os, har udspørgeren inviteret Caspar Eric på en dürum med falaffel i  et kebabrestaurant på Nørrebro, formentlig ikke så langt fra hvor han bor, digteren, og det er her, ovenstående replik falder.

Nu skal du bare forestille dig, at du har sat dig ved et bord i nærheden af vores med en Faxe Kondi ligesom Caspar Eric, og at du er ankommet efter, at udspørgeren og Caspar Eric har leveret og returneret det sæt høflighedsfraser, der hører sig til, når man møder hinanden for første gang. Du hører udspørgeren spørge:

Du lader simpelthen din tredje bog ligge, selv om den er klar til at blive udgivet?

”Jeg finpudser den lidt. Prøver at læse nogle bøger, som kan gøre et eller andet ved den. Det gør jeg tit, når jeg er færdig med en bog. Så læser jeg noget teori eller nogle digtsamlinger, som jeg ikke normalt ville læse.”

Hvad kan det være for nogen?

”Lige nu har jeg forsøgt at lade være med at læse digtsamlinger, men romaner i stedet. Det har jeg ikke gjort i, jeg ved ikke hvor mange år. Jeg har læst Alexandra Kleeman – You too can have a body like mine. Så er jeg begyndt at læse CA Conrad, som er en amerikansk poet, jeg ikke havde læst før. Og så sidder jeg og læser en – jeg ved ikke, om det er en teoribog – men den kan bedst sammenlignes med Den Anden Føde af Daniel Birnbaum og Anders Olsson fra Sverige, som er om melankoliens historie. Den hedder Udødelighetens historie og er af en, der hedder Dag Øistein Endsjø. Den starter før grækerne op går helt op til zombiefilm på Netflix og undersøger vores opfattelse af udødelighed gennem årene. Sindssygt spændende. Jeg læser den sådan, at hvis jeg er enig i de tanker, han har i den bog, hvilke konsekvenser har det så for logikken i min bog?  Det er også det, poesi er: Man prøver at udfordre en eller anden normal logik. Det er som at køre gennem en vindtunnel; hvis man kommer nogenlunde uforandret igennem på den anden side, jamen, så er det fint, så var ens teknik god. Men det kan også være, at man skal lave det hele om.”

Hashtagdigteren

Så din næste bog vil være anderledes end Nike, som var én lang køre.

”Den første bog 7/11 var heller ikke én lang køre. Jeg har en regel om, at hvis jeg laver en ny bog, så skal det være fordi jeg har opfundet en ny måde at skrive på… opfundet er et forkert ord.

Opsøgt?

”Ja, bedre ord. Så den kommende bog er otte digtsuiter. Og så er den også skrevet som en konceptuel ting. Hvert kapitel er skrevet oven på en tekst af andre.

Jeg læste et interview med dig, hvor du blev beskrevet som hashtagdigteren. Det var i forbindelse med din første digtsamling. 

”Det var en sensation for nogle; at man kunne skrive om internettet som noget normalt – som noget, der bare var der. Alle digtene i den første bog havde et hashtag som titler i bunden. Man skal kun gøre en ting én gang, før du er hashtagdigteren, og det var sjovt, for på en måde var det det, bogen handlede om: overflade. Viljen til hele tiden at se folk på overfladen og sige: ‘nå, der går en hashtagperson.’ Det røg ind i journalistiske mølle. Det morede jeg meget over.”

Så du vidste, at medierne ville tage fat i hashtagget på den måde?

”Ja, men jeg var også meget nervøs for, hvad der ville ske. Sådan havde jeg det også med Nike. Hver gang jeg laver en ny bog, tager det altid tre-fire interviews, før jeg selv føler, at jeg ved, hvad jeg snakker om. Det at snakke i et interview er også noget med at lære, hvordan det kommer til at se ud på skrift. Man sidder og plaprer løs, og så kommer det til at stå som et eller andet, der ligner noget lort.

Noget, man har sagt i en bisætning kommer til at stå som et manifest…

”Ja, det var ret overraskende for mig, hvor meget energi det krævede at tale med medier, og hvor præcis man skulle være.”

Når du sender en bog ud, er du så nervøs for modtagelsen?

”Ja, selvfølgelig! Jeg får tit sådan nogle sportsagtige følelser af at lave poesi. Jeg kan mærke, at jeg opsøger den adrenalin, som jeg ikke kan få gennem sport mere. Jeg spillede badminton i nogle år. Jeg elskede det. Jeg er indædt konkurrencemenneske. Og den følelse kan jeg have, når jeg har lavet en bog. Også når jeg har skrevet noget virkelig godt og føler nu er den der fandme så kan jeg godt gå derhjemme og køre en stemning op. Sådan kom så – helt Wozniacki-agtigt på banen. Men poesi er en lidt mere tilforladelig arena at være konkurrencemenneske i, for man er ikke i konkurrence. Jeg har ikke lyst til at owne andre, men bare lyst til at lave det bedste poesi, jeg kan.”

Anledningen til det her interview er, at bogsæsonen er startet. Hvad tænker du, når jeg siger ‘bogsæson’?

”Det første jeg tænker – og jeg ved ikke, om det er narcissistisk – men det er ikke, ‘nå, så skal jeg læse de her bøger.’ Det er jo, at  jeg skal ud og arbejde. Nu skal der tjenes penge, så jeg kan forsvare over for mig selv ikke at være på dagpenge og bare nå at tjene nogenlunde det, der svarer til dagpengesatsen. Jeg skal ud på nogle festivaler.”

Nu hører du Caspar Eric sige noget om, at han holder alle sine bøger på 88 sider, for så ved han, ”hvor den skal stoppe. Så er jeg forpligtet på det. Det skal sgu fylde lige meget.”

Så der kommer ikke en roman på 320 sider fra dig?

”Jo jo, det kan der godt. Men der er jo noget med titler – og de titler, mine første bøger har, passer ligesom sammen. Jeg kan mærke, at der bliver fire i den her serie. De skal have lige meget plads.”

Caspar Erics krise

Manden bag disken råbt din bestilling op. En kylling-shawarma med pommes frites. Du rejser dig for at hente det, og da du sætter dig, bliver der talt om kriser ved det andet bord.

”Jeg har en krise for tiden,” siger Caspar Eric. Han vifter med sin dürum, som han ikke har nået at spise så meget af, fordi han taler meget. ”Måske er det sådan, det er at blive voksen. Frem til sommerferien havde jeg en virkelig krigerisk attitude. Jeg havde det sådan, at nu skulle vi bare tage fat på alle mulige problemer. Jeg begynder at forstå, hvorfor Yahya Hassan valgte at gå ind i politik. Alt det uden om er bare staffage. Vi render og hygger lidt, og mens man gør det, bliver man i litteraturdebatten beskyldt for at være navlepillende. ’Det handler bare altid om jer selv, når I skriver’. Men det er, som om folk glemmer, hvad poesi er. Det er at skrive, måske i tre år, på et eller andet, som du får nul penge for og måske senere en pris på 100.000 kroner, som kan dække den gæld, du har opbygget. Så kommer bogen uden, og hvis du er heldig, er der 3-5.000, der læser den. Det føles tit, som om det ikke gør en forskel.”

Hvordan hænger det at have en krise sammen med at blive voksen?

”Når man bliver voksen, accepterer man bare, at man ikke kan gøre en forskel. Jo, jeg kan gøre en forskel for min familie. Og jeg kan forsøge at være et ok menneske. Men forhåbningen om at præge andre forsvinder. Det er meget teenet at forestille sig, at man skal forandre verden, ikke? Men jeg vil gerne gøre en forskel, før jeg forlader jorden, så alle de kødpizzaer, man har udsultet jorden for, giver mening.”

Har du fulgt med i OL?

”Jeg prøver. Jeg er lige kommet hjem fra Testrup Højskole efter to ugers arbejde, så nu følger jeg lidt med. Jeg følger med i svømning, for jeg kommer fra en svømmefamilie. Jeg ser mest sport, som jeg har et nostalgisk forhold til. For eksempel australsk fodbold, fordi jeg har boet et år i Australien. Jeg er en sportsmand, som ikke dyrker sport. Sport giver en en absolut meningsfuldhed, nogle virkelig overvældende følelser, samtidig med at man ved, at det er meningsløst. Det giver mig en slags tryghed, for sådan har jeg det også med mange andre ting.”

Jamen, det er jo meningsløst… men så sker der pludselig et eller andet; at der er nogen, der slår rekorder, eller der er et eller andet, der vender.

”Ja, og det bliver en del af storpolitik. Rusland, Italien og sådan noget.”

En af dagene var der en sydkoreansk gymnast ved OL, der tog en selfie med en gymnast fra Nordkorea. Så bliver det storpolitk.

”Det er jo fedt! Problemet er, at der ikke er nogen i Nordkorea, som kommer til at se det.”

En forpulet venstrefløjsidiot

I forlængelse af snakken om OL og atleter hører du Caspar Eric sige, at han gerne vil ”give styrke videre gennem min poesi”.

Men det ved du jo ikke, om du gør. Læserne giver vel ikke besked til dig om, hvad de synes om det, du laver?

”Der er der faktisk en del, der gør, og det er dejligt. Nogle gange er der folk, der skriver – ofte efter interviews: ’Jeg er pårørende til en ung dreng med et handicap (Caspar Eric har cerebral parese, en spastisk lammelse i det ene ben, red.). Hvad skal jeg gøre?’ Så må jeg jo svare: ’Det aner jeg ikke.’ Det giver mig en god følelse, at de skriver, men det giver mig ikke ro.”

Savner du ro? Du sagde før, at du var i krise inden sommerferien…

”Nej, nej, krisen har været så lang tid, at det ikke er en krise, bare en tilstand af knyttede næver og afmagt. Jeg stod i Netto i går, hvor jeg følte mig helt smadret over at handle ind. ‘Tingene er fucked, alt er pakket ind i plastic. Hvad fanden foregår der?’ Men sådan har jeg haft det længe. Nu har jeg det mere sådan, at det jo ikke nytter noget. Jeg savner helt sikkert ro, men jeg er også bange for at få det. Hvad betyder det, hvis jeg begynder at slappe af og få det godt nok? Den følelse er jeg skeptisk overfor. Ro kan være vigtigt, hvis man får energi til at snakke om det, der er vigtigt. Men hvis ro betyder, at man bare synes, alt er fint, så ved jeg det sgu ikke… Den slags ro er en slags selvoptagethed eller selvtilfredshed. Det må være underligt at have det sådan, at det er ‘fint nok’, så længe man bare selv har det godt. Det er underligt, at når jeg siger det, så føler jeg mig som en forpulet venstrefløjsidiot. Klicheen på noget venstrefløjsagtigt. Det er en kliche at sige, at jeg ikke kan få ro, så længe folk dør af det system, vi har bygget op – om systemet så er kommunen, nationalstaten eller den globale verden. Det er blevet sådan, at man bliver tolket som jubelfølsom, når man er ked af, at folk dør i systemet. Det er blevet gode værdier at være logisk og kynisk. ’Vi kan ikke redde hele verden’, siger man. Men hvem er det ‘vi’? Hvis vi er hele verden, hvorfor kan vi så ikke det? Vi behøver ikke aktivt at sparke til verden.”

Oscar Pistorius

Du følger måske selv med i OL. Da du overhører samtalen mellem udspørgeren og Caspar Eric, har Danmark ikke vundet så mange medaljer. Svømmeren Pernille Blume har ikke vundet guld i 5o meter fri. Løberen Sara Slott har ikke vundet sølv i 400 meter hæk. Du hører, at udspørgeren og Caspar Eric bliver ved med at vende tilbage til OL i deres samtale.

”Jeg tror virkelig, der er mange, som ikke tænker over, at flygtningekrisen findes. Folk, som tænker, at de gerne vil have lov til at se OL, uden at blive mindet om flygtningekrisen. Men det skal de altså bare. Det kan jeg godt lide. Der har været meget snak om, at de lande, der har det bedste poltiske system, også har flest vindere til OL, men Danmark har jo et ret godt system, og vi vinder jo ikke særligt meget. Det samme med Sverige. Norge vinder endnu mindre. Måske er det meget godt at være dårlig til OL. Vi har en dårlig konkurrencementalitet i Danmark og gud ske tak og lov for det. Det skal vi være glade for.”

Skal du se Paralympics i fjernsynet?

”Jeg skal i år. Lige nu følger jeg meget med i, om de får det samme i løn som atleterne ved OL. Det gør de jo ikke. Ikke af den danske stat, i hvert fald. Der er en fond, som hedder Elsassfonden, der har været med til at dække lønforskellen, for atleterne i Paralympics får kun det halve i løn. Det er komisk. De træner lige så meget – de er bare atleter med et handicap.”

Du nævner i øvrigt Oscar Pistorius i Nike…

(Du lytter stadig med, og du kender godt Oscar Pistorius; det er ham den sydafrikanske handicapatlet, som de kaldte Blade Runner, fordi han løb meget hurtigt på nogle meget overbevisende proteser og fik lov til at løbe på dem på lige fod med ikke-handicappede atleter ved OL i 2012. Senere blev dømt for at have skudt sin kæreste, modellen Reeva Steenkamp.)

”Ja, jeg har været meget optaget af ham,” siger Caspar Eric. ”Også hans retssag, hvor man lagde vægt på, hvordan han græd. Man ville gøre ham til psykopat og sådan noget. Basically er der jo ikke nogen, der ved, hvad der skete, da han skød sin kæreste. Snakken om Pistorius har handlet om, hvorvidt han har brugt det med at lide af paranoia som en undskyldning. Det kan godt være, han ikke har været paranoid på den måde, han har forklaret i retten, og måske har det ikke noget at gøre med, at han ikke har nogen ben, men hvis man slæber sig ud og skyder en person gennem en dør, så har man nogle problemer med angst eller et eller andet. Det gør ikke, at han er uskyldig, men det gør noget ved, hvordan vi skal opfatte ondskaben. Jeg skrev om Pistorius i 7/11. Han var sponsoreret af Nike, som havde et slogan for ham, der lød: ’I am the bullet in the chamber. This is my weapon. This is how I fight.’ OL-atleter var bange for, at hans proteser skulle gøre ham hurtigere end dem, der bare havde deres krop at løbe med. Måske er det sådan om tyve år, men det var det jo ikke på det tidspunkt. Selvfølgelig tabte han OL-løbet.”

Bogsæsonen er hermed indviet.