'Selvportræt', Hervé Guibert. 1989.
Lolita, mit livs lys, mine lænders ild. Min synd, min sjæl. Lo-li-ta: tungespidsen tager tre trin ned ad ganen og banker på fortænderne ved det tredje. Lo. Li. Ta. Hun var Lo, slet og ret Lo, om morgenen, 154 centimeter på strømpesokker. Hun var Lola i slacks. Hun var Dolly i skolen. Hun var Dolores, når hun skrev under. Men i mine arme var hun altid Lolita.
Lolita, Gyldendal. 1987.
Det er svært at læse Hervé Guiberts nyoversatte Vild med Vincent, uden at tankerne ledes hen på Vladimir Nabokovs Lolita. Især én scene står utålmodigt og trænger sig på.
Den udspiller sig et par år efter, Humbert Humbert har stjålet Lolita – eller Dolores som hun hedder – væk fra alle, hun nogensinde har kendt, og efter en isolerende, toårig biltur igennem USA. Dolores er nu 14 år gammel. Humbert beskriver, hvordan hun tjener sine lommepenge ved at udføre “elementære forpligtelser” på ham flere gange om dagen. Pengene gemmer hun væk. Men hver gang hun sparer op, gennemsøger Humbert hendes værelse og tager pengene igen: “… for det, jeg frygtede mest, var ikke, at hun kunne ruinere mig, men at hun kunne spare så mange penge sammen, at hun kunne stikke af”.
Ligesom Lolita beskriver Vild med Vincent en mands fuldstændigt altopslugende besættelse og forelskelse. Ligesom hos Nabokov er objektet for den besættelse et barn. Et barn, hvis eneste egentlige magt i relationen ville være at forsvinde.
Men Vincent er ikke Lolita.
Først og fremmest er kun den ene af dem virkelig.
Vincent Marmousez døde den 29. november 1988 af sine kvæstelser efter at være faldet ud ad et vindue. Året efter i 1989 skriver Hervé Guibert Vild med Vincent, et overvældende portræt af sin egen stormende og afhængighedsdannende forelskelse i drengen i løbet af seks år.
Jeg havde mødt Vincent i 1982, da han stadig var et barn. Det forblev han i mine drømme, jeg måtte indse, at han var blevet en mand, og jeg blev ved med at elske ham som det, han ikke længere var. I seks år besatte han min dagbog. Nogle måneder efter hans død satte jeg mig for at gå baglæns gennem disse noter for at genfinde ham.
Siden sin kontroversielle udgivelse er Lolita blevet læst med de samme famøse lyserøde hjertesolbriller, som pigen portrætteres med i instruktør Stanley Kubricks filmatisering fra 1962. Uanset hvor meget Lolita bliver romantiseret, er det ikke en kærlighedshistorie. Det er en advarsel, som bogen også selv proklamerer i det forord, mange må have sprunget over. For mange læsere gav det ingen mening: Hvordan kunne et værk, skrevet så smukt, og som omhandler en mands forelskelse ikke være en kærlighedshistorie?
“Hvad var det? Lidenskab? Kærlighed? En erotisk besættelse? Eller et af mine påfund?” spørger Guibertino efter Vincents død. Svaret undviger hele tiden læseren.
Modsat Lolita, der kun behøver at forsvinde én enkelt gang, forsvinder Vincent faktisk hele tiden. Han er som et “spøgelse”, der hvirvler sig ind og ud af hovedkarakteren Guibertinos liv og begær. For Vincent er ikke bare ung. Det er 80’ernes Paris, og aids-epidemien raser. Og imens Vincent hvirvler rundt i en verden, hvor sygdomme, sår på fodsålerne og narko er allesteds, sidder vi med Guibertino og venter utålmodigt på, at han vil komme tilbage. Man kan ikke undgå ikke at selv blive forelsket i Vincent, at blive vild med Vild med Vincent. Især ikke når der optræder sætninger som denne:
Som en selvlysende fisk går han, som har strålet hele aftenen, til sidst ud for at slippe fri af mine kærtegn, jeg strækker mine læber mod et sort hul
Blandt de ubærligt smukke beskrivelser af kærlighed, der står så klart, at de kan indbefatte alle forelskelsens krumspring i bare en enkelt versestrofe – “Han kommer herover; at skifte tøj tre gange; at være forelsket” – bliver det en næsten umulig opgave at holde øjnene lukkede over for den lille Vincents evige små afvisninger og forsvindingsnumre og forelske sig med god samvittighed, når barnet så tydeligt stritter imod og siger “styr dig”.
Jeg elsker det: han laver en værre scene i min seng, han påstår, at jeg voldtager ham, at jeg mere end én gang har givet ham blå mærker ved at kærtegne hans brystvorter. Han er bange for at overgive sin pik til min mund, bange for, at jeg i et anfald af galskab skal fortære den.
Som blot 36-årig i 1991 døde Hervé Guibert af aids efter et selvmordsforsøg to uger forinden. Af en eller anden grund har hans værker ikke rigtig vundet indpas i Danmark, hvilket kun gør det dugfriske forlag Stentors første oversættelse desto mere værdsat og imponerende. Guibert flyttede til Paris som 17-årig, og efter skuespillerdrømmen gik i vasken, blev han skribent for et modemagasin for unge kvinder, før han endte på avisen Le Monde.
Han havde tre store kærligheder: Thierry, en teaterdirektør i Paris, Michel Foucault (!) og så Vincent Marmousez, den 15-årige dreng, der stod på skateboard. Efter sigende skulle Roland Barthes også have forsøgt at komme i bukserne på Guibert, for senere at have analyseret afvisningen i et brev. Og som den lille forfatterbetegnelse bagerst i bogen skriver, blev Guibert først kendt af den brede offentlighed, da han i 1990 optrådte i et talkshow og afslørede intime detaljer om Michel Foucaults sidste dage. Inden da havde Foucault optrådt i fiktionaliseret udgave i Guiberts autobiografiske roman À l’ami qui ne m’a pas sauvé la vie fra samme år, hvor Guibert afslørede, at filosoffen var død af aids-relateret sygdom.
Alt imens han skrev og udleverede andres hemmeligheder, var Guibert også fotograf. Det er ham, der har taget ovenstående billede af den purunge Vincent. I sine egne tidlige selvportrætter ses han med et tykt hår fuld store, blonde krøller, isblå øjne og tykke øjenbryn. Han er ikke til at stå for.
Sammen med ham mistede jeg al værdighed; var det ikke derfor, jeg klamrede mig sådan til ham
Vild med Vincent kunne sagtens have heddet “Venter på Vincent”. Drengen er mere interesseret i piger og motorcykler og heroin end i den stakkels forelskede mand, der desperat ringer til hans arbejde, og som udtænker måder at få ham til at komme. Men det er også det, der gør værket så pinefuldt hjerteskærende. Er forelskelse ikke bare en tilstand af vanvid?
Guibert skriver ængsteligt og dybt forførende i et værk så eksplosivt, at man til tider næsten ikke kan få vejret. Det er ubegribeligt, at bogen kun udgør små 80 sider. Som en maskulin og virkelighedstro Lolita udøver Vincent sine forsvindingsnumre, mens Guibert gang på gang lader sig ydmyge i en relation så ulige og tragisk, at man kan foranlediges til at tvivle på, hvem der tager mest skade af den. Der findes mange gode grunde til, at man ikke burde være vild med Vincent. Men det er umuligt ikke at falde for ham. /Astrid Plum