Kære læser

'Scenekunst' alene er ikke nok

Foto: Bobby Caina Calvan/AP/Ritzau Scanpix

Hvis New York City har 99 problemer, så er rotter helt sikkert et af dem. Der er utrolig mange meldinger om rat sightings (begrebet er svært oversætteligt til dansk – “rotteoplevelser” lyder for forlystelsesorienteret, og “rottesyn” bliver simpelthen for åndeligt).

Antallet af rat sightings er steget markant de senere år. Det kan skyldes, at fortovsservering på byens restauranter er eksploderet efter Covid-19. Maden lokker rotterne op fra kloakkerne. Ingen ved, hvor mange rotter, der er i New York City, men mon ikke der er nogle millioner? I hvert fald er der så mange, at borgmester Eric Adams har valgt at sætte ind overfor, hvad han kalder byens “fjende nr. 1”.

Onsdag præsenterede han på et pressemøde i Harlem en kvinde ved navn Kathleen Corradio, som skal stå i spidsen for indsatsen. Hendes officielle titel er direktør for gnaverbekæmpelse, men det lyder jo kedeligt og ukulørt, så Adams kaldte hende “rottezar” og “maestro”. “Det her job er nærmest som skabt til hende,” sagde han. I jobopslaget havde man efterspurgt kandidater med beslutsomhed, udholdenhed, dræberinstinkt, blodtørst, badassery og stagecraft

Det sidste kan vel løseligt oversættes til scenekunst, og Kathleen Corradio, der er uddannet folkeskolelærer og sådan set ikke har nogen formel gnaverekspertise, stillede sig straks op og gav prøver på netop det. “Der er en ny sherif i byen,” sagde hun i mikrofonen uden at tage sine solbriller af. “I kommer til at se meget mere til mig og meget mindre til rotter.”

Der var noget temmelig amerikansk over både rammen og fremtoningen. Borgmesteren stod ved siden af klappede ad rottezaren på en måde, som indikerede, at der i bund og grund var tale om et pr-stunt. Det virkede muligvis. Den lokale presse var mødt talstærkt frem. The New York Times skrev om den nye rottezar, at hvis der havde været et afgørende øjeblik i hendes liv, som skulle pege frem mod den her ansættelse, så var det, da hun 25 år tidligere som 10-årig havde set et rottekadaver på Long Island:

“Hun var skræmt fra vid og sans. Hun startede en underskriftsindsamling blandt naboerne, som hun afleverede til lokalpolitikerne, hvori hun krævede, at området blev renset.” Man lyttede til hende, udtalte hendes mor: “De kom og lavede rottebekæmpelse.”

Bliver New Yorks nye rottebekæmpelseschef en succes? Det kommer an på, hvad hendes job helt præcist går ud på. Byen råder i sagens natur over masser af eksperter i rottebekæmpelse, så Corradio skal næppe selv ud og skyde gnavere. Hun virker heller ikke som den fødte leder – dertil fremstår hun for selvbevidst og for glad for rampelyset (hendes scenekunst). Måske skal hun bare være det ansigt, newyorkerne straks skal se for sig, når de får øje på en rotte.

 

Ikke nemt at være leder

Næ, det er svært at være en visionær leder i dag. Hvor meget selvindbildningskraft? Hvor meget er selvovervurdering? Som bekendt er Frankrigs præsident Emmanuel Macron netop hjemvendt fra et officielt besøg hos Kinas leder, Xi Jinping. Det slap han ikke særligt godt fra. Han er over hele linjen blevet skældt huden fuld for at bagatellisere Taiwan-problematikken. Da Macron fløj hjem fra Beijing, indledte det kinesiske militær en øvelse tæt på Taiwan, hvor man simulerede angreb med jetfly på øen. Som det konservative britiske magasin The Economist skriver i en skosende leder (betalingsmur), er der risiko for en militær konfrontation, som ikke bare berører de to lande, men også USA også Europa, og derfor bør alle, der har noget at sige, tænke sig grundigt om, inden de gør det:

“Alligevel var det en af Europas mest erfarne ledere, Emmanuel Macron, som valgte at markere sin hjemrejse fra Kina, netop som denne militærøvelse blev indledt, ved at erklære, at det ikke var [Europas] opgave at ‘lade sig fange i kriser, der ikke er vores’.”

For et år siden havde Macron heller ikke held til at overtale Ruslands præsident Vladimir Putin til at holde sig fra Ukraine. Og hjemme i Frankrig er han ekstremt upopulær på grund af sine pensionsreformer. Tingene begynder at smuldre for ham. Man kan kalde det internationale diplomati, som skal afværge alvorlige militære konfrontationer, for en slags rottebekæmpelse på lidt højere et lidt højere plan. Også på den scene er der brug for stagecraft, men stagecraft alene er ikke nok.

Fredag er det så Brasiliens Præsident, Lula, der skal tale med Xi Jinping. Der er meget at tale om. Lula vil angiveligt pitche en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine, hvor Kina skal spille en rolle. Der er mange kokke på den internationale scene for tiden. Situationen er lidt for alvorlig, hvis det handler om få opmærksomhed. /Oliver Stilling

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12