Når katten er ude

Der er kun én vej ind og én vej ud. I hvert fald hvis man kommer fra den armenske side. På et landkort ser det også mærkværdigt ud. På grænsen mellem Armenien og Aserbajdsjan er der pludselig et lille indikeret stop, der markerer bjergvejen, som fører hen til et større, aflangt område. Det ligner lidt et ’F’.

Befolkningen er armensk, men enklaven Nagorno-Karabakh ligger inde i Aserbajdsjan. Og her er al snak om enklavens ønskede selvstændighed roden til konflikter og krig mellem de to lande. Tidligere på ugen var den gal igen. På hovedvejen kaldet Lachin Korridoren fra Armenien og ind i enklaven, opstod der skyderier mellem armenske og aserbajdsjanske styrker. Syv personer meldes dræbt. Begge lande anklager hinanden for at have skudt først.

Ruslands invasion af Ukraine i februar sidste år har sendt chokbølger igennem Kaukasusområdet og i de gamle sovjetnationer. Med alt fokus på krigen i Ukraine har det russiske overskud til at opretholde sin indflydelse i området været dalende, og pludselig står den fredsaftale, som Rusland mæglede mellem Armenien og Aserbajdsjan og visner.

I 2020 udviklede konflikten sig til åben krig mellem de to lande. Aserbajdsjan var støttet af Nato-medlemmet Tyrkiet, der bl.a. supplerede droner og andet militært udstyr, imens Armenien var støttet russisk. Flere tusinder døde, og titusinder var nødt til at flygte. Efter seks ugers intens kamp fik Rusland mæglet en fredsaftale: Aserbajdsjan kunne beholde det massive område af regionen, som de havde erobret, imens Armenien også skulle overdrage andre områder. Til gengæld fik Armenien lov til at beholde kontrollen over enklavens hovedstad Stepanakert.

Det var ikke kun på papiret, at Rusland fik lov til at genindtage rollen som fredsmægler, som det også tilfældet efter borgerkrigen i 1992-94. Efter våbenhvilen blev aftalt, blev 2.000 russiske tropper udstationeret mellem de to stridslystne parter, såkaldte “peacekeepers”. Som The New York Times pointerede tidligere i år, fik Rusland mæglet den perfekte situation for sig selv: En militær tilstedeværelse i Aserbajdsjan og et endnu strammere greb om Armenien, der kun blev endnu mere afhængige af supermagten.

Nu hvor konflikten blusser op igen, er den russiske hjælp dog stærkt vævende, og pludselig står Armenien uden både våben og støtte. Tilbage i september 2022 blev våbenhvilen brudt i et blodigt opgør, som begge sider – igen – bebrejder hinanden at have påbegyndt; Armenien udtalte, at Aserbajdsjan havde angrebet, og at de havde mistet 105 personer; Aserbajdsjan udtrykte, at deres militære handlinger var som reaktion på armensk provokation. De meldte om 71 døde.

“Det kan ses, at Ruslands ressourcer i regionen er begyndt at blive begrænsede,” udtalte Farhad Mammadov, en pro-regerings analysator fra Aserbajdsjan, om den i stigende grad usikre situation til The New York Times. “Rusland er blevet svagere.”

Armeniens tidligere rygdækning er væk. Man ved i realiteten ikke, om de 2.000 russiske soldater stadig befinder sig i området, og pludselig ser det meget skrøbeligt ud for den selvstyrende udbryderrepublik. “Hele koncentrationen af opmærksomhed på Ukraine gør situationen mere skrøbelig og giver Aserbajdsjan en ny mulighed for at bruge magt og være mere aggressiv,” kommenterede Vahan Kostanyan, rådgiver til den armenske udenrigsminister, i januar.

Smeltedigelen bobler over

Kaukasusområdet er på mange måder en smeltedigel af religioner, etniciteter og geopolitiske forhold. Både Armenien og Aserbajdsjan er tidligere sovjetstater, et af landene beror nuværende på russisk hjælp, den anden fra Tyrkiet; armenerne er primært kristne, aserbajdsjanerne er primært muslimer; og – efter Ruslands opmærksomhed er andetsteds – prøver EU nu at hjælpe begge lande med at bevare freden.

Samtidig er nogle overraskende partnerskaber ifølge Foreign Affairs opstået ud af krisen. Shiamuslimsk ledede Iran støtter det kristne Armenien økonomisk, mens Israel og det primært sunnimuslimske Tyrkiet støtter Aserbajdsjan. Pludselig er der mange fingre i dejen. Det israelsk styrkede forhold til Aserbajdsjan har foruroliget Iran, der frygter, at Israel bruger Aserbajdsjan som proxy i deres konflikt. Fx har Aserbajdsjan modtaget 70 pct. af sit militære udstyr fra Israel.

EU gjorde tidligere på året et forsøg på at dæmpe konflikten. En civilmission blev sendt afsted for at opretholde freden fra den armenske side af grænsen. Forinden da var der i slutningen af 2022 blevet sendt 40 EU-overvågningseksperter til den armenske side. EU’s tilstedeværelse i området er imidlertid penibel. For at kompensere for det pludselige stop af gas- og olieindkøb fra Rusland forrige år, blev de nødt til at få det andetsteds fra, og her endte flaskehalsen på Aserbajdsjan. En højprofileret aftale blev indgået om at fordoble de årlige gasindkøb til 20 mia. ton inden 2027. EU har dermed en fod i begge lejre og prøver med forskelligt incitament at overtage den hidtidige russiske rolle som fredsmægler: Aserbajdsjan støttes økonomisk, og Armenien støttes humanitært.

For at gøre ondt værre fordømmer en rapport fra Europa-Parlamentet de krænkelser på menneskerettigheder, der skulle komme fra Aserbajdsjan. Og som en anonym, højtstående embedsmand i EU’s diplomatiske tjeneste udtalte til Politico: “Vi håbede på et andet scenario med Baku. Vi deler al relevant information om patruljer og så videre med Aserbajdsjan, fordi vi ikke ønsker nogen problemer.” Den aserbajdsjanske regering har dog givet udtryk for, at man ikke har meget til overs for EU’s forsøgte mediering.

Imens alles øjne er vendt mod Ukraine og Rusland, er andres fastbundne til Nagorno-Karabakh. Pludselig har den lille udbryderregion fået hovedrollen i et større geopolitisk spil. For når katten er ude, skal der ikke meget til, før musene går i krig. /Astrid Plum