Kommer Serbien med i klubben?

“Balkanisering” er for længst blevet et skældsord – og endda et temmelig diffust et af slagsen, som selv ikke de værste bananstater vil have siddende på sig. Som den britiske journalist Misha Glenny skriver i introduktionen til sin historietunge bog The Balkans, 1804-2012, er det, som om Balkan er fanget i en slags “imaginær malstrøm”, et besynderligt, diplomatisk ingenmandsland, som stadig udsættes for generaliseringer og stereotypiseringer fra omverdenen.

At have en “Balkan-mentalitet” er – ifølge de gængse fordomme – det samme som at være både utroværdig, overdrivende og svigefuld. Egenskaber, der samtidig diskvalificerer enhver deltagelse i det gode selskab. Hvad mente den daværende britiske premierminister Tony Blair eksempelvis, da han i 1999 sagde, at Kosovo “står ved Europas dørtrin”? Hvis ikke Kosovo – og resten af Balkanhalvøen – er en del af Europa, hvad er det så?

På visse måder er Balkan det glemte problembarn. Når vi herhjemme har travlt med at juble over EM-triumfen i 1992 er det, som om Jugoslaviens sammenbrud står som en fodnote, man hurtigt springer over. Det på trods af, at krigene i 1990’erne satte sine dybe spor Europa, kulminerende med Nato’s indgriben og bombninger af det nuværende Serbien i 1999. Siden dengang er de to eksjugoslaviske lande Slovenien og Kroatien kommet med i EU, ligesom der også er blevet budt velkommen til balkanstaterne Bulgarien og Rumænien. Selv Serbien – der hos mange indtog en skurkerolle i 1990’erne – søgte officielt om EU-medlemsskab i 2009 og er efterfølgende blevet et kandidatland.

Selvom Serbien altså nu skal arbejde på at implementere EU’s regler i den nationale lovgivning, er det dog, som om processen her snegler sig afsted. Snarere end at nærme sig EU, stejler Serbien på flere spørgsmål – eksempelvis når det kommer til at sanktionere Rusland. Faktisk kunne meget tyde på, at serberne har mistet lysten til at deltage i det europæiske fællesskab. Hvorfor egentlig?

Demokrati på skrump

Det sner tungt, da jeg ankommer midt om natten til Beograd. Den efterfølgende morgen er byens gader dækket af et tykt lag sjap, som giver mine malplacerede kondisko kamp til stregen. Kulden glemmes dog hurtigt, da jeg ankommer til CRTA’s kontorlokaler, og som det første bliver mødt af en begejstret bulldog. Det er kontorhunden Benjamin, forklarer Raša Nedeljkov, programdirektør ved CRTA. Om dagen hjælper Benjamin folk på kontoret med at afstresse. Om aftenen tager Raša ham med hjem. Så snart vi får sat os på Rašas kontor, lægger Benjamin sig da også på programdirektørens skød og falder i en dyb søvn. Her bliver han liggende den næste times tid, mens Raša fortæller om Serbiens mange udfordringer.

CRTA (der står for Center for Research, Transparency and Accountability) er en uafhængig civilsamfundsorganisation, der groft sagt har til formål at oplyse borgerne og styrke Serbiens demokrati. Med et hold bestående af både aktivister, journalister og forskere overvåger CRTA serbiske medier og partier, ligesom man laver faktatjek, offentlige meningsmålinger og valgmonitorering. Med andre ord forsøger CRTA at være en alsidig, årvågen vagthund. Eller som Raša også udtrykker det: “Vi prøver at give hjertemassage til parlamentet, da det bare er blevet en pæn bygning uden substans og den behørige omhu når det kommer til demokratiet.”

Ifølge CRTA’s egne undersøgelser, er det ikke kun i det serbiske parlament, at forholdene er blevet mindre demokratiske. I landets største medier, der de facto er statskontrollerede, ses en tiltagende negativ dækning af EU og “Vesten”, mens Rusland sættes i et andet og mere venligt lys. Indflydelsen fra mediedækningen afspejler sig samtidig i befolkningens holdning, der er blevet betydeligt mere EU-kritisk. I en nylig CRTA-måling fremgår det, at 44 pct. af serberne mener, at Serbien skal orientere sig mere mod Vesten i sin udenrigspolitik, mens 43 pct. hellere ser, at man styrker båndene til Rusland. Samtidig mener godt 40 pct., at man aldrig vil blive medlem af EU. Serbien står med andre ord på vippen, krigen i Ukraine til trods.

Spørger man Raša Nedeljkov, er det dog ikke så meget et spørgsmål om, at folkestemningen i Serbien er blevet mere pro-russisk. Den er snarere blevet stadig mere anti-vestlig, hvilket der særligt har været god grobund for efter Nato-bombningerne i 1999. Anført af den stærkt opportunistiske præsident Aleksandar Vučić – der kun har styrket sit greb om magten, siden han først blev valgt med løfter om at bekæmpe korruption – har Serbien flyttet fokus mod mulige samarbejder med eksempelvis Kina, Rusland og Saudi-Arabien. Selvom der måske fortælles en anden historie udadtil, er det faktisk blevet svært at se EU som fortsat førsteprioritet:

“Mens vi i vores officielle kommunikation med EU’s institutioner, og i den sideløbende kommunikation med medlemslande, forbliver forpligtet over for Den Europæiske Union, så gør vi i praksis alt hvad vi kan for ikke at blive et medlemsland,” fortæller Raša. På sin vis mangler det europæiske samarbejde simpelthen at blive præsenteret som noget, der kan tilbyde mere og andet end en god handel, som man lige så godt kan finde andre steder i verden:

“Der har været et betydeligt svigt, både politisk og kommunikativt, fra såvel EU som diverse tidligere serbiske regeringer, hvor EU kun er blevet værdsat og præsenteret som en finansielt fordelagtig slægtning. Der sendes penge til Serbien, men EU får ikke holdt vores politikere anvarlige eller brugt pengene som pressionsmiddel for at få udviklet demokratiske institutioner.” Samtidig hjælper det heller ikke, at regeringen aktivt bruger spørgsmålet om Kosovo til at skabe en offerfortælling om Serbien, der gladeligt gentages i medierne: “Vi ser at mainstream-medierne kritiserer EU i døgndrift, fremstiller EU som svagt, inkompetent og som et bureaukratisk apparat, som kun modarbejder serbiske interesser, fordi de vil tage Kosovo fra os.”

Netop spørgsmålet om Kosovo fungerer samtidig som den perfekte lynafleder for regeringen. Det på trods af, at spørgsmålet reelt ikke har den store betydning i serbernes dagligdag: “Når du spørger borgerne, hvad det største problem er for dem personligt, så er Kosovo ikke på listen. Det er bread and butter-problemer som hvordan de kan understøtte deres familie, få et job, betale for undervisning, tøj eller mad,” forklarer Raša. Alligevel fylder Kosovo uforholdsmæssigt meget i den offentlige debat:

“Som et samfund bliver vi udsat for myter. Vi bliver udsat for et ‘os mod dem’. Hvis ikke du ser Kosovo som en ubrydelig del af Serbien, så betyder det, at du er en forræder. Og hvis du er forræder, så er du imod præsident Vučić. Det bliver personligt, og dermed bliver det den perfekte undskyldning for alt andet. Der er sågar tidligere udtalelser fra politikere, hvor de har sagt ‘spørg mig ikke om det her, når vi har brande i Kosovos klostre’. Så det er en fantastisk undskyldning.”

Drømmenes Kosovo

Kosovo erklærede officielt sin uafhængighed fra Serbien tilbage i 2008. I dag anerkender hele 101 af FN’s medlemslande Kosovo som selvstændig nation. Danmark er et af de lande – og ifølge SVM-regeringen planlægger man i øvrigt fortsat at leje 300 fængselspladser i Kosovo til udvisningsdømte kriminelle. Spørger man den serbiske regering, er Kosovo imidlertid stadig en afgørende del af Serbien; ikke mindst historisk og kulturelt. Kosovo er bl.a. hjemsted for flere middelalderlige, ortodokse klostre, som spiller en vigtig rolle i serbisk selvforståelse. Dem taler regeringen gladeligt om – alt imens krigsforbrydelser begået under Kosovokrigen forties.

De fortsatte spændinger mellem Serbien og Kosovo er på mange måder en gordisk knude, som EU i årevis har forsøgt at løse. Så sent som i marts mødtes Aleksandar Vučić med Kosovos premierminister Albin Kurti til maratonforhandlinger i Nordmakedonien foranlediget af EU. En aftale blev drøftet, der skal normalisere forholdet mellem landene – men endnu engang undlod Vučić at underskrive den. Dermed fortsætter det forvirrende spil, hvori Serbien på den ene side ønsker medlemsskab i EU, men på den anden side nægter at anerkende Kosovo som et land, der selv har søgt om medlemsskab – hvilket blot synes at forplumre processen.

“Det er som et spirituelt land for serberne. Det er hjertet af Serbien,” fortæller Izabela Kisić, adm. direktør ved Helsinki Committee for Human Rights in Serbia, da jeg møder hende i en kombineret café og boghandel for at tale om Kosovo, serbisk nationalisme og EU. Det fylder naturligt nok en stor del af Izabela Kisićs arbejde i organisationen der, som navnet antyder, overvåger menneskerettighedssituationen i Serbien.

Spørgsmålet om Kosovo er først og fremmest emotionelt, påpeger Izabela. “Jeg tror, at den serbiske elite godt ved, at man tabte Kosovo for længe siden.” Realpolitisk er slaget tabt. Alligevel fylder Kosovo – og Serbiens oversete rettigheder – stadig alt i debatten: “Det er et nøgleelement i serbisk nationalisme, at man gør sig selv til offer. Serberne var udelukkende ofre i første verdenskrig, i anden verdenskrig, i krigen i 90’erne – og i dag er de i fare i Kosovo, Montenegro, Bosnien og så videre, hvorfor Beograd bør beskytte serberne i andre lande. Det er ikke bare en forestilling hos denne regering, det er vidt udbredt blandt eliten og skabt i kulturen.”

Vučićs vilje

Det er dog ikke kun Kosovo, der skaber forhindringer for Serbiens optagelse i EU. Den generelle stemning blandt de serbere, jeg taler med i Beograd, er overvejende galgenhumoristisk, når det kommer til præsident Vučićs indflydelse på Serbiens demokratiske systemer. Alting synes at være blevet værre, borte er 00’ernes pro-europæiske optimisme. Snarere spøger tiden under den tidligere, autokratiske præsident Slobodan Milošević.

Som professor i økonomisk sociologi ved Beograd Universitet har Slobodan Cvejić et solidt indblik i det serbiske samfunds ømme punkter. Derudover er han tidligere medstifter af tænketanken SeConS, ligesom han er vicepræsident i en ny politisk bevægelse, der snart vil blive registreret som politisk parti i Serbien. Slobodan lægger derfor heller ikke skjul på, at han står i skarp opposition til Aleksandar Vučić. Noget må simpelthen gøres, hvis tilstandene i Serbien skal forbedres – og hvis Serbien skal have håb om at blive en del af det europæiske fællesskab:

“Vi har et semi-autokratisk, semi-demokratisk politisk system, hvor alle komponenterne til et regulært demokrati er til stede. Vi har valg, vi har et parlament, vi har uafhængige tilsynsmyndigheder og så videre. Men det meste af magten er samlet hos én politiker og hans politiske parti, og de misbruger og bryder loven på visse områder, så han kan koncentrere sin personlige magt yderligere,” fortæller Slobodan Cvejić. Med udsigt over Donau har vi installeret os på en café, hvor vi ser ud mod den fortsat faldende sne. Slobodan peger på den og fortsætter sin revselse af præsidenten:

“Han bestemmer næsten alt i landet, selv på det lokale niveau. Og han forsøger ikke engang at skjule det når han optræder offentligt, hvilket sker mere end én gang dagligt. Han siger ting som ‘jeg tillod det her, jeg giver det her, jeg lover jer, at det vil være sådan her’. Selv hvis sneen falder, vil han sige ‘okay, jeg prøvede, men det var meget svært at få sneen til at stoppe med at falde’. Det er sådan tingene her fungerer nu.”

.

Med Vučić ved magten er et klientelistisk system blevet særligt udtalt, hvor vennetjenester og beslutninger træffes uden om de vanlige, demokratiske arbejdsgange. Det er også noget Slobodans ven og kollega Danilo Vuković peger på, da jeg dagen efter møder ham på hans kontor ved det juridiske fakultet på Beograd universitet: “Jeg tror, at regeringspartiet her skaber en form for uformelle, parallelle strukturer, som faktisk kanaliserer magten. Og som også fungerer som en kanal for omfordelingen af forskellige ressourcer, offentlige kontrakter, subsidier, jobs og deslige.”

Presse under pres

Når magthaverne fejler og laver fordækte venneaftaler, må den kritiske presse træde til. Der dog lettere sagt end gjort i Serbien, fortæller Ivana Stevanović, adm. direktør i Slavko Ćuruvija Foundation. Stiftelsen – der er opkaldt efter den prominente journalist Slavko Ćuruvija, som blev dræbt i Beograd i 1999 – arbejder for at forbedre og sikre forholdene for landets kritiske journalister. Det er en altafgørende, men hård kamp i et fjendtligt indstillet medielandskab: “Mediefriheden er på alle måder nedadgående. Staten har taget kontrol over medierne.”

Ivana fortæller, hvordan uafhængige og kritiske journalister forfølges og intimideres i en kombination af politisk hetz og pres fra tabloidmedierne. Det er flere tilfælde set, hvordan journalister er blevet udhængt, udskammet og har fået deres adresser delt, med adskillige dødstrusler til følge. Der er på mange måder tale om en ond spiral, hvor den “truende atmosfære mod journalister skabes af regeringen”, alt imens den videreføres og forstærkes i de statskontrollerede medier, der “konstant laver verbale angreb og smædekampagner mod de kritiske journalister”. Ikke overraskende har det også skabt et gunstigt miljø for spredningen af misinformation:

“Vores regering har i over et årti arbejdet meget hårdt på at blande alt sammen, på at skabe en parallel virkelighed, hvor der spredes så meget misinformation og desinformation, så mange falske nyheder og falske udtalelser som muligt. Målet er ikke bare at få folk til at stole de falske informationer, men at forvirre dem, og få dem til at have mistillid mod alt og alle. Medierne er de første ofre for det.”

I de største serbiske medier – og i særdeleshed på de to tv-kanaler TV Pink og TV Happy, som Ivana Stevanović kalder deciderede “propagandamaskiner” – flyder et pro-russisk, anti-vestligt verdensbillede, som gradvist fjerner store dele af den serbiske befolkning fra de snart gamle drømme om EU. Selvom det er nemt at blive chokeret over, at båndene til Rusland på overfladen virker så stærke, er det dog også svært at drage konklusioner i et land, hvor alting virker så forviklet. Slobodan Cvejić uddyber:

“Jeg tror ikke, at der er mange serbere, der overhovedet ved, hvad de siger, når de siger at de støtter Rusland. Men nogen siger altså, at Putin sandsynligvis er mere populær i Serbien end i Rusland. Hvorfor er en almindelig serbisk borger så russofil? Hvorfor kan han så godt lide Putin? Ingen kan sige det. Men han kan måske godt lide, at Putin fremstilles som en magtfuld mand, der kan sige ‘fuck dig’ til hvem som helst. De fleste serbere har den del i deres identitet. Vi har et specielt ord for det på serbisk, ‘inat’, der betyder ‘på trods af’. Som i, ‘jeg vil bare ikke gøre det; eller jeg vil gøre det, bare fordi du ikke vil’. På trods af alting. Det er også noget, som er blevet hyldet som det, der har holdt os serbere på benene gennem mange århundreder.”

På motorvejen, lige før afkørslen til lufthavnen, kører man under en lille, ufærdig overgangsbro, hvor der med sort graffiti står skrevet et utvetydigt budskab med store, fede bogstaver: “Husk på, at Kosovo er Serbien.” Trodsigheden er på mange måder svær at komme uden om; ja, den står sågar som en sardonisk afskedshilsen før man flyver fra hovedstaden. Snarere end at bygge bro, står Serbien i et uoverskueligt limbo. Alligevel vil det næsten være noget af det allermest serbiske, hvis landet, trods alle odds, skulle blive optaget i EU. Som Ivana Stevanović påpeger, vil det dog kræve en god portion hjælp:

“Vi har brug for, at det europæiske civilsamfund presser deres regeringer til at øge presset på vores regering. For vi har set på så mange niveauer, at vores regering kun svarer på udenlandsk pres, ikke på pres indefra.” Selvom prognoserne for det serbiske demokrati er dystre, er håbet endnu ikke slukket – så længe resten af Europa heller ikke glemmer, at det stadig findes i Serbien. /David Dragsted