Langt fra klimamål

Den tyske bygningssektor missede sidste år sit klimamål for tredje år i træk. For bilerne på de tyske motorveje og den øvrige transportindustri var det andet år i træk, at målene glippede. Og selvom Tyskland – som det meste af Europa – brugte mindre gas, er den samlede udledning af fossile brændstoffer kun steget, fordi man ikke har erstattet den russiske gas med grønne løsninger, men i stedet brugt en lige så sort energikilde: Kul.

Kansler Olaf Scholz har travlt. Godt nok vil han sige farvel til kulkraft inden årtiets udgang, men den grønne omstilling er ikke et spørgsmål om engang i fremtiden. Allerede i dag er Tyskland langt bagud med det, regeringen selv har forpligtet sig til: At nedbringe udledningen med 65 pct. inden 2030, sammenlignet med 1990-niveauet.

Efter landets sidste tre atomkraftværker lukkede natten til søndag og markerede afslutningen på mere end 60 år med atomkraft, er tyskerne nu efterladt med spørgsmålet om, hvad man nu skal gøre, når omstillingen går langsommere end forventet.

Ifølge den tyske kansler gælder det om at “bygge mellem fire og fem vindmøller om dagen” over de næste år. Til sammenligning blev der installeret 551 vindmøller i 2022. Og selvom der er strøm nok, bliver den kommende tid dyr: 96 el-leverandører, herunder landets støtste energivirksomhed Eon, har annonceret, at man vil hæve elpriserne med 45 pct. fra juni. Selvom et prisloft tager det værste for forbrugerne, efterlader det stadig tyskerne med en væsentligt større (politisk) regning.

Meget behændigt blev den tyske koalitionsregering, bestående af Socialdemokraterne (SPD), De Grønne og De Frie Demokrater (FDP), i slutningen af marts enige om at ændre den tyske klimalov – Bundesklimaschutzgesetz – så man fjerner de væsentligste sanktionsmuligheder. Mere konkret og tørt indebærer det at afskaffe såkaldte sektorspecifikke programmer hvis klimamålene i hver af de tyske industrier ikke nås.

Med andre ord vil man altså ikke straffe én sektor for ikke at reducere sit CO2-udslip, men i stedet måle dem alle samlet: Dermed kan eksempelvis bilsektoren forblive sort, så længe der nedbringes tilsvarende udledninger i en anden sektor. Samtidig vil man ikke se på, hvor meget CO2, der på papiret er sparet i de forudgående år – mens man reddes, så længe emissionsfremskrivningerne for fremtiden lover godt.

Hokus pokus? Måske. Som Brigitte Knopf, der sidder i det tyske klimaekspertudvalg, advarer i Die Zeit, vil en “mulig svækkelse af det udtrykkelige ministeransvar” i hvert fald “øge risikoen for fremtidige målfejl”. Når alle har ansvaret, har ingen, og industrierne kan altså forsætte med at udlede, som de plejer. Og ifølge Knopf er der i øvrigt slet ikke plads til at spare i nogen sektorer, for ikke at snakke om råd eller tid.

For nylig gentog udvalget, at regeringen kun delvist har opnået sine klimamål. Der skal altså gøres noget drastisk, hvis Europas største økonomi og konsekvent største udleder skal nå det til tiden. Og allermest ironisk ser det ud til, at man – efter at have slukket for atomkraftværkerne – kan blive nødt til at importere atomkraft fra Frankrig.

Men heller ikke her synes redningen at findes. Macron har det seneste år haft så store problemer med sin egen atomkraftindustri, at der ikke forventes at være nok til eksport. Eller som Knopf let parafraseret siger det: Det er snart kun Tyskland, der kan hjælpe Tyskland. /Emma Louise Stenholm