Klimaaktivisten Selma Montgomery. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
[Det her, det er mig. Jeg sidder i Deadline på DR2 og bliver grillet af værten. Du undrer dig sikkert over, hvordan jeg havnede i det her ubekvemme morads. Det hele startede med, at jeg skrev en bog…]
Denne velkendte amerikanske fortællemodel, som man kender fra utallige film og tv-serier i den lette genre, beskriver udmærket Deadlines udsendelse mandag aften. Gæsten var Kristian Leth – forfatter, musiker, mediemand m.m. Og vel af den brede offentlighed bedst kendt for sit ongoing bibelarbejde i ‘Bibelen Leth Fortalt’ på P1, hvor han på ugentlig basis med liv og sjæl og lysende øjne gennemgår Det Nye Testamente historie for historie for bedre at forstå den tid, vi lever i.
Kristian Leth har i mange år været en ung mand. Der er stadig noget dejligt ungdommeligt over hans fysiske fremtoning. Han møder op til tv-interview i en skjorte, der er knappet op til lige under brystet, så to halskæder er synlige. Håret er en smule viltert. Vi befinder os et sted på spektret mellem en rockmusiker og den intellektuelle tænker. Rod Stewart møder Bernard-Henri Lévy.
Ligesom Stewart og Lévy er Leth ikke helt ung længere (dog heller ikke nær så gammel). Kristian Leth er blevet 43 år, så man kan med god ret tale om en midaldrende mand. Og den midaldrende mand har skrevet en bog, som henvender sig til den unge generation, nærmere bestemt “de 12-årige og opefter”. Budskabet lyser ud titlen: I Fremtiden er der også i morgen vil Leth gerne fortælle de unge, at klimakrisen slet ikke er så slem, som vi bliver fortalt, og at vi i hvert fald ikke har nogen grund til at opgive håbet. Kristian Leth vil med andre ord gerne ændre narrativen.
“Hvis vi mister troen på, at det kan lykkes – hvis den pessimisme får et overtag, så tror jeg ikke, at den næste generation bliver handlekraftig og fyrig,” forklarede han i Deadline. “Jeg tror størstedelen af dem – og dem har jeg mødt rigtig mange ude i landet – bliver, hvad hedder det, apatiske, desperate, bange og deprimerede, og det bliver vi for Guds skyld nødt til at kæmpe imod.”
Hvad sker der for midaldrende mænd fra den eurocentriske del af den vestlige halvkugle, som har alle mulige holdninger og gode råd til “de unge”?
Dopaminrus
I seneste udgave af Weekendavisen er der en lang kronik af den 51-årige litteraturforsker Søren R. Fauth. Allerede på overskriften – ‘Den instrumentelle fornufts tyranni‘ (betalingsmur) – kan man mærke, at han har skrevet sig helt ud. Nedenunder står der, at “vi har svigtet den unge generation, der spræller i en dopaminrus, hvor intet længere synes virkeligt eller nødvendigt”.
Det er som nævnt en længere tekst. Den handler nok hovedsageligt mest om, at “ånden og den kritiske tænkning aldrig har haft dårligere kår i Danmark”. Undervejs går der døre op, og ind træder Adorno, Schopenhauer, Humboldt og Kierkegaard, men altså også ungdommen, som Fauth mener, “vi svigter” ved “uophørligt at tale ned til dem”.
Hvis han er så bevidst om det sidste, er det bemærkelsesværdigt, at han alligevel har gjort plads til den følgende passage: “Et nulmedie som fjernsynet er for længst blevet suppleret og overhalet af andre bevidsthedssløvende såkaldte medier. En uheldsvanger cocktail af heroin og amfetamin har erobret de nuværende og kommende generationers hjerner og perforeret dem: YouTube, TikTok, Snapchat, you name it. Det var næppe det, Humboldt mente med frihed og autonomi.”
Her må man minde om, at de nævnte sociale medier opleves anderledes af unge mennesker end af en hjerne med 50 år på bagen. Børn og unge er i stand til at bruge TikTok uden at miste forstanden. Humboldt ville forstå.
Tilbage i Deadlines studie havde den 17-årige klimaaktivist Selma Montgomery fået rollen som modvægt til Kristian Leths optimismebudskab til de unge. Her kan man tale om en handlekraftig og fyrig ungdom. Montgomery sagde, at hun ikke købte Leths narrativ om, at ungdommen er apatisk.
“Det er lige netop de unge stemmer, der vil have klimaet på dagsordenen,” sagde hun. “Vi står med en ung generation, der er villige til at gennemføre den nødvendige forandring. Der er jo tydeligvis brug for os, når vi står der, hvor klimakrisen bliver kaldt en udfordring og set som et bump på vejen i en positiv udvikling.”
Kristian Leth blev bagefter spurgt, hvad han mente om det. Han svarede, at han ikke talte om alle unge, men om de “rigtig, rigtig, rigtig mange”, som bare slukker lyset og lukker mentalt ned. Det var et spørgsmål om kommunikation og storytelling, forstod man. “Pointen er at vores generation bliver nødt til at fortælle nogle gode… nogle andre historier, men også sætte det her ind i en kontekst, hvor det kan være konstruktivt, og hvor man kan handle. Der er en ongoing diskussion inden for klimakommunikationen om, hvorvidt frygt og skræmmebilleder motiverer mere, end håb og optimisme gør.”
Man kan indvende, at der er sket helt utroligt mange positive tiltag på klimaområdet i de senere år, fordi folk frygter for fremtiden og lægger pres på politikerne for at gøre noget. Der er selvfølgelig ikke sket nok. Hvis vi bare gik rundt og var håbefulde, ville vi ikke rykke os en meter. Længe leve ungdommen. /Oliver Stilling