Lars Løkke Rasmussen har et forklaringsproblem. Da han mandag aften kom hjem efter et udenrigsministerbesøg i Luxembourg, stod endnu en møgsag og trippede utålmodigt: Jon Stephensen. TV 2 afslørede søndag aften, at den 63-årige Stephensen har sendt seksualiserende beskeder til et 19-årigt partimedlem.
Lars Løkke bærer flere hatte disse dage, og oven i den seneste Stephensen-shitstorm er der noget, der tyder på, at det er de færreste af dem, han orker at have på.
I et storstilet søndagsinterview var Politiken rejst med den tidligere statsminister til Færøerne for at tale om Løkkes følelser og ambitioner som udenrigsminister. Det er en post, han ikke lyder ovenud begejstret for. Han citeres direkte for at sige, det er “ikke er et drømmejob”. Det var ikke en fremtid i Udenrigsministeriet, Løkke havde set for sig selv.
Der er flere ting, der kan udledes af interviewet. At han gerne vil være international, eftersom han strør om sig med engelske, indskudte ord; at han og Sólrun måske på et tidspunkt har været i parterapi, siden han beskriver udenrigspolitiske sager som ægteskaber i opbrud; og at han mener, at udenrigsministerposten efterhånden er overflødig: “Statsministerposten i Danmark er blevet meget mere udenrigspolitisk, end den var, og bliver det i tiltagende grad.”
Ægteskabsmetaforen, den bruges selvfølgelig til at beskrive forholdet til Grønland. Udover det famøse opkald på valgnatten til grønlandske Aaja Chemnitz (IA) og den efterfølgende harcelering over eksistensen og betydningen af de nordatlantiske mandater, har Løkke endnu ikke formået at løfte de rigsfællesskabelige følelser.
I det nyeste regeringsgrundlag lyder det, at “intet om Færøerne og Grønland skal besluttes uden om Færøerne og Grønland”. En snusfornuftig formulering, der har ageret snubletråd for den allerede lidt dårligt grønlandsk-gående Løkke. I udpegelsen af en ny arktisk ambassadør i marts har Løkke og det danske udenrigsministerium meget klart valgt at tilsidesætte et grønlandsk ønske om at få en arktisk ambassadør med rødder i Arktis. I stedet har de uden om de arktiske naboer udpeget den tidligere ambassadør til Sydafrika og etnisk danske Tobias Elling Rehfeld.
“Helt forkert og skidt for samarbejdet med den danske regering”, blev beslutningen kaldt fra grønlandsk side. Imens smed Løkke det omvendte racismekort og pointerede, at man ikke besætter poster efter etnicitet.
Adspurgt af Politiken siger Løkke, at han “har faktisk haft en ret grundig diskussion med min grønlandske counterpart, Vivian Motzfeldt, og gjort en del ud af at forklare, hvordan den danske udenrigstjeneste er bygget op”. Om udenrigsministeren fandt det brugbart at indtage den position – i en eller allerede betændt relation – melder historien ikke noget om.
En separation
Lars Løkke har nu heller ikke for vane at anerkende sensitiviteten i Danmarks historie som tidligere kolonimagt. Han har dog forsvaret sin manglende undskyldning på vegne af Danmark til de dansk vestindiske øer ved at kalde dem “uundskyldelige”. Sidstnævnte er i øvrigt en strategi, som også kan ses i hans håndtering – og mangel på samme – af sagen om Jon Stephensen.
Løkke gør, hvad Løkke gør bedst: kun at agere formand for partiet, når der ingen anden udvej er. Og ægteskabsmetaforikken har han hevet frem igen på Facebook sent mandag aften: “Her til aften har vi aftalt, at vi sætter vores forhold på pause,” og at Stephensen og partiet “tager en separation”.
Lars Løkke Rasmussens forklaringsproblemer blev blot tydeliggjort med beslutningen om at sende Stephensen på orlov indtil oktober. En udmelding, der blev efterfulgt med, at “Jon, han skal have en mulighed for at komme på benene igen”. Så mens vi venter på, at Jon Stephensen finder sit fodfæste, kan man fint spørge sig selv: Hvor mange møgsager skal der til, før noget er uundskyldeligt? /Astrid Plum