En finanslov uden overraskelser

[L]ykkens omskiftelighed demonstrerer sin magt dér, hvor der ikke er orden og duelighed til at modstå den; og derhen vender den sine voldsomme kræfter, hvor den véd, at der ikke er oprettet diger og afskærmninger til at holde den tilbage.

Niccolò Machiavelli, Fyrsten.

Knap nok nåede SVM-regeringen at præsentere finanslovsaftalen for 2023 – som er blevet indgået med SF, Radikale, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti – førend virakken om Moderaternes kulturordfører Jon Stephensen atter stjal showet. Med en selvbetalt orlov til Stephensen resten af folketingsåret – annonceret af partiformand og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen på Facebook natten til tirsdag – ser showet dog også ud til at have nået sit klimaks.

På klassisk Lars Løkke-manér er den endelige beslutning blevet udskudt; sagen om den detroniserede kulturordfører kan nu ligge brak, og forhåbentlig løse sig selv med tiden. Vigtigst af alt giver orloven også ro til Moderaterne, da man ikke skal bekymre sig om mulige scenarier, hvor Jon Stephensen bliver trodsig løsgænger nu og her – og dermed efterlader regeringen med et mere vakkelvornt flertal.

Ret beset er der heller ikke meget at sige til, at Stephensens møgsager har fjernet fokus for finansloven, sidstnævntes minimalisme in mente. Blot 350 mio. kr. har været til forhandling blandt aftalepartierne; et beløb som dog er blevet hævet fra en oprindelig forhandlingsreserve på 200 mio. kr. En hurtig gennemgang af finanslovens hovedpunkter afslører da også, at det mestendels er mindre gevinster, som aftalepartierne uden for regeringen kan tage med sig.

Ét styks videnscenter til 42 mio. kr., som skal undersøge, hvordan seniorer fastholdes på arbejdsmarkedet – så er DF glade. Ekstra orlov til tvillingeforældre til en værdi af 53 mio. kr. i 2023 og 2024, den køber SF. En hævet beløbsgrænse på aktiesparekontoen, det er guf for LA. Trivselsfremmende initiativer for 10 mio. kr. på videregående uddannelser, ja tak siger Radikale. En videreført styrkelse af Klimarådet, det kan alle påståede grønne partier vel blive enige om – og så fremdeles.

Snarere end at vælte budgettet har partierne holdt sig inden for nogle påfaldende snævre rammer. Alligevel bliver opgaven nu at berette, hvor mange metaforiske fodboldbaner de kan spille på. Langt mere interessant end finanslovens sparsomme udmøntning, er af samme grund, hvad aftalen siger om magtspillet på Christiansborg – et spil, som reelt har fået nogle helt nye logikker med flertalsregeringen.

Med hele 132 mandater bag sig, er det svært ikke at se aftalen som en sejr for SVM. For ikke nok med, at oppositionen på begge fløje stadig er i vildrede over, hvordan man skal tackle den nye, parlamentariske situation, så har regeringen også fået købt sig øget legitimitet for en slik. Mens partier som Danmarksdemokraterne og DF mundhugges om, hvorvidt man er billigt til salg – eller bare tager hvad man kan – formår statsminister Mette Frederiksen og kompagni simpelthen at tæmme Fortuna og udvise Virtú, for nu at sige det med Machiavelli.

Mens SVM sagtens ville kunne gennemtrumfe sin vilje uden det øvrige Christiansborgs samtykke, må skæbnen (Fortuna) nemlig stadig tøjles – særligt med tanke på, hvor nemt uforudsete hændelser à la Jon Stephensen kan opstå, der risikerer at smadre regeringens overskud. Regeringens opgave er groft sagt ikke bare at beholde magten, men at udvise Virtú – snarrådighed, fleksibilitet, taktisk snilde samt en evne til at bygge diger og kontrollere alle tænkelige situationer.

Med flere partier bag finanslovsaftalen har regeringen netop sikret sig den ekstra manøvredygtighed, der ikke bare gør livet nemmere, men også fredeligere. Samtidig er der blevet lagt op til, at kommende reformer også sagtens kan aftales uden for mange dikkedarer. For med en bred opbakning bag sig, behøver regeringen ikke engang at vise, hvor magtfuld den reelt set er. /David Dragsted