Alle andres blikke

Det er nemt gjort at tage til takke med det næst-næstbedste, det man har fra før, som moren havde gjort med faren, og som bedstemoren også havde gjort med bedstefaren, og som Em nu gør, som kvinder som regel gør, fordi man ikke ved, hvad man har, og hvad man ikke har, før man er vidne til noget andet.

Vi ser på højgravide Emily fra hendes mors øjne, hun roder, snavser og sover for meget. Vi oplever begæret fra naboen, der på samme tid begræder hendes tilværelse. Og vi ser jordemoderen, som Emily betror et overgreb til, hvorefter sympatien fordufter og bliver til et kryds på et papir. I bogen Emily Forever, der nu er oversat til dansk, er Emily (eller Em eller Emma) blevet forladt af sin kriminelle kæreste Pablo. På samme måde som moren blev det af Emilys far, og som det skete for mødrene før hende. Af erfaring ved Emily, at Pablo ikke kommer tilbage, men hun håber alligevel, mens dagdrømmerierne holdes hen af lange dage bag disken i Kiwi. Lige indtil vandet går, og tiden ikke længere fordrives med at pille negle og tælle mønter.

Norske Maria Navarro Skaranger – der i 2020 vandt EU’s litteraturpris for sin Bok om sorg – er blevet rost for at give en stemme til dem, Norge ikke selv lader tale. Med Emily skriver hun sig ind i rækken af kvindelige forfattere, der tematiserer klasse, og denne gang er moderskabet med i samtalen. At forstå bogen politisk vil dog være at læse den forkert, mener Skaranger. Det er snarere en historie om en kvinde, der ikke har sprog for sin egen situation, for sådan kan klasse også se ud. Og den er ikke altid i bevægelse.

“Jeg skriver ikke om en klasserejse, jeg skriver ikke om klassekamp. Jeg skriver om klasse i det hele taget,” siger Maria Navarro Skaranger over telefonen til Føljeton, selvom hun først var bange for, at man skulle bruge det ord om hendes bøger.

“For jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Med Emily gik det op for mig, at alle mine tekster på en eller anden måde handler om klasse, men at jeg ikke har haft noget sprog for det. Det er en befrielse, at jeg kunne skrive om det fra et andet sted. Vi diskuterede meget, om vi skulle skrive på bogen, at det er en bog om klasse. Det er det, men det er ikke en politisk analyse. Det handler om det blik, vi har på Emily, men ikke om klassemarkører og ydre ting. Den handler om hende.”

Nødt til at lyve

Da debutromanen Alle udlændinge har lukkede gardiner udkom i 2015, blev Maria Navarro Skaranger – der er barn af en norsk mor og chilensk far – udråbt som Norges første indvandrerstemme fra arbejderklassen. Selv har hun sagt, at der er noget reducerende i alle de beskrivelser, der bruges om hendes forfatterskab:

“Som om jeg ikke bare er en forfatter, der kan tale for min tekst, men at jeg skal repræsentere noget mere, fordi jeg har noget multikulturelt over mig? Måske syntes kultureliten og medierne, at det var eksotisk at være vokset op i en blok?”

Ligesom Emily mangler ord til at tale om sig selv, får man indtrykket af, at Maria Navarro Skaranger oplever, at litteraturkritikere har det med at fordreje hendes tekster. I et interview hos det danske forlag Gutkind, hvor Emily Forever nu er oversat, kalder hun det lidt trist, at kultureliten er så optaget af bogens litterære greb, at den til sidst har udviklet sig til noget andet, end den var da hun skrev den.

“Sproget, jeg har om bogen, er på mange måder formet af de samtaler, jeg har haft om den, og af anmeldelserne, jeg har læst om mig selv. Til receptionerne har man talt om fortællerstemmen som noget litteraturvidenskabeligt. Det er det ikke. Med alle mine bøger har det næsten føltes som om, at jeg på en måde bliver nødt til finde på ting og at lyve hele tiden. For jeg kan ikke huske, hvordan jeg egentlig sad og skrev. Det har meget at gøre med, at jeg arbejder intuitivt. Jeg har ingen metode,” siger Skaranger.

Emily rykker sig ikke nogen steder og er et eksempel på, at klassen eksisterer uden kampen. Hvor den europæiske arbejderklasselitteratur den seneste tid særligt har været fokuseret på mænd, der vrister sig fri af andres fortællinger – og mindre på de kvindelige klasseerfaringer – har de altid været der. De er bare ofte affejet som intime spørgsmål, som det også lyder i Information. Selvom der eksempelvis skulle en nobelpris til, førend franske Annie Ernaux blev anerkendt som en klassestemme, er kavalkaden af kvinder, der har skrevet om klasse, lang. Maria Navarro Skaranger er selv særligt inspireret af danske forfattere som Kirsten Thorup og Olga Ravn, der begge citeres i bogen, foruden Asta Olivia Nordenhof.

“Det er lettere at sige til kvindelige forfattere, at deres tekster ikke handler om klasse, men om kærlighed, relationer og moderskab og sådan nogle ting. Det er ærgerligt, for jeg tænker også på, hvordan eksempelvis Kirsten Thorups bøger handler om begge ting på samme tid. Både klasse, men også kvinders sårbarhed. Mange mandlige forfattere, der er blevet populære de seneste år, skriver om social mobilitet, om unge, hvide mænd, der bevæger sig fra en klasse til en anden. Det er ikke ment mod dem som individer, men historierne ligner ofte hinanden,” siger Maria Navarro Skaranger.

Taget lidt på sengen

Maria Navarro Skaranger har ikke på forhånd besluttet sig for, hvilke fordomme, hun måske vil konfrontere. Emily er ikke i stand til at formulere sine vilkår og drømme, hun kan ikke bruge sine ord som våben. Heller ikke læseren ved, om hun er fra underklassen, og om det overhovedet er vigtigt. Men det er “vel meget godt”, siger Skaranger, hvis man bliver “taget lidt på sengen” i at lede efter klassemarkører:

“Når man læser om andres sociale lag, og hvis man selv befinder sig i middelklassen, bliver man mere og mere afhængig af at genkende, hvornår nogen er fra underklassen eller fra noget andet end en selv. Jeg har samme baggrund som Emily, så på en måde føler jeg, at hendes liv er en version af mit eget, og at jeg derfor har ret til at være kritisk over for hende, at se ned på hende, og at have fordomme mod hende. Det er det samme for mig, jeg har også fordomme mod mig selv. Men fortælleren er solidarisk og varm, den er ikke lærd, teoretisk eller akademisk.”

“Jeg håber, at man ser Emily, og at hun har værdi i sig selv. Også selvom hun ikke er det, man forventer. Man forventer, at hun tænker mere, at hun handler mere, og at hun har et bedre sprog for sig selv. Det har hun ikke. Og det har man ikke nødvendigvis.” /Emma Louise Stenholm