Teis Binderup. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Kommunikation. Kommunikation. Kom·mu·ni·ka·ti·on. Vi kan ikke leve med det, men vi kan heller ikke leve uden det. Eller hvordan er det nu, man siger?
På Børsens hjemmeside ligger der et underligt interview, som nok først og fremmest er underligt, fordi der er tale om “annoncørbetalt indhold”. Dvs. en reklame, der er strikket sammen, så den ligner journalistik, samtidig med at det meldes klart ud i toppen, at det er en reklame – men ikke så klart, at læseren ikke gerne må komme i tvivl.
I teksten optræder to danske indretningsarkitekter, der præsenteres som “de designmæssige hovedkræfter” bag et “boutiquehotel” i Nordhavn. Boutiquehotellet, The Audo, beskrives sådan her: “Naturmaterialer som træ og marmor tegner møblementet, der med dets mælkehvide tæppe, den lysegrå sofa og de caffe latte-farvede læderstole er holdt i en neutral farvepalet. Bjælkerne i loftet er med til at understrege rummets lige linjer, og fornemmelsen er instinktiv (sic!), når man træder ind i rummet: Det kraftige og naturlige lysindfald er tænkt ind som en prioritet.”
Stilen er åbenbart en krydsning mellem japansk minimalisme og skandinavisk funktionalitet, og det lyder for så vidt rigtig godt. Nogen har så fundet på et navn til den – en sammentrækning mellem Japan og Skandinavien: ‘japandi’.
Det mærkelige ved den annoncørbetalte artikel i Børsen er, at de to indretningsarkitekter bruger meget spalteplads på at tale japandi – altså betegnelsen – ned. De bryder sig ikke om ordet, og det er der en grund til:
“Det er især internationale boligjournalister, der gerne vil kalde det japandi, og vi stejler lidt hver gang,” siger den ene, som hedder Frederik Werner. “For det er jo et relativt nyt begreb, og dermed indikeres det, at det er en tendens, noget forbigående.”
På den relativt lille spalteplads, som er til rådighed, lykkes det således de to designere at forkludre et problem frem i stedet for at tale deres egne evner og tanker op. Problemet er, at en eventuel læser, der aldrig har hørt om japandi, efter endt læsning kun vil tænke på en ting: japandi. Ordet vil genlyde i læserens hoved: japandi. Japandi. Ja·pan·di. Med andre ord har indretningsarkitekterne brugt deres reklamepenge rigtig dårligt. Deres kommunikationsopgave er dumpet.
Tejs Binderups advarsler
En af de otte embedsmænd, som Minkkommissionen sidste år kritiserede for at begå pligtforsømmelse i forbindelse med befalingen om aflivning af millioner af danske mink i 2020, var afdelingschef i Miljø- og Fødevareministeriet Tejs Binderup. Trods sin cheftitel var Binderup en mindre fisk i sagen. De store var departementschef i Statsministeriet Barbara Beatrice Bertelsen, departementschef i Justitsministeriet Johan Legarth og rigspolitichef Thorkild Fogde.
De fik advarsler og irettesættelser. Siden da er hele molevitten blevet trukket tilbage. Bertelsen sidder ikke længere med en grim advarsel. Legarth har ikke længere en irettesættelse. En tjenstlig undersøgelse har frifundet Fogde. Tirsdag fik kontorchef i Miljøministeriet Paolo Drostby trukket sin advarsel tilbage.
I dagens udgave af Politiken har journalist Hans Drachmann en interessant artikel om Tejs Binderup. Temaet er sådan set kommunikation. Binderup har ikke fået trukket sin advarsel tilbage og er dermed i praksis den af sagens embedsmænd, som har fået “den hårdeste straf”, som det formuleres i overskriften.
Det er bemærkelsesværdigt og bizart, idet Tejs Binderup var den embedsmand, som “mest konsekvent og højlydt advarede” om, at der ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink i Danmark. Han advarede i midten af september 2020 og gjorde det igen før og efter det afgørende regeringsmøde d. 3. november 2020, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) traf den ulovlige beslutning om aflivningen.
Hun offentligjorde beslutningen samme dag på et pressemøde kl. 16. Men som Drachmann skriver: “28 minutter før det pressemøde gjorde Tejs Binderup i en halvdesperat mail til Justitsministeriet, der havde overtaget styringen af sagen, opmærksom på, at Fødevarestyrelsen fastholdt, at der manglede lovhjemmel. ‘De mener ikke, at hjemlen kan udbredes til hele landet,’ skrev han.”
Utak er verdens løn, siger man. Måske vil ‘Tejs Binderup’ blive til et navneord. “Børge har sgu lavet en Tejs Binderup.” Men hvad vil Tejs Binderup betyde? Sort uheld eller helt? Binderup gjorde det rigtige. Vi hepper på ‘helt’. Hvad gør vi så med det irriterende begreb japandi? En kortsigtet løsning kunne være: skandinapan. /Oliver Stilling