Endnu en brosten i grædemuren

Skal man spille koncert i Israel? Spørgsmålet har delt vandene i den internationale musikbranche de seneste år. Særligt prominent har ‘Boycott, Divestment and Sanctions’-bevægelsen (BDS) siden 2005 forsøgt at få artister til at aflyse koncerter i landet.

Bevægelsens mener, at en komplet boykot af både israelsk produktion og kultur er essentielt for at stoppe landets besættelser i Palæstina. Derfor bør sportsbegivenheder og koncerter i Israel også aflyses, lyder argumentet. BDS har længe haft Pink Floyd-komponisten Roger Waters som et af sine mest aktive medlemmer. Ivrigt har han sendt det ene brev efter det andet til sine kollegaer, så snart de har annonceret deres ankomst til Israel. Breve, hvori han indædt beder dem aflyse.

Af og til har BDS’ påvirkning givet pote: Den newzealandske sangerinde Lorde aflyste eksempelvis sin koncert i Israel i 2017, selvom hun ugen forinden havde givet grønt lys. Lana Del Rey gjorde det samme den sommer, i protest over landets ultravoldelige handlinger mod Palæstina. Det er dog stadig langt fra alle, der tilslutter sig BDS-bevægelsen. På trods af breve fra Waters og en verdensomspændende underskriftindsamling, gennemførte Radiohead samme år deres koncert i Israel. Komponist- og guitarist Jonny Greenwood’s hustru er israeler, så det er måske ikke overraskende.

Dengang udtalte frontfigur Thom Yorke: “Alt det her skaber en splittende energi. Det bringer ikke folk sammen. Der skabes ingen dialog eller forståelse. Hvis du snakker om at skabe forandring i et samfund ved at skabe splittelse, hvad får du så? Du får fucking Theresa May. Du får fucking Benjamin Netanyhau, du får fucking Trump. Dét er splittelse.” Samtidig har de artister, der ligesom Lorde og Lana Del Rey skipper Israel i turné-kalenderen, de seneste år måttet smage deres egen medicin: Flere byer i Tyskland ønsker ikke at lægge scene til dem. Det er senest gået udover selvsamme BDS-bagmand; Roger Waters.

“Jeg vil ikke have ham her,” har Münchens borgmester Dieter Reiter udtalt i forbindelse med Waters’ koncert i storbyen næste måned. Borgmesteren har ikke ord for, hvor upassende det er, at Waters skal spille i den by, hvor nazismen stortrivedes under Hitlers oprejsning og tid ved magten. Det var også i München, at elleve israelske atleter blev slået ihjel af palæstinensiske terrorister under OL i 1972. Ifølge kritikken er München kort sagt et alt for ømtåligt sted at lægge scene til Waters, som bramfrit kritiserer den jødiske stat.

Af samme grund blev musikerens koncert i Frankfurt den 28. maj først helt aflyst. Myndighederne begrundede det med “den vedholdende anti-israleske opførsel”, fra en mand, de betragter som “en af de mest højtråbende antisemitter i verden”. For nyligt tog Waters så til genmæle på de sociale medier. Her meddelte han sin ankomst og en form for tvangsgennemførsel af koncerten i Frankfurt. Til mediet The National News, som dækker hele Mellemøsten, uddybede Waters: “Deres handlinger er forfatningsstridige. De kan ikke aflyse mine koncerter. Det er ulovligt.” Tirsdag blev det slået fast af en domstol i Frankfurt, at Waters har fat i den lange ende: Retten bekræftede, at han er i sin gode ret til at gennemføre sin koncert i byen 28. maj.

I München har man nu også anerkendt, at Waters kommer til byen. Münchens byråd opfordrer dog stadig befolkningen til boykot af showet. Sideløbende med koncerten vil byrådet også fylde gaderne med budskaber om modstand til antisemitisme. Men hvorfor – spørger kritikere – er Tysklands forhold til Israel så følsomt, at man er villig til at sanktionere en af demokratiets grundværdier, ytringsfriheden?

“Et permanent ansvar”

“Massemordene på jøder var anstiftet af tyskere. Det var planlagt og udført af tyskerne. Derfor bærer enhver tysk regering et permanent ansvar for den israelske stats sikkerhed, og beskyttelsen af jødiske liv. Vi vil aldrig glemme de millioner af ofre og deres lidelser,” udtalte Tysklands kansler Olaf Scholz ved et statsbesøg i Israel sidste år. På samme vis blev båndet mellem de to lande tæt knyttet under Angela Merkels embede: I 2008 blev hun den første tyske kansler, der talte i det israelske parlament Knesset – og så endda på tysk.

Men nu er der knaster i forholdet. De seneste år har debatten om antisemitisme kørt på højtryk i Tyskland: På sidste års Documenta-udstilling i den tyske by Kessel, der betragtes som den mest prominente udstilling inden for samtidskunst, blev et værk dækket helt til efter anklager om, at det skulle være antisemitisk. Direktøren for Documenta Sabine Schormann fratrådte sin stilling, alt imens den israelske ambassadør i Tyskland fordømte værket og forlangte det fjernet.

Samtidig har der siden coronapandemien hersket konspirationsteorier på de tyske sociale medier om, at jøderne var skyld i pandemiens udbrud. Af samme grund har selvsamme ambassadør Ron Prosor af flere gange anfægtet antisemitisme som et markant og fortsat problem i det tyske samfund. Med tanke på, at forholdet til Israel har været under opsejling i 75 år, vil tyskerne for alt i verden undgå, at det bliver sprængt i stykker – særligt af en 79-årig, mavesur brite.

Forsøget på at trække stikket til Roger Waters er dog hidtil uset i Tyskland. Førhen har aflysningerne ramt mindre kendte undergrundsartister som Young Fathers og Kate Tempest, der alle er lysår fra de salgstal, Waters har bag sig. Samtidig har Tyskland og Waters også særligt forhold, i kraft af britens gigantiske The Wall-koncert ved Brandenburger Tor i forbindelse med Tysklands genforening i 1990.

Una Titzl som er researcher inden for de ekstreme politiske miljøer i Tyskland, peger på hele Waters-miseren som et knudepunkt i debatten om antisemitisme og ytringsfrihed: “Meget pludseligt er Roger Waters blevet et larger-than-life-symbol for ytringsfriheden og mod cancel-kulturen. Både den yderste højre- og venstrefløj bruger ham nu som omdrejningspunkt i en vedvarende kulturkrig.”

Noget tyder da også på, at Waters ikke har tænkt sig at dæmme ned for de kontroversielle ytringer i sit show: På storskærmene umiddelbart inden hans koncert i København tidligere på måneden stod der skrevet: “Hvis du er én af dem, som godt kan lide Pink Floyd, men ikke bryder dig om Rogers’ politik, er du muligvis bedst tjent med at fortrække til baren nu.”/Rasmus Hostrup