Nyhedsanalysen
[fw - mandag]
Mandagen begyndte med en dugfrisk finanslov. Her fandt SVM-regeringen og finansminister Nicolai Wammen (S) – i selskab med SF, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance – bl.a. penge til at bevare Klimarådet, øge barslen for tvillingeforældre og en skærpelse af indsatsen for højtbegavede børn. Wammen var glad for den brede aftale, lød det, men et andet sted i landet bød dagen på vrede. For ved Færdselsstyrelsens hovedkontor i Ribe demonstrerede en gruppe kørelærere, da deres systemer er propfyldt med, ja, systemfejl, der gør det vanskeligt at booke køreprøver. “Køreprøvebøvlet er måske til at udholde – værre er det, når det er i banksektoren, der fuckes op,” skrev Oliver Stilling.
I nyhedsanalysen dækkede David Dragsted urolighederne i Sudan, der ikke lader til at slutte lige foreløbig: “Frygten er derfor, at Sudan står over for en ny, langtrukken borgerkrig. En krig, som hurtigt kan blive yderligere kompliceret af landets mange regionale militser og bevæbnede grupperinger.”