Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Hvad taler du om? 1. maj findes ikke længere. Nu hedder det “mig først”.
Aj, det må du virkelig undskylde. Tænk, at man uden varsel skal udsættes for den gamle individualisme-kritiske vittighed – og så på en mandag. Ikke at den ikke er god; joken passer bare ikke rigtig ind i dagens tema. Den er irrelevant.
Men det er da også en underlig Arbejdernes Internationale Kampdag? 16 ud af 17 lokalafdelinger under Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) gider ikke have landets socialdemokratiske statsminister til at holde 1. maj-tale hos sig. Mette Frederiksen er ikke velkommen på kampdagen.
Det kunne der være 100 grunde til – fx at Socialdemokratiet fører borgerlig politik, og at “solidaritet” ikke er andet end en tom parole for regeringspartiet. Men hovedårsagen er, at store bededag er blevet sløjfet, så danskerne kan arbejde mere, så vi kan få et bedre militær. Så på Arbejdernes Internationale Kampdag kommer vi til at skulle høre rigtig mange ord om den hedengangne helligdag.
Mængden af Mette Frederiksens optrædener er således betragteligt reduceret. Det må glæde hende usigeligt, at hendes argeste og mest magtfulde kritiker slet ikke får et ord indført fra nogen talerstol i landet. Der kan ske meget på en weekend, og det må man sige, at der gjorde for Lizette Risgaard, som indtil søndag var formand for FH’s 1,3 mio. medlemmer.
Det var et brutalt endeligt. For meget alkohol, siger de, og lidt for meget rageri på yngre mandlige medarbejderes måse. Røvenes ejermænd følte ikke, de kunne sige fra uden at sætte deres videre ansættelse i fagbevægelsen på højkant. Allerede fredag udtrykte fire forbund under FH mistillid til Risgaard. Næsten lige meget, hvordan sagen ville udvikle sig, og hvad den uvildige advokatundersøgelse, som var blevet iværksat, ville nå frem til, så var det begyndelsen på enden for Risgaard. Hun smed selv håndklædet i ringen.
Da Lizette Risgaard med et overvældende flertal blev valgt som formand for LO i 2015, var hendes første handling at fyre hele landsorganisationens ledelsessekretariat, dvs. sekretariatschefen, cheføkonomen, udviklingschefen og kommunikationschefen – som alle var mænd. I sin afskedstale få dage forinden havde Risgaards forgænger, Harald Børsting, ellers fremhævet tre af dem for deres ledelsesmæssige fortræffeligheder, så de havde næppe set det komme, bortset fra at det måtte have føltes lidt ubekvemt, at hun pludselig var deres chef.
Fyringerne af dem blev kaldt brutal, voldsom, en massakre, et blodbad, en udrensning. Det kom hurtigt frem, at Risgaard igennem sine otte år som næstformand i LO havde følt sig dårligt behandlet og voksenmobbet af netop de folk i ledelsessekretariatet. Hun blev omtalt som ‘Haha-Lizette’ og ‘ren sludre-pludre’, og mediet Altinget kunne berette, at hun som næstformand ofte havde siddet og arbejdet på cafeer rundt omkring, fordi hun følte sig “utryg” i organisationens hovedkvarter på Islands Brygge.
Ikke alene var hævnen sikkert sød dengang. Ud fra et ledelsesmæssigt perspektiv var det formentlig også nødvendigt at fjerne chefer, som hun ikke havde tillid til.
Brutal begyndelse, brutalt endeligt. Sådan er politik, sådan er det at have magt og bruge den.
Som et mærkeligt krydderi på en mærkelig dag har Jeppe Kofod (S) meddelt, at han trækker sig fra Folketinget. Som udenrigsminister fra 2019-22 var han i den lettere ende. Mette Frederiksen skulle aldrig have udnævnt sin gamle ven med den kedelige DSU-sag i bagagen. Hans vælgere straffede ham ved folketingsvalget i efteråret. De straffede ham hårdt, han røg helt ud i kulden.
I stedet for at se skriften på væggen vendte han pludselig i februar tilbage til Folketinget som stedfortræder, da partifællen Mette Gjerskov måtte lade sig langtidssygemelde. I sidste uge havde han et mærkeligt debatindlæg om atomkraftens fortræffeligheder i Berlingske, som viste sig ikke at være klappet af med folketingsgruppen. Nu skriver han på Facebook, at han “ærligt” må sige, at han “har opnået alt det, jeg nogensinde har drømt om i politik”.
Hvad skal man sige til det? Mette Frederiksen siger det måske meget godt i en af de kampdagstaler, hun rent faktisk fik holdt: “Gode kammerater,” sagde hun. “Gode kammerater ved, at selv efter en følelsesladet. Ophidset diskussion. Så skal man være i stand til at komme videre. Det ønsker jeg. Det har Danmark brug for.” Der er til gengæld brug for færre punktummer i hendes taler. /Oliver Stilling