Nyhedsanalyse

De ældste tricks i valgkampen

Joe Biden er allerede den ældste amerikanske præsident nogensinde og vil med et genvalg være 86 år gammel, når hans anden præsidentperiode slutter. Flere vælgere giver udtryk for, at han ikke burde fortsætte. Men er alderen nødvendigvis et problem for Biden?

Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix

Under lørdagens correspondents dinner i Det Hvide Hus var USA’s præsident Joe Biden ikke bange for tackle spørgsmålet, der er på de fleste amerikaneres læber: Hans alder. Nu, 80 år gammel, er Biden allerede den ældste amerikanske præsident nogensinde. Skulle Biden vinde genvalg, vil han være 82, når næste præsidentperiode begynder – og 86 når den slutter. Af samme grund ser mange med bekymring på Joe Bidens insisteren på at “færdiggøre jobbet”, som han formulerede det i kampagnevideoen, der i sidste uge annoncerede hans genopstillen. For vil Biden overhovedet være fit for fight i fire år mere?

Anført af komiker-vært ved korrespondentmiddagen Roy Wood Jr., blev Biden behændigt grillet for sin alder, med diverse henvisninger til, at han skam nok skal få arbejdet gjort, når han ikke lige falder i søvn. Til det svarede Biden igen mere flere afvæbnende jokes, som at Fox News’ 93-årige ejer Rupert Murdoch til sammenligning får ham til at ligne popstjernen Harry Styles. Kort sagt lignede alt sig selv ved middagen: I modsætning til dengang Donald Trump slet ikke ville deltage i begivenheden, er Biden kun glad for at vise lidt selvironi og understrege vigtigheden af den frie presse. Det på trods af, at Biden ofte har holdt journalister ud i strakt arm og undgået at give interviews i sin tid som præsident.

Som bl.a. Axios beskriver, er Joe Bidens stab generelt påpasselige med at sætte præsidenten i situationer, der kræver improvisation. Alt skal gerne tilrettelægges på forhånd (hvilket, bevares, ikke er helt unormalt for en præsident), ligesom man helst undgår at planlægge alt for mange begivenheder om morgenen, aftenen eller i weekenden. Af frygt for, at små fodfejl vil skræmme vælgerne og for alvor gøre Bidens alder til en bekymring, gemmes han ofte væk i en præsidentiel boble – hvormed man, ironisk nok, risikerer at skabe øget opmærksomhed på aldersproblemet.

Ser man på meningsmålingerne, virker vælgerne også trætte af have de samme gamle valgmuligheder. Alt tyder på, at Donald Trump – der med sine 76 år heller ikke er nogen vårhare – kun er kommet styrket ud af sine mange juridiske møgsager og klart vil vinde et opgør mod Floridas guvernør Ron DeSantis. Dermed vil præsidentvalget i 2024 blive en gentagelse af 2020, selvom 60 pct. af amerikanerne ikke ønsker at se Trump genopstillet, og hele 70 pct. foretrækker, at Biden bliver væk. Blandt dem, som ikke ønsker en ny periode med Joe Biden, er det omkring halvdelen, der henviser til alderen som en af de primære årsager.

Særligt på ét punkt kan Bidens “erfaring” dog vise sig at være styrke: Når det kommer til at tækkes det ældre – og altafgørende – vælgersegment. Mens den demokratiske præsident har svært ved at vinde begejstring blandt yngre amerikanere, ser billedet anderledes positivt ud, når vælgerne er over 65 år. Netop dén gruppe vil enhver præsidentkandidat gerne have fat på, da den udgør hele 17 pct. af befolkningen – og derudover har den højeste valgdeltagelse.

Meget kunne da også tyde på, at både Biden og Trump er ovenud bevidste om, at deres jævnaldrende skal tækkes, ikke tales ned til. I ovennævnte kampagnevideo får Biden eksempelvis sagt, at republikanerne vil beskære den bistandshjælp, som “du har betalt for hele livet”. Samtidig har Donald Trump taktisk ændret sit øgenavn for konkurrenten fra “Sleepy” til “Crooked” Joe. Det er nemlig ikke nogen forbrydelse at være gammel og søvnig. Faktisk kan det vise sig at være en bizar fordel, når valget skal afgøres næste år. /David Dragsted

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12