Vægttabsmidler er blevet hverdagskost

Da Kim Kardashian på denne tid sidste år trippede ud på den lyserøde løber til Met Gala i New York City iført Marilyn Monroes infamøse beigefarvede kjole dryppende af rhinsten, sang hun ikke Happy Birthday Mr. President. I stedet fortalte hun de fremmødte fotografer, at hun på meget kort tid havde tabt sig syv kilo for at kunne passe kjolen.

Vægttabets skyldtes ifølge hende selv “et intenst fitnessprogram”. Andre pegede med mistanke på vægttabsmidlet Ozempic. Et ord, som man dengang fik galt i halsen. Men ikke længere. Novo Nordisk lancerede Ozempic som medicin mod type 2 diabetes i 2018. Med en højere dosis af det aktive stof semaglutid, der reducerer fornemmelsen af sult og øger fornemmelsen af mæthed, blev det beslægtede lægemiddel Wegovy godkendt til salg i USA i 2021. I slutningen af året blev der udskrevet næsten 40.000 recepter på Wegovy om ugen.

I december 2022 nåede Wegovy til Danmark, og midlet er ifølge Sundhedsdatastyrelsen blevet det dominerende middel til vægttab på få måneder. Grundet den store efterspørgsel meddelte sygeforsikringen “danmark” i sidste uge, at de dropper det generelle tilskud til vægttabsmidlet fra næste årsskifte.

Novo Nordisk, der har patent på semaglutid, har brugt seks milliarder kroner på at reklamere i amerikansk tv for lægemidler, hvor semaglutid er hovedingrediens. Det har tilsyneladende virket. Koncernens samlede salg i årets første kvartal er vokset med 25 pct., og med populariteten på vægttabsproduktet har Novo Nordisk netop fordoblet sine forventninger til salg og indtjening i år.

Svær at sluge 

Lanceringen af vægttabsmidlet i USA og siden Danmark har været ledsaget af opmærksomhed, begejstring og kritik på sociale medier. Da en Twitter-bruger sidste efterår spurgte den kontroversielle Twitter-hersker Elon Musk, hvad hans hemmelighed var til at se så “awesome” ud, svarede han: “Faste. Og Wegovy.” På TikTok har #Ozempic i øjeblikket mere end 902 mio. visninger, hvor brugere blandt andet dissekerer og diskuterer (særligt kvinders) kroppe på Hollywoods røde løbere. Hvem er på Ozempic? Det såkaldte Ozempic face – en synlig udhuling i ansigtet som følge af vægttab – afslører ifølge brugerne på det sociale medie alle fra føromtalte kendisdronning Kardashian til komiker Mindy Kaling.

I USA medførte den pludselige popularitet på Ozempic dog, at type 2 diabetes-patienter pludselig fik svært ved at opstøve deres nødvendige medicin på apotekernes hylder. Og udover selve midlernes adskillige bivirkninger kommer vægttabsprodukterne – og deres medfølgende popularitet – med en økonomisk pris, som ikke alle har råd til at betale, fortæller klinisk professor på Aarhus Jens Meldgaard Bruun til Politiken.

“Jeg var nødt til at acceptere, at jeg kunne ændre min krop hurtigere, end denne kultur vil ændre, hvordan den ser på, behandler og imødekommer tykke kroppe,” skrev den amerikanske forfatter, kulturkritiker og selvudnævnte bad feminist Roxane Gay om sin beslutning om at få foretaget en vægtreducerende operation tilbage i 2018. Om den såkaldte Ozempic craze i USA har hun for nyligt udtalt, at: “Så længe vi har læger, der er klar til at skrive recepter til Ozempic til alle, der har 1.000 dollars, vil vi aldrig sikre os, at distributionen af lægemidlet er fair eller retfærdig. Jeg tror, det er her, vi bør fokusere vores energi, mere end at dømme folk for at træffe dette valg.”

Et studie fra Harvard bekræfter Gays fortælling om en kulturel frygt for fedt. Studiet er baseret på data fra personer, der kategoriserer ord og billeder som henholdsvis “gode” eller “dårlige”, viser at den implicitte bias mod tykke mennesker er steget fra 2007 til 2016. I modsætning hertil faldt alle de andre implicitte bias’ omkring etnicitet, køn, seksualitet, alder og handicap i samme periode. I en dansk kontekst har en undersøgelse foretaget af YouGov i 2021 for – sjovt nok – Novo Nordisk vist, at næsten to ud af tre danskere er enige i, at der i Danmark bliver set ned på tykke mennesker. Denne bias medfører ifølge et engelsk studie øget stigmatisering og diskrimination i sundhedssystemet, samt dårligere behandling.

I et andet, ideelt univers, skriver forfatter Jia Tolentino i The New Yorker, kunne opdagelsen af semaglutid være “et kraftfuldt værktøj, der kunne udrede den knude af genetik, miljø og adfærd, der konspirerer for at få flere og flere amerikanere til at tage på i vægt. Vi ville se stofskifte og appetit som biologiske fakta snarere end som moralske valg.” Men vi lever ikke i dette univers. I stedet for at forbedre forståelsen af, hvad det vil sige at være tyk, er de slankende sprøjter og den offentlige samtale stormet frem med en fornyet fiksering på at være tynd. /Emilie Ewald