Skal vi frygte en ny finanskrise?

Der er ingen anden europæisk bank, der symboliserer finanselite som Credit Suisse.

I marts annoncerede de schweiziske myndigheder, at den skandaleramte bank skal overtages af storbanken UBS, der i forvejen servicerer næsten halvdelen af verdens milliardærer. Sammenlagt kommer den nye bank til at eje det dobbelte af Schweiz’ bruttonationalprodukt. Bare dens eksistens truer altså staten med at blive insolvent.

Den tidligere UBS-chef Sergio Ermotti, der nu er hevet ind igen, skal forsøge at overtale skatteydere til at tro på, at det er en god idé at redde Credit Suisse – og så endda med deres egne penge. Dermed står han med lidt af et forklaringsproblem, når omverdenen ikke inddrages, hverken før eller når det går galt: Gevinsterne privatiseres, mens risikoen socialiseres.

Regeringen har brugt en nødklausul, så befolkningen (der normalt går til folkeafstemning om hvad som helst) slet ikke behøvede at blive spurgt: Blev de det, var sammenlægningen ikke gået igennem, da over halvdelen af schweizerne er utilfredse. Også parlamentet har nedstemt beslutningen, men det har intet andet end symbolsk betydning: Det er valgår, og nu gælder det om at råbe højest, mens finansminister Karin Keller-Sutter holder fast i, at intet kan rokke ved købet.

Credit Suisse er en af de banker, man siger er for store til at fejle. Derfor gør man alt, hvad man kan, for at undgå et nyt øjeblik som i 2008 – hvor kollapset af den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers’ sendte rystelser gennem hele det globale finansmarked. Det er i hvert fald den fortælling, der går igen hos de schweiziske myndigheder: Man har gjort befolkningen – og hele Europa – en tjeneste.

Sovende finanstilsyn

“Det er det største vrøvl. Hvis regeringen og centralbanken havde fulgt den ordnede proces, ville det ikke have udløst en finanskrise. Det er meget farligere at fusionere,” fortæller Urs Birchler, der er tidligere direktør for den schweiziske centralbank og sammen med talrige ekspertgrupper og kommissioner har været med til at udtænke de såkaldte Too Big To Fail-regler (TBTF), der skulle undgå en ny finanskrise. Det har mundet ud i større kapital- og likviditetskrav til bankerne, ligesom man har anbefalet, at de skulle kunne miste sin status som at være for store til at gå konkurs.

“Nogle repræsentanter i myndighederne har ikke forsøgt at udnytte de eksisterende instrumenter, som klart skelner mellem omstrukturering, afvikling og konkurs, bedst muligt. Det står stadig uklart for mig, hvad der faktisk har forhindret myndighederne i at bruge de instrumenter, vi har. Men det er det, vi ikke får at vide,” fortsætter han.

Vi sidder i Urs Birchlers hus i Alt-Wiedikon, der engang var en forstad til Zürich, men siden er blevet indlemmet i finanscentrummet som en egentlig bydel. Ifølge Birchler er folk “heromkring” stolte af at sige, de ikke interesserer sig for penge, banker og “da slet ikke banklovgivning”. Efter sin pension følger Birchler da også blot med i finansverdenen udefra – omend han stadig har masser af holdninger til den: “Folk oplever, at forklaringerne er vage. Schweizerne er ikke meget anderledes end danskerne på det punkt. Vi har en meget god mavefornemmelse for uklarheder fra regeringen.”

Problemerne i banksektoren bliver heller ikke bedre af, at tingene bliver pakket ind i teknokratiske vendinger og formuleret i tredjeperson, hvor politikerne hverken tager ansvar for krisen eller dens håndtering. Derfor kalder Birchler gerne håndteringen af Credit Suisse en “demokratisk katastrofe”. Særligt fordi den nye storbank – eller monstret, som den også kaldes i schweiziske medier – får monopol. Men også fordi han frygter, at politikerne ikke længere kan lovgive neutralt. Når der kun er én stor bank, vil enhver politisk diskussion om banker underforstået komme til at handle om UBS.

“Myndighederne har efterladt os i en tåge, der får os til at spekulere på, hvor meget der er mangel på ærlighed, og hvor meget er mangel på professionalisme. Mange mennesker griner af det og siger, at politikere jo aldrig er ærlige. Men det er ikke dem, jeg taler om, men om dem, der leder centralbankerne og finanstilsynene. Hvis der så har været en form for afpresning, hvorfor får vi det så ikke at vide? EU afpresser os hele tiden, en lille smule her, en lille smule der, men ingen gør en hemmelighed ud af det.”

“Credit Suisses ledelse har været dårlig de sidste godt 20 år. Finma, det schweiziske finanstilsyn, sov, den schweiziske centralbank døsede, og pludselig var problemet så alvorligt, at de havde brug for en meget hurtig løsning. Det er grundlæggende et idiosynkratisk, internt problem hos Credit Suisse, men også et spørgsmål om en overordnet manglende schweizisk evne til at løse hvilken som helst udfordring i tide.”

En dårlig forretning

Økonomen Aymo Brunetti holder til i den politiske hovedstad Bern – en kort togtur fra Zürich, hvor restaurantkupéerne fyldes af hvide duge og servietter. Sammen med Birchler har Brunetti også været med til at udforme TBTF-reglerne. Ligesom han stod i spidsen for den arbejdsgruppe, der skulle udvikle regeringens finansstrategi efter den sidste krise.

Overtagelsen af Credit Suisse har “chokeret” Brunetti, men det er ikke hans faglige stolthed, der er trykket. For selvom han og Birchler tilsyneladende har spildt mange år på at lave regler, der ikke er blevet taget i brug, skal man slet ikke gå ind i økonomifaget, hvis sådan noget frustrerer en, fortæller han. Det meste overdøves af politik, hvorfor meget lidt bliver til noget. “Og slet ikke i Schweiz.”

“Credit Suisse havde simpelthen en forretningsmodel, hvor man mistede markedstilliden. Det er umuligt at kontrollere en privat virksomhed og undgå, at de begår væsentlige fejl. Fejltagelser er tilladt i erhvervslivet. De sker hele tiden. Virksomheder går konkurs. Problemet opstår, når de ikke kan gå konkurs, og regeringen bliver nødt til at træde ind,” siger Brunetti på sit kontor på Universität Bern, hvor han nu er professor i økonomi efter i mere end 14 år at have været økonomisk chefrådgiver for regeringen.

Brunetti bruger ikke ordet ‘katastrofe’, men gør det stadig “fuldstændig klart, at det ikke er acceptabelt at have en bank af denne størrelse i Schweiz”. Alt andet ville vel også være ironisk, når man har brugt så mange år på netop at undgå, at bankerne bliver too big to fail.

“Hvis resultatet af analysen er, at det ikke er muligt at få en lukket afvikling af Credit Suisse, er vi virkelig nødt redimensionere banken. Konsolidering i banksektoren er skidt, især hvis vi skaber gigantbanker som UBS,” siger han. Når reguleringen strammes i den europæiske banksektor, risikerer de mindste banker at blive udkonkurreret, mens de største kun bliver større. Så store, at de efterhånden kan lave alle de fejl, de vil, men samtidig er sikre på at blive reddet i sidste øjeblik.

Heller ikke Brunetti frygter dog en ny finanskrise: “Når folk siger, at vores regler ikke virkede, er det vigtigt at understrege, at bankerne er langt mere modstandsdygtige, end de var i 2008. De fleste af de banker, der kaldes for store til at fejle, har meget mere kapital og likviditet end dengang,” siger han og understreger, at TBTF-bankerne “derfor kan overleve endnu større chok uden reelle finansielle problemer”.

“Credit Suisses krise blev udløst af de kraftige rentestigninger for at holde inflationen nede. Det er en meget god idé, men det har skabt finansiel ustabilitet, fordi værdien af bankernes aktiver styrtdykker. Det skaber problemer, afhængigt af hvilke bankers regnskaber, vi taler om. I det mindste er de øvrige store banker i Europa velregulerede. Hvis der er tale om isoleret turbulens i nogle banker, er det ikke så problematisk, som hvis vi har et systemisk problem i hele sektoren.”

Det suveræne Schweiz

Ifølge Brunettis kollega Fabio Wasserfallen, EU-professor og leder af statskundskabsinstituttet på universitetet i Zürich, “trækker tingene ofte i langdrag i Schweiz”. Ikke på trods af, men netop fordi man har direkte demokrati og en styreform, hvor interesseorganisationer i høj grad involveres i det politiske liv. Det betyder, at Schweiz ofte “tilpasser sig meget sent og ofte kun som reaktion på et betydeligt pres fra udlandet”.

“Det var også tilfældet med Credit Suisse, hvor de schweiziske myndigheder var under udenlandsk pres for at finde en løsning, ikke mindst fra USA. Meget tyder på, at de schweiziske myndigheder kunne have handlet tidligere og mere konsekvent,” forklarer Wasserfallen. Den schweiziske regering siger selv, at de ikke er blevet presset til noget. Ifølge Wasserfallen er det dog tydeligt, at der må have været et “krav fra det internationale samfund”, fordi der er tale om en løsning med så “enorme konsekvenser for den schweiziske offentlighed og det internationale banksystem”.

“Det er et godt eksempel på, hvordan de schweiziske myndigheder forsøger at holde fast i myten om at tage beslutninger suverænt og politisk uafhængigt. Der er en meget stærk fortælling – også over for EU – om at folket har det sidste ord.” Selvom situationen har rykket ved den schweiziske selvforståelse, er det dog ikke meget anderledes, end hvordan kriser håndteres uden for Schweiz, som det eksempelvis blev illustreret under den europæiske gældskrise i 2009-2010:

“Der så vi mange af de samme mekanismer: At parlamenterne ikke blev involveret. Hurtige reaktioner, hvor Den Internationale Valutafond og Den Europæiske Centralbank spillede en stor rolle og iværksatte politiske foranstaltninger med enorme konsekvenser for befolkningerne.”

Mens EU i kølvandet på Credit Suisse-situationen barsler med nye reguleringer af små og mellemstore banker, har det ikke stor betydning i Schweiz, der står uden for EU. I Wasserfallens optik ville landet ellers have godt af at tage del i EU’s fælles afviklingsmekanisme, som EU-landene indbetaler til. Men mens der lige nu er fornyede snakke om tættere bånd til unionen, bliver det ikke Credit Suisse, der giver det sidste skub for Schweiz, mener han. Mere interessant bliver det at følge det stigende pres på den schweiziske neutralitet:

“Her har vi igen ingredienserne i den schweiziske myte, der står imod internationalt pres. Da de russiske aktiver er betydelige i Schweiz, vil G7-fællesskabet holde et vågent øje med Schweiz og med, hvordan sanktionerne gennemføres eller ikke gør.”

Tilbage i Alt-Wiedikon peger Urs Birchler også på, at der lige nu er ved at ske nogle mere grundlæggende opgør i den schweiziske finanssektor: “Vi har længe haft et lidt for positivt syn på det, der forstås ved værdiskabelse – som at tjene penge på at hjælpe folk med at undgå at betale skat. Det er bemærkelsesværdigt, at schweiziske bankfolk kalder noget, der i bund og grund er snyd, for en dyd.” /Emma Louise Stenholm