“Kroningen? Seriøst?”
“Hvorfor i helvede skal du deltage i kongens kroning?”
“Nick Cave til kroningen??! Hvad ville den unge Nicke Cave have syntes om det?!”
I sit nyhedsbrev The Red Hand Files besvarer den 65-årige australske rockstjerne Nick Cave med jævne mellemrum spørgsmål fra sine fans – også de mere kritiske af slagsen. Og i den seneste udgave, som han sendte ud et par dage inden den forgangne weekends opulente royale kroning, forsøgte han efter bedste evne at forklare sig. Det var ikke, fordi han var monarkist eller royalist, skrev han, og for den sags skyld heller ikke “glødende” republikaner. “Hvad jeg heller ikke er, er så spektakulært unysgerrig over for verden og dens måde at fungere på, så ideologisk låst, så forbandet gnaven, at jeg vil afvise en invitation til, hvad der højst sandsynligt vil være den vigtigste historiske begivenhed i Storbritannien i vor tid. Ikke bare den vigtigste, men den mærkeligste, den mest underlige (the weirdest).”
Herefter fulgte en beskrivelse af, hvordan det havde været for ham (ved en tidligere lejlighed) at have hilst på dronning Elizabeth – “den mest karismatiske kvinde, jeg nogensinde har mødt” – og en gengivelse af, hvordan Caves egen mor havde fået tårer i øjnene, da han fortalte hende om det. Cirka på dette sted i sin lille tekst må han have tænkt, at det måske ikke lød særlig fedt, så i stedet fortsatte han ad weirdness-sporet: Han var tiltrukket af kongefamiliens “særhed” og “hele affærens excentriske natur, der så perfekt afspejler Storbritannien unikke mærkværdighed”. Han var “bare tiltrukket af den slags – det bizarre, det uhyggelige, det forbløffende spektakulære, det ærefrygtindgydende”.
Da det blev lørdag, og man så tv-billederne af Nick Cave, der ankommer til Westminster Abbey med sit unaturligt sorte hår og et matchende jakkesæt med vest, stod det klart, hvorfor han skulle have holdt sig væk: Han lignede en statist. Al star quality og excentricitet var pillet af ham, han havde ingen kontrol over situationen. Det var som at kigge på en forfængelig gammel mand, som nådigst har fået udleveret en gratis billet til en rockmusical. Not so good. Det britiske kongehus ejede Nick Cave. Han var tandløs.
Ukontrollabel
En af de få gæster, som slap heldigt fra sin deltagelse i kroningen, var kronprins Williams yngste barn, den femårige prins Louis. Når Louis kedede sig, hvad han lod til at gøre ofte, gabte han som en gal og klappede og vinkede på en bevidst latterlig måde. Louis kunne ikke kontrolleres.
Der var meget at kede sig over. Kroningen skred umådeligt langsomt fremad. Var det ligefrem “den vigtigste historiske begivenhed i Storbritannien i vor tid”, som Nick Cave formulerede det? Nej, ikke rigtigt. Var pengene givet godt ud? Der var forlydender om, at hele molevitten har kostet i omegnen af 850 mio. kr. Hvis kong Charles III’s tronbestigelse skulle indvarsle en ny tid, sendte kroningsseancen et mærkeligt signal. Kroningen virkede mere middelalderlig end moderne. Krone, scepter, ædelstene, diamanter, supertunika… Kroningen var en opvisning af nedarvet rigdom, magt og pragt, som virker utilstedelig i 2023. Al den undertrykkelse, kongehuset repræsenterer.
Samtidig var der noget ydmygende over det royale spektakel. Den 74-årige kong Charles fremstod grå og skrøbelig. Hele sit liv er han blevet latterliggjort, og latterliggørelsen fortsatte under kroningen. Den britiske tv-station Sky News havde en mundaflæser til at vurdere, hvad kongen sagde, da han sad i sin guldkaret og ventede på at sætte i fart: “Vi kan aldrig komme i gang til tiden. Ja, jeg… Det her er negativt. Der er altid noget… Det er kedeligt.”
Måske skulle man se kroningen som et kunstværk – en installation eller en performance. Et af højdepunkterne var da ærkebiskoppen af Canterbury skulle sætte kronen på Charles’ hoved. Det tog lang tid, før han slap den. Han pressede den ned over kongens pande, hev den så lidt op og slap den forsigtigt. Et andet højdepunkt var prinsesse Annes fjerhat. Hatten i sig selv var ikke så spændende, men fjeren på toppen var så høj, at den dækkede for prins Harrys udsyn. Han var henvist til tredje række.
På plænen foran Royal Crescent i byen Bath, hvor der skulle holdes en stor fest i forbindelse med Charles’ bestigelse, havde ukendte gerningsmænd natten til torsdag slået græsset, så konturerne af en enorm penis inklusive testikler var kommet til syne. Det skabte stor moro på Twitter og i britiske aviser, som fik lejlighed til at bruge udtrykket “kronjuveler”.
Det britiske kongehus har masser af modstandere. Anti-royalismen er stærk i Storbritannien – meget stærkere end medierne lod skinne igennem i weekenden. Mon ikke en så overdådig kroning giver bagslag? Det kan også være, at kongehuset ved, hvad vej vinden blæser. Måske var kroningen det sidste store fyrværkeri. /Oliver Stilling