Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det store drama er afblæst: Jakob Ellemann-Jensen returnerer til Christiansborg efter sommerferien, præcist om 82 dage – og dermed er det mest vaklende ben under SVM-regeringen atter blevet stabiliseret. Venstre skal alligevel ikke kastes ud i et uforudsigeligt kampvalg om en ny formand, og midterregeringen må nu formodes at kunne holde hele valgperioden ud. Men Venstre-høvdingens comeback vælter alligevel rundt på dansk politik. Det kan blive både godt, ondt og grusomt.
Den gode: Det er altid en glædelig nyhed, når folk vender tilbage fra en langstrakt sygemelding. I bedste fald kan Jakob Ellemann-Jensens genkomst som både formand for Venstre og forsvarsminister, samt den mere kuriøse titel som såkaldt vicestatsminister, tilmed blive et nyt signal om, at selv topledere kan træde ud af ræset, få samlet sig sammen igen og dernæst vende tilbage med måske større kraft. I en tid, hvor stadig flere borgere – unge som gamle – bøvler med stress, mistrivsel og angst, har blot 49-årige Jakob Ellemann-Jensen potentialet til at kunne gå hen og blive et symbol på en mere afbalanceret, sympatisk og empatisk lederskikkelse.
At udvise sårbarhed i fuld offentlighed er ikke længere kun et tegn på menneskelig svaghed, men kan derimod også være med til at demonstrere styrke og begavelse. I den bedste alle verdener, og i hvert fald i den gode analyse får Jakob Ellemann-Jensen nu en gylden mulighed for at bringe Venstre tilbage til både magt og ære. Ligesom en helbredt kræftpatient med selvfølgelighed kan fortsætte som topleder, kan Jakob Ellemann-Jensen træde i karakter som den første topleder, der overvinder psykiske problemer – og genrejser sit ramponerede parti i vælgernes øjne. Det kan også næsten kun gå fremad.
Den onde: Jakob Ellemann-Jensen var reelt kun tredjehjul i SVM-regeringen, da han blev sygemeldt, og siden har både statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) konsolideret deres altdominerende magtpositioner. Derfor vil det blive noget nær umuligt for Venstres formand at sætte sig igennem i det interne regeringshierarki, og hvis hans hoved dengang for måneder siden “føltes som om, det var ved at sprænges”, og han havde svært ved overhovedet at holde sig oprejst, vil det bestemt ikke blive nemmere i den kommende tid.
På den ene side har Socialdemokratiets formand brug for at manifestere, at der også er en rød tråd i regeringens politik, særligt her efter balladen om afskaffelsen af store bededag, og på den anden side mener Lars Løkke absolut ikke, at han skylder Venstre noget som helst. Det politiske manøvrerum er kort sagt blevet indskrænket yderligere for Venstre, siden Ellemann-Jensen trak sig.
I det nådesløse spil, som realpolitik nu engang er, vil han heller ikke blive levnet meget plads nu, og slet ikke af medlidenhed. De interne konkurrenter vil udnytte Venstre-formandens skrøbelighed, og det vil blive endnu vanskeligere for ham at kunne træde troværdigt frem som statsministerkandidat i egen ret. I den onde analyse er tredjepladsen internt i SVM-regeringen fortsat det maksimale, som Jakob Ellemann-Jensen vil kunne stræbe efter. Hans to nærmeste udfordrere, Mette Frederiksen og Lars Løkke, er ganske enkelt for stærke.
Den grusomme: Venstre er ikke længere Danmarks største borgerlige parti. Siden katastrofevalget i november er opbakningen faldet yderligere, og i de seneste målinger har Inger Støjbergs udbryderparti Danmarksdemokraterne akkurat knebet sig forbi. Dybt ned i Venstre rumsterer ængsteligheden: Hvad nu hvis Inger Støjberg støt og roligt får etableret Danmarksdemokraterne som det nye Venstre – som Danmarks landboliberale parti, der trækker stemmerne derude, hvor hverken Socialdemokratiet eller De Konservative nogensinde får fat?
De mest nervøse frygter, at Jakob Ellemann-Jensens genkomst kan forstærke forskydningen, simpelthen fordi han ikke har samme vælgertække, som hun tydelig har bevist. Og i anden omgang fordi det nu heller ikke tegner til, at 60-årige Søren Gade vil kunne overtage formandsposten. Blandt de jyske landsoldater har det således været overvejet om Folketingets formand, den tidligere forsvarsminister og vestjyske stemmesluger, ville kunne erstatte Jakob Ellemann-Jensen og derved give partiet en ellers visnet gennemslagskraft ude hos kernevælgerne.
Men kupplanerne må skrinlægges nu, for fremover vil det atter være den nordsjællandske dynastisøn, som skal stå i spidsen for Venstre. Den grusomme analyse er derfor, at Ellemann Juniors comeback er bedst nyt for Inger Støjberg. /Lars Trier Mogensen