Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Mange mærkelige mennesker har gennem årene bestridt (eller bestredet, om du vil) kulturministerposten i Danmark. Nogle har klaret det medium til ok, men huskes af eftertiden som bedre og større, end de nok var. Ingen nævnt, ingen glemt… men Ole Vig Jensen (R), Jytte Hilden (S), Elsebeth Gerner Nielsen (R), Brian Mikkelsen (K) etc. Nogle var der store forventninger til, som overhovedet ikke blev indfriet… Uffe Elbæk (dengang R). Nogle virkede helt på glatis – Carina Christensen (K) og Joy Mogensen (S). Enkelte var weird: Per Stig Møller (K) og Bertel Haarder (V). Nogle var destruktive og utilregnelige og læste siden videre til præst (Mette Bock, Liberal Alliance).
Andre blev det gudskelov aldrig – fx Jon Stephensen (M). Folk, der stødte på ham i december, har muligvis hørt ham snakke (uopfordret) om, hvordan han skulle have været kulturminister – hvordan hans chef, Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen, havde lovet ham stillingen, hvordan det længe havde ligget i kortene, at han skulle bestride jobbet, men at der i sidste øjeblik var kommet noget i vejen, noget force majeure-knas, fordi de mange ministerposter skulle fordeles efter en eller anden obskur nøgle mellem Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne få timer efter, at Radikale havde meldt sig ud af regeringsforhandlingerne.
I stedet endte vi så med Stephensens partikollega Jakob Engel-Schmidt – den første pilskaldede kulturminister i Kulturministeriets historie. Den 39-årige Jakob Engel-Schmidt har den udstråling, man får, når man har været helt nede og skrabe bunden på grund af nogle personlige, menneskelige fejltrin og så pludselig, ud af det blå, får en chance mere. Der er noget frelst over ham, ikke forstået som ‘selvretfærdighed’, men mere som ‘gudhengiven’ på en ikke-religiøs måde; en person, der har set lyset og er kommet ud på den anden side og næsten ikke kan sige et ord, uden at det lyder ‘ærligt’. Omklamrende og anmassende ærligt.
I et interview med ham i det nye nummer af Alt for Damerne fortæller han fx, at han så godt som hver aften sidder og skribler lidt i en dagbog som “en form for mental pleje”. I dagbogen skriver han om “de vigtige ting”, der sker for ham “og for de mennesker, jeg elsker”. “Der er meget taknemlighed og også meget frustration, mange tanker og ufuldendte sætninger,” forklarer han og sammenligner sit dagbogs-arbejde med at stå på en græsplæne med bare tæer, tage en dyb indånding og mærke jordforbindelsen. Han fortæller videre, at han også nogle gange skriver digte på rim, som nogle gange er “smukke, andre gange patetiske”.
Det er for meget. Too much information.
I dag præsenterer Jakob Engel-Schmidt en ‘kulturpolitisk redegørelse‘ som han har bestilt – den første af slagsen i 25 år. Hovedkonklusionen bør ikke overraske nogen: Kultur er værdifuld, kultur er mange, mange penge værd. I rapporten vurderes det, at dansk kulturliv i bred forstand i 2021 havde en samlet produktion på 109 mia. kr. og beskæftiger næsten 160.000 mennesker.
Men det kommer alligevel bag på kulturministeren. Han mener, at den største nyhed i redegørelsen er de tal, skriver Politiken, der har snakket med ham om den. Og hvad kan det så bruges til? spørger avisen ham.
“Det kan jo give anledning til, at man som ansat på et teater, som musiker, som udvikler af computerspil, kan ranke ryggen og fortælle, at man ikke alene lever af sin hobby, men at man rent faktisk også er med til at bidrage til både vækst og jobskabelse, som er fuldstændig afgørende for det danske velfærdssamfund. Så Danmark er ikke kun en landbrugsnation, eller en nation, der laver life science, vi er faktisk også en meget stor kulturnation,” siger Jakob Engel-Schmidt, som dermed får sagt, hvor lidt han forstår kulturlivet… hvor meget han er på udebane.
Det er jo ikke nyt for folk, der arbejder med kultur, at det, de laver, bidrager til det danske samfund. Folk, der arbejder med kultur, ved sgu da godt, at Danmark er kulturnation, og at vi i øvrigt ikke er en landbrugsnation. Folk i kulturlivet kan roligt ranke ryggen, men det skal ikke være på grund af denne rapport.
Jakob Engel-Schmidt har set lyset – og nu endnu mere af det. Hans redegørelse er en “politisk rambuk”, siger han, som kan være “med til at åbne øjnene både til højre og venstre på Christiansborg for, hvad kulturlivet kan”, for det “store potentiale, som kulturlivet også har for vores økonomi”, og for “at kultur er en god forretning for Danmark”.
Halleluja. Kulturministeren har fået sin “nyhed”. Men der skal mere til at være kulturens mand m/k, meget mere. Som Tom Ahlberg, der for mange år siden var en udmærket kulturborgmester for SF i København, udtaler i samme artikel, så er redegørelsen “skrællet for værdier”. Det er bare en status over bevillinger og brugere. “Der er ikke angivet nogen retning,” siger han.
Heller ikke med denne regering skal man forvente revolutioner på kulturområdet. /Oliver Stilling