Sidstehjælperen

”Er Ken på ferie?”

Knud Larsen løfter ikke blikket fra sit arbejde, da han spørger efter den kollega, som normalt er der til at hjælpe ham på det her tidspunkt af dagen. Han står bøjet over en hvid hospitalsseng iført jakkesæt og blå plastikhandsker. Manden, han taler til, befinder sig på den anden side af sengen iført hvid kittel og samme blå handsker.

”Ja, han har lige et par uger nu, tror jeg,” svarer han.

De er i færd med at give manden i hospitalssengen tøj på og fører i synkrone ryk hans ben ned i et par sorte bukser. Mandens fødder kommer til syne for enden af buksebenene, og den hvidgule voksagtige farve på huden afslører, at han ikke er levende.

Knud Larsen er bedemand og kollegaen er portør på Hillerød Hospital. De befinder sig i et baglokale til hospitalets kapel, hvor de er ved at gøre manden i sengen klar til sin egen bisættelse. Han har været død i otte dage, og om et kvarter ligger han i en lukket hvid kiste omgivet af familie og venner, der samles for at tage afsked med ham og hans liv.

Men først skal Knud Larsen og portøren gøre ham helt klar. De konstaterer, at ”han er en tung fyr”, mens de bakser med at få kranen, der skal flytte ham det lille stykke fra hospitalssengen over i kisten, til at tage fat om hans krop. Det lykkes, og Knud lægger et hvidt klæde over ham og placerer hans hænder foldede på maven.

Da han ligger, som han skal, tager Knud en lille buket røde roser frem, før han igen siger noget. Denne gang henvendt til afdøde:

”Ja, jeg ved godt, du ikke ville have nogen blomster, men din kone sagde altså, at det skulle du ikke bestemme,” siger Knud Larsen i et næsten kærligt tonefald. Han står et øjeblik og betragter manden i kisten, før han med portørens hjælp får lagt låget på og sat skruerne i. Der er kun få minutter til, ceremonien skal begynde, og de to mænd triller kisten ind gennem døren til kapellet, som Knud straks igen forlader for at kunne nå at tage ordentligt imod familien, der så småt er begyndt at samle sig ved indgangen.

Vi skal alle dø

I gamle dage blev de kaldt mørkemænd. I tegneserien Lucky Luke følges de konstant af gribbe og en stikkende stank af giftstoffet formalin. I Rusland er det stadig ikke et rigtigt erhverv, men består primært af kriminelle, der betales med sorte penge for at tage sig af de døde. Og indtil for få år siden var det slet ikke muligt at uddanne sig til bedemand i Danmark.

Men hvem vælger det her mystiske erhverv?  Er de overhovedet så mystiske, som vi tror?

”Nej, vi er overhovedet ikke mystiske. Vi er helt almindelige mennesker. Du vil blive overrasket. Og måske vil du slet ikke skrive om mig, når først du har mødt mig,” siger Knud Larsen, da jeg præsenterer ham for mine mange fordomme.

Knud har været bedemand siden september 2000. Før var han ambulancefører og supervisor hos Falck. Da han fortalte sin datter, der dengang gik i gymnasiet, at han ikke længere skulle være en ‘helt’, hun kunne blære sig med i skolen, men nu skulle bruge sin dag på at køre rundt med døde mennesker i en rustvogn, var hun heller ikke udpræget begejstret.

”Først var hun helt stille. Så kiggede hun på mig og sagde: Det kan jeg godt sige dig. Det siger jeg altså ikke til nogen. Det var simpelthen for pinligt at have en far, der var bedemand,” fortæller Knud.

Han mener dog ikke, at der er så mange fordomme om hans erhverv, som jeg ellers lagde op til.

”Men folk aner ikke, hvad vi laver. De tror, vi er sådan nogle mystiske nogle, der enten bare vil tjene penge på at udnytte folk i sorgkrise eller har et eller andet sygt forhold til lig, men sådan er det jo slet ikke. De er nok også lidt bange for at blive klogere, fordi der så stort tabu omkring døden. Men vi skal jo alle dø en dag, og det minder vi dem nok om”.

Han tilføjer desuden, at han synes, det er ærgerligt, da stort set alle mennesker, om de vil det eller ej, på et eller andet tidspunkt i livet får brug for at tale med en bedemand.

”Og så bliver markedet jo endnu mere uoverskueligt, når man ikke aner, hvad man skal kigge efter”.

Hvad med jakkesættet?

Umiddelbart ser Knud Larsen heller ikke så mystisk ud. Han har kort mørkt hår, briller og er iklædt jeans og sort t-shirt. Han ligner faktisk på alle måder det, han giver sig ud for at være; en helt almindelig dansk mand på 56 år.

Du har ikke jakkesæt på?

Endnu en fordom er afkræftet. Nej, Knud Larsen vil ikke gå i jakkesæt. Han synes, det distancerer ham fra mennesker, han skal hjælpe.

”Hvis jeg sidder i helt stift jakkesæt, når jeg møder familien til en afdød, kommer det til at være sådan noget ‘voksen-til-barn’-noget, hvor jeg skal sidde og lære dem alt muligt. Jeg vil gerne møde dem i øjenhøjde, og det gør jeg altså bedre i helt almindeligt tøj,” siger Knud, der dog har jakkesæt på, når han er til bisættelse eller begravelse.

For ham er det også blevet en måde at markedsføre sig selv på. Og da han jo – udover at skulle hjælpe mennesker bedst muligt gennem en krise – også skal holde forretningen kørende, er det noget, han bliver nødt til at tænke over.

“Udover at skabe så meget netværk som muligt, er det også en del af markedsføringen, at jeg går klædt, som jeg gør. Det er en måde at skille sig ud på. Normalt har bedemænd jakkesæt og slips på på deres hjemmesider, mens jeg går klædt helt normalt. Jeg har faktisk flere gange oplevet, at nogle har valgt mig, fordi jeg var ‘ham med tørklædet’,” fortæller Knud, der på sin hjemmeside er fotograferet på en strand i vindjakke og stribet tørklæde.

”Men altså, det kræver jo selvfølgelig, at man også er sådan i virkeligheden. Man kan jo ikke gøre sådan, hvis det ikke afspejler ens personlighed,” tilføjer han.

Hvorfor bedemand?

Knud fortæller, at det skyldes en blanding af mange tilfældigheder, at han er, hvor han er i dag. Det eneste i hans arbejdsliv, der rigtig har været planlagt, var, at han skulle være smed.

”Det var egentlig min fars plan. Det tænkte jeg ikke så meget over. Sådan var det i Frederiksværk dengang,” fortæller han.

Men i 1979, da Knud var 18 år og i lære som smed, blev han indkaldt som værnepligtig i civilforsvaret. Han havde egentlig planlagt at skulle tilbage på lærepladsen efter et år, men opdagede, at han havde talent for noget helt andet. Knud var god til at formidle og til at holde hovedet koldt i pressede situationer. Det kunne han både bruge og udvikle i civilforsvaret, så han blev der i tre år, hvor han både underviste i førstehjælp og begyndte at interessere sig for anatomi og krisepsykologi. Efterfølgende søgte han ind hos Falck som ambulancefører og begyndte efter få år at undervise andre ambulancefolk i krisepsykologi og krisehåndtering.

Men du siger, du var glad for at undervise. Hvorfor blev du så ikke skolelærer?

“Ja, altså folkeskolelærerne har det jo på mange måder rigtig hårdt, så jeg kunne bedre lide det der med at undervise voksne,” siger Knud.

Men det var ikke det eneste, Knud godt kunne lide ved jobbet i Falck.

“Det, jeg syntes var allermest spændende, var jo faktisk at hjælpe folk i krise. Både de tilskadekomne, men specielt også de pårørende. At være midt i krisen og konfrontationen, det var jeg god til”, siger han.

Kan du sætte ord på det?

“Det kan sikkert siges meget bedre, men jeg opdagede, at mine grænser i krisesituationer er anderledes end andres. Når der sker noget traumatisk, går folk ofte rundt i sådan en ydercirkel og passer på ikke at gå for tæt på. Men jeg tør gå helt ind i indercirklen og tage fat, der hvor det er rigtig svært,” forklarer han.

Men hvorfor ville du så hellere være bedemand?

“Selv om mit job jo var at udvikle branchen, begyndte jeg på et tidspunkt at få en fornemmelse af, at jeg måske var mere ambulancemanden af i går end ambulancemanden af i morgen, og det går jo ikke rigtig,” forklarer han.

Men det var ikke det eneste, der gjorde, at Knud søgte væk. De seneste år hos Falck var han mindre og mindre ude i marken og mere og mere underviser langt væk fra der, hvor det brændte på.

”Jeg kunne jo godt lide at undervise, men jeg savnede at være med, der hvor det skete. Selvom det måske kan lyde lidt mærkeligt, savnede jeg den daglige nærkontakt med mennesker i krise. Det var jeg jo supervant til, men når du underviser mere og mere, er der jo ikke tid til det,” forklarer han.

Og så skulle det være bedemand?

Knud fortæller, at det egentlig var lidt af et tilfælde, der kom af, at han nåede til et punkt, hvor han vidste, at han ikke kunne være ambulancemand resten af sit liv. Han savnede nærkontakten til de pårørende og kunne ikke se sig selv fortsætte i Falck, til han blev 65.

I 1998 efter et foredrag på en højskole luftede han derfor ideen om måske at lave noget andet for nogle kolleger.

”Og så røg det ud af mig: ‘Jeg skal være bedemand’, og de syntes bare, jeg var helt gak. Jeg anede sådan set heller ikke, hvad det var at være bedemand, men tænkte bare, at de arbejder da med mennesker i krise, gør de ikk?”, fortæller Knud.

Ideen om at blive bedemand havde egentlig bare været en pludselig indskydelse sagt i sjov, men tanken var plantet i Knuds hoved, og i maj 2000 tog han to års orlov fra Falck for at starte i lære i Frederikssunds Begravelsesforretning.

Et heldigt tilfælde

Selvom Knud fortæller, at han blev bedemand ved et tilfælde, skal man ikke tale ret længe med ham for at få en fornemmelse af, at det i så fald er et virkelig heldigt tilfælde, at det lige blev ham, der endte der.

At være bedemand er ikke en beskyttet titel, og det er ikke et krav, at man er uddannet bedemand. Alligevel valgte Knud at kaste sig ud i hele fem uddannelsesforløb for at ruste sig til opgaven. Foruden at tage den et-årige uddannelse, der kræves for at være medlem af brancheforeningen Danske Bedemænd, valgte han efterfølgende at tage en to-årig diplomuddannelse, der fungerer som overbygning til den første. Derudover læste han til merkonom, studerede psykologi på HF og tog et enkeltfag på Københavns Universitet i kommunikationspsykologi.

”Ja, man behøver det jo i virkeligheden ikke, men for mig er det ekstremt vigtigt, at det, jeg rådgiver folk i, ikke bare er mavefornemmelse, men faktuel viden,” forklarer han.

I 2010 blev Knud så valgt som formand i brancheforeningen Danske Bedemænd.

“De spurgte mig syv gange, hvor jeg sagde nej, men så sagde jeg ja, da de spurgte ottende gang,” siger han.

På det tidspunkt var der meget kritik af branchen for ikke at have gennemsigtighed i priserne og for at spekulere i at tjene penge på folks sårbarhed.

”Og det synes jeg jo ikke er helt rigtigt. Derfor blev en af mine første opgaver som formand at tage kontakt til Forbrugerrådet Tænk og sammen med dem udvikle nogle retningslinjer, der skal sikre forbrugerne, men også beskytte branchen mod de værste beskyldninger.”

I 2014 blev det muligt for medlemmer af Danske Bedemænd at blive ISO-9001-certificerede. Man opnår certificeringen ved at opfylde nogle specifikke krav og tage nogle kurser. Certificeringen fungerer som en kvalitetssikring og blev i 2014 anbefalet af Forbrugerrådet.

“Og den certificering har vi jo så også her,” forklarer Knud.

Nærhed er det vigtigste

Hvornår er du gladest for dit arbejde?

”Det lyder måske sådan lidt egoistisk, men jeg er allermest glad, når jeg arbejder med nogle pårørende, der har det rigtig svært med situationen, og jeg kan mærke, at jeg får hul på og kan hjælpe dem. Når de så bagefter viser deres taknemmelighed over for det arbejde, jeg har gjort, så føler man sig jo anerkendt,” siger han.

Knud fortæller, at anerkendelsen kommer på mange måder.

”Tit og ofte siger de det jo til mig. Men der er også nogle, jeg har kontakt med mange år senere. Jeg havde for eksempel en ung kvinde, der mistede sin mand i et biluheld. Hende kom jeg meget tæt på, og hun kommer stadig ned til mig i dag og fortæller, hvordan det går hende. Hun har både vist sine hundehvalpe frem og fortalt om sin nye kæreste, fordi hun vidste, at det ville jeg blive glad for,” fortæller Knud.

Men er det også svært nogle gange?

”Ja, for søren da, der er nogle gange, hvor jeg tænker:  Hvorfor i alverden gør jeg det her?”

Hvornår er det?

”Jamen, det er jo, når jeg kommer tæt på en familie, der har det rigtig skidt, og som jeg involverer mig meget i. Så taler jeg med vores psykolog,” fortæller han.

Foruden en kvindelig bedemand har Knud også tilknyttet en psykolog og en advokat til forretningen, som han tilbyder uden ekstra betaling, hvis han vurderer, at nogle af kunderne har brug for det.

”Men psykologen bruger vi tit ofte selv. Ellers er det for hårdt at involvere sig så meget i jobbet, som vi gør”.

I dag er det 16 år siden, Knud startede han som bedemand i Frederikssunds Begravelsesforretning, og i 2008 overtog han firmaet, da den tidligere ejer gik på pension. Bedemænd er for det meste selvstændige forretningsdrivende, der kører med en eller flere små forretninger. Hvordan de arbejder er meget forskelligt fra forretning til forretning, men fælles for alle er, at de står for alt praktisk vedrørende dødsfald. Alt fra at køre rustvognen, klæde afdøde på og bestille gravsten til at hente tilbud på kister, urner og blomster. Alt sammen i samspil med de pårørende til den afdøde. Ligesom da han arbejdede i Falck, er kontakten til de pårørende det vigtigste for Knud, hvorfor han har valgt at nøjes med at have én forretning i stedet for at udvide med mange små.

”Det havde slet ikke kunnet lade sig gøre at skabe tillid og nærhed, hvis jeg skulle have mange butikker og tænke så meget i forretning, så det har jeg valgt ikke at gøre”.

Når kisten bæres ud

Tilbage i Hillerød Hospitals kapel er bisættelsen ved at være slut. Knud står ved den åbne rustvogn, hvor afdødes familie er ved at skubbe kisten ind.

”Jeg vil komme til at savne dig,” udbrøder en kvinde, som Knud senere fortæller, er afdødes hustru.

Knud lukker bildørene og ved, det er tid til at trække sig tilbage. Han sætter sig ind i rustvognen og kører afsted. Selvom Knud synes, det her tidspunkt er det sværeste i forløbet, bliver turen til krematoriet i dag uden tårer, og det er med venskabelig småsnakken med damen på krematoriet, at han sætter kisten af og i stedet afhenter en urne med asken fra en kvinde, han begravede en uge for inden.