I heksenes fodspor

“Hvor der er mange kvinder, er der mange hekse.”

Djævlen nærmest hvisker det ud til publikum til let spredt latter, inden det for alvor går i gang. Hun står klædt ud som en faun med lyserøde ben og klove, iført en stor, hvid dommerparyk, hvorfra der stikker to massive horn ud. Mere Hr. Tumnus fra Narnia end hersker af Helvede. Og så går tæppet op. I mørke, røg og damp begynder de syv kvinder at chante en heksesang.

Hekseskoleforstander Olga Ravn og instruktør Liv Hjelms teaterstykke Hex følger trolddomsprocesserne i Nakkebølle på Fyn og i Aalborg i slutningen af 1500- og starten af 1600-tallet. Kirsten Olesen spiller den forfulgte og adelige Christenze Kruckow, hvis voksenliv defineres af anklager om hekseri, og som oplever, at kvinderne omkring hende bliver besmittet af hendes sorte magi. Men hverken Christenze eller de andre kvinder er hekse. Og når de absurde anklager mod kvinderne læses op, føles det næsten som en usmagelig spøg.

Det sidste heksemord i Danmark fandt sted i 1693. Anklagerne mod Anne Palles fra Nykøbing Falster lød bl.a. på, at hun havde pisset ulykke ind i herrefogeden Morten Faxes gård og dermed dræbt hans kvæg; hun havde dræbt Maren Jacobsdatter ved trolddom, fordi hendes første mand Niels havde set sig lun på hende, og hun havde ødelagt høsten med vilje. Anne Palles blev “benådet” og fik lov til at blive halshugget, før hun blev brændt. Det var den samme afslutning, Christenze Kruckow fik i 1621.

Her, der og alle vegne

“Det var, som om de lige har fundet ud af, hvad teatret kan.” Stykket er slut, og jeg er overstimuleret. En bekendt, jeg møder i Skuespilhusets garderobe, har det på nogenlunde samme måde. Scenen er hele tiden proppet med musikanter og skuespillere. Alt ender med at være i bevægelse. I baggrunden er der hele tiden nogen, som vrider sig i slowmotion.

Kvinden Anne Bille (Maria Bach Hansen) fortæller om sine mange dødfødte børn. Hun spørger sin veninde Christenze til råds. Christenze har altid været lidt anderledes. Hun er aldrig blevet gift og nyder sit eget og andre kvinders selskab. Hun har blot et lille voksbarn, hun bærer under armhulen, og som i sig bærer stykker af hendes hår og blod. Det var en normal praksis, har Olga Ravn efterfølgende forklaret. En slags skandinavisk voododukke.

Christenze råder Anne til at malke en ged, tage en spiseske af dens mælk og putte en edderkop i mælken. Så skal hun drikke den. Hun føder et levende barn, sund og rask. Men pludselig trækker barnet ikke vejret længere, og hvad er det i dets mund? Er det en edderkop? Og var der ikke et eller andet mystisk med det voksbarn?

Grøn frugtfarve og greenscreen

Midt i snakken om gedemælk og edderkopper rulles et bord ind. I fugleperspektiv filmes der ned på bordet fyld af alskens ting og sager. Pludselig er der kommet en masse hænder til. Der står en dyb tallerken i centrum, i den ligger der et stort sort stykke kul.

En af hænderne holder en liter mælk af mærket Xtra. Det er prisvenligt at bedrive heksekunst. Tallerkenen fyldes med den hvide mælk, det sorte kul er stadig synligt. En anden hånd hælder grøn frugtfarve i mælken, der ved hjælp af greenscreen-teknologi får andre billeder over sig.

Hekseritualerne kommer drypvist imellem utallige kostumeskift, sange og dans, voksdukker, svævende kvindekroppe, en roterende scene og en alterscene, der kombinerer stort set det hele. Det giver et visuelt afbræk, når de mange hænder lægger ting og sager ud. Et af ritualerne ligner en huskeleg. På bordet lægges små spejle fra en diskokugle, nelliker, slikkepinde, cigaretter, to glas, der fyldes med vin. To på hver side former de et parallelt mønster.

Som frugtfarve i billig mælk blander moderne heksekunst sig med fortidens trolddomshistorier.

Tunet ind på magien

Dagen efter stykket sidder jeg i en bil på vej tværs over Sjælland. Jeg har fået anbefalet en heks.

Man skal køre igennem mange rapsmarker, før man kommer til heksens rækkehus. Før boede Maja Calendula dybt ude i skoven. Maja har altid været heks, fortæller hun, da vi sidder på sofaen i og drikker en kop pulverkaffe. Jeg har fået en grøn kop. Jeg måtte selv vælge, og det føles meget sikkert, siden næsten alt i hendes hjem er grønt.

Overalt i Majas hjem hænger små beviser på magi. Bag hende i stuen, to trommer. Den ene malet med tegn, der symboliserer hende, fra den anden hænger en fuglefod med kløerne lukket om en rund krystal. Til højre er der under den hjemmelavede drømmefanger en krans udsmykket med mørkegrøn tråd, tørre kviste og i midten en udstoppet flagermus.

I modsætning til kvinderne i Hex er Maja Calendula rent faktisk en heks. Selvom hun er moderne en af slagsen, indeholder hendes ritualer hverken cigaretter eller slikkepinde.

“Den bedste måde at tune sig ind på magien er at befinde sig ude i naturen. At være ude i skoven eller ved vandet. Men hvis man bor i en lejlighed på tredje sal, så kan man selvfølgelig også lave ritualer der. Der er jo alle muligheder, men for mig har naturen altid spillet en stor rolle,” siger Maja, der identificerer sig som naturheks. Det handler om at holde sig åben for beskeder.

Mange af de større ritualer laver hun sammen med sin heksecirkel, en såkaldt coven, kaldet Moon Sisters. De fire kvinder er spredt over hele landet, men mødes en gang om ugen over FaceTime og holder kaffemøde. De var også sådan, de fandt hinanden – på et netforum omkring år 2008:

“Vi var fire vidt forskellige kvinder, som tog det bedste fra hver vores og puttede det ned i gryden og rørte rundt. Det giver en masse at være flere, både fordi du rejser en stærkere energi, men du har også nogle at samarbejde og vidensdele med hele tiden.”

Ude af kosteskabet

“Vi laver næsten altid ritualer ude i skoven eller ved vandet, stranden og som regel også nøgne, når vi laver vores ritualer. Så vi kan mærke vinden og vandet og dråberne og fugten. Så vi er mere til stede i naturen.” De er dog langt fra nøgne hver gang. Det er jo koldt om vinteren, understreger Maja.

Ritualerne starter som regel med, at heksene renser området, dernæst sig selv og så påkalder elementerne. Men alt afhænger af, hvad ritualet handler om, om der er noget, man vil tiltrække eller frastøde. En gang om året laver kvinderne et søsterritual, hvor de knytter bånd igen. 

“Søsterritualet handler først og fremmest om, at vi er der sammen. Men vi har også et bånd, som vi fletter symbolsk. Vi fletter det sammen og deler det i fire. Hver især får en bid af båndet med hjem. Det kan man så bruge som armbånd og bruge det til at trække kraft fra. Det kan også indeholde blod eller hår.”

Trolddomsprocesserne er længe forbi, og selvom der stadig brændes hekse af på bålet til Sankt Hans, oplever Maja primært at blive mødt af nysgerrighed, når folk finder ud af, hvem hun er. Men heksene passer også på hinanden. I den facebookgruppe Maja er en del af, skal man tilkendegive, om man identificerer sig som heks for at blive lukket ind.

“Vi gider ikke have en masse ind i vores gruppe, som ikke er hekse. Vi vil gerne have, at dem, der kommer ind i gruppen, er seriøse. Og ikke bare en eller anden journalist, der vil snuse lidt rundt. Det er for at sikre, at folk kan være trygge i det. Nogle er jo helt nye i det og er måske ikke sprunget ud af kosteskabet endnu.”

En stor del af at være heks handler om fællesskab. Det føles også som den pointe, Hex prøver at fortælle, men historien om kvinderne, der blev brændt, efterlades druknet i kunstneriske ambitioner.

“Vi har valgt at gøre det på vores helt egen måde, at lave vores helt egne traditioner,” siger Maja om sin coven. “Vi har selv opfundet de her ritualer, og hvad vi gerne vil have, at det skal gå ud på. I virkeligheden handler det enormt meget om, at man er heks og bare er og praktiserer det. Det bliver et sammensurium inspireret af forskellige retninger og tilgange. Fordi vi er moderne hekse, bruger vi ikke bare noget fra fortiden. Vi skaber noget nyt hele tiden. Og vi tilpasser os den tid, vi lever i.” /Astrid Plum