Hans Leijtens. Defensie.nl
I dag fredag ophæves den danske midlertidige grænsekontrol mod Sverige. Den har vi haft siden 2019, men ser man mod den tyske grænse, har maskineriet stået på i snart syv år: Timelange køer og betjente, der selv er trætte af deres jobs og beskriver dem som meningsløse. Selvom de tjekker tusinder af mennesker, havde de i hele året 2020 kun afvist sølle seks personer.
Alligevel har skiftende justitsministre holdt fast på, at kontrollen er akut og vigtig for at imødegå fremmede trusler af enhver slags og har derfor forlænget den igen og igen – med skiftende forklaringer som flygtningekrise, corona, krig i Ukraine og nu fremmede russiske spioner ved de danske grænser.
Som vi har beskrevet det i Føljeton – og som også Information har fulgt op på – er der ikke megen sammenhæng i forklaringerne. Og slet ikke når grænsekontrollen mod Tyskland stadig bevares. Hos både Føljeton og Information har flere EU-eksperter understreget, at grænsekontrollen tilmed også er ulovlig ifølge Schengen-reglerne.
Så sent som i marts stod Peter Hummelgaard (S) i folketingssalen fast på, at der “ikke er noget som helst, der tyder på, at Danmarks nuværende midlertidige grænsekontrol er imod EU-retten”. Men nu har han alligevel indset, at der er noget galt. Der er en “betydelig juridisk usikkerhed” ved at forlænge kontrollerne, indrømmede han, da Information i sidste uge fik ham i tale.
Men Hummelgaard går ikke hele vejen. Så længe EU-Domstolen ikke har en stram definition på, hvad der egentlig udgør en trussel, er vi home safe, siger han: “Det er vores vurdering, at det udgør en tilstrækkelig ny trussel til, at vi kan begrunde at gennemføre grænsekontrollen for en ny periode. Men vi kan jo ikke afvise, at EU-Domstolen ville finde det anderledes. Men man kan omvendt heller ikke konkludere, at det skråsikkert vil være i strid med Schengen-reglerne.”
Fakta og figurer
Mens vi venter på en sammenhængende forklaring, kan Hummelgaard måske lære noget af Frontex’ nye direktør. Han beskrives i Politico som en “politimand med stærke diplomatiske egenskaber”. Nederlandske Hans Leijtens, som han hedder, startede sit job i marts, har læst sociologi, psykologi og offentlig administration og været chef for Royal Netherlands Marechaussee, en underafdeling af de Nederlandenes væbnede styrker.
Med sin evne til at vælge sine ord med omhu, skal han være med til at genoprette Frontex’ omdømme, efter hans forgænger Fabrice Leggeri kom i vælten for ikke at tale højt om, at han kendte til, at organisationen bruger voldelige metoder til at få flygtninge til at skifte kurs på Middelhavet. Men selvfølgelig vidste han det. Det er Frontex’ forretningsmodel og mandat at at “beskytte grænserne”, og de fleste ved, at beskytte ikke betyder det, det normalt gør.
“Jeg er blevet lidt allergisk over for ordet krise,” siger Leijtens til Politico. “Jeg ser bare fakta og figurer. Og de bekymrer mig – for det, jeg ser, er en stor stigning”, siger han om antallet af flygtninge, der kun er blevet højere. “Den store game changer”, siger han, er at være “mere transparent … Der burde ikke være nogen hemmelighed i det vi laver.” Leijtens går endda så langt at anerkende, at Frontex’ interne arbejdsmiljø også har været “ret toksisk” i alt fra kommunikationsstil til afrapporteringer.
Det er lige før, man får ondt af den stakkels Leijtens og hans lige så stakkels medarbejdere, der sidder på Frontex’ skriveborde eller står ude på en båd og afgør rigtige menneskers skæbner. Men Leijtens ved, hvad han laver. For samtidig har han indsat flere vagter, der skal overvåge at “fundamentale rettigheder” bliver overholdt – endda flere end reglerne tilsiger, så vi slet ikke behøver regulere Frontex. Men det gør ikke organisationens metoder mindre utilgivelige eller uforklarlige. På samme måde kan Hummelgaard sige tingene, som de er. Det ændrer alligevel ikke noget: Grænsekontrollen er ren og skær politik. /Emma Louise Stenholm