Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Atomkraft er for “tungt, dyrt og unødvendigt”, slog klimaminister Lars Aagaard (M) fast, da Liberal Alliances forslag om en såkaldt Niels Bohr-kommission onsdag blev førstebehandlet i folketingssalen: “Vi skal bestemt have et åbent sind. Men det er ikke det samme som at vi skal have en kommission.”
Aagaard bekræfter dermed den konklusion, Klimarådet kom med tidligere på ugen. For første gang har rådet analyseret muligheden for atomkraft i Danmark, og det er på flere måder ikke rentabelt. Tror man stadig på idéen, har The Guardian en kort, men ret interessant artikel om, hvordan vi normalt tænker på atomkraft som noget, der kan forhindre klimakrisen, mens “ingen tanke” omvendt ser ud til at gå til, hvad krisen kan gøre ved værkerne selv.
Ordene kommer fra den tidligere rådgiver for den britiske regering Andy Blowers, der konkret er bekymret over, at myndighederne i 12 år ikke har opdateret deres liste over gode steder at lægge et atomkraftværk. Det er oftest langt væk fra mennesker og tæt på vandet, fordi det er vigtigt for værkernes afkølingsproces. Ikke overraskende er risikoen for oversvømmelse ved havet overhængende, og så kan de uanset placering blive udsat for ekstreme storme, og hvad klimaforandringerne ellers bringer med sig – ligesom mennesker kan.
Der skal andre og mere drastiske midler i brug. Eller som Klimarådets formand, Peter Møllgaard, formulerer det: Den grønne omstilling kan klares på andre og billigere måder. Den hidtil vedtagne klimapolitik har været “ret marginal og uden den store pondus”, skriver også en række forskere fra Klima- og Omstillingsrådet. De har analyseret sig frem til, at vi i jagten på nye havvindmøller og solceller glemmer, at vi kun spiller på én i stedet for alle tangenter: Ved at bruge penge på afgiftsfradrag, oplysningskampagner og at bygge nyt, forsømmer vi forbrugssiden – som at reducere kødspisning og give incitamenter til at begrænse bilkørsel.
Nye regnemetoder
Noget tyder på, at Aagaard hverken kerer sig om udbud eller efterspørgsel, akserne mødes på intet tidspunkt i den magiske markedsligevægt. For mens han taler om havvindmøller og grønne håb og samtidig fortsætter oliejagten i Nordsøen, har en række anonyme embedsfolk fra Energistyrelsen de seneste uger beskyldt ham for at vride armene rundt på dem forud for regeringens klimarapport – hvor de konkluderede, at Danmark er meget tæt på at nå sine klimamål for 2025.
Som kilderne har udtalt til Zetland, har de følt sig tvunget til at ændre “antagelser og regnemetoder” for at nedjustere den forventede udledning af drivhusgasser i 2020, med det der svarer til 1,1 mio ton CO2. Det betyder, at udfordringen ser 17 pct. mindre ud end den ellers ville have gjort. Både Aagaard og statsminister Mette Frederiksen (S) er kaldt i samråd, og Aagaard er blevet bedt om at levere en redegørelse. Den er så kommet nu, men ser ud til at ligge hengemt i skrivebordsskuffen.
Adspurgt af Berlingske vil Aagaard ikke svare på beskyldningerne mod ham, fordi han afventer et “fyldestgørende” svar fra sit embedsværk – selvom han ifølge sit eget ministerium altså allerede har fået redegørelsen, og de i øvrigt bekræfter, at han ikke skulle have bestilt nye i mellemtiden. I stedet kalder han det en “teoretisk fordring” at skulle svare på kritikken. Og i stedet for at “vride armen rundt” hedder det nu “faglige uenigheder”, som det er “fair nok” at have. Aagaard vil som det mindste kræve “transparens” fra sine egne medarbejdere og “åbenhed om, hvordan de regner”.
Åbne er netop, hvad embedsfolkene har været. Derfor lugter det kun mere af hemmelighedskræmmeri, når ansvaret for klimafremskrivningen næste år flytter fra Energistyrelsen til Klimaministeriet og dermed cementerer, at klimapolitikken baseres på politiske skøn, som Alternativets klimaordfører, Theresa Scavenius, i sidste uge sagde til Politiken.
Mens atomkraft for længst er afskrevet som en for dårlig løsning – og ligesom det pinte Niels Bohr, at Danmark i hans tid var nølende og ikke ville nedsætte en atomkraftkommission – har Aagaard ret i, at vi ikke har tid til at vente på en kommission. Problemet med regeringens klimaambitioner er snarere, at det ikke kun går langsomt, men at de formentlig heller ikke engang ville lytte til kommissionen, hvis der var en. Selv Niels Bohr ville vende sig under jorden. /Emma Louise Stenholm