Foto: Adem Altan/AFP/Ritzau Scanpix
Præsident Recep Tayyip Erdoğan er en mand, som mange tyrkere ønsker hen, hvor peberet gror. Som ung var han en ok fodboldspiller, han spillede halvprofessionelt, og hans holdkammerater kaldte ham ‘Imam Beckenbauer’, fordi han havde nogle af de samme skills som den tyske fodboldlegende – og så tilsat en portion ortodoks fromhed, som man ikke umiddelbart forbandt med Franz B.
Hvis den nu 69-årige Erdoğan havde været en lidt bedre eller en lidt dårligere spiller, havde hans liv muligvis fulgt en anden bane. I stedet blev han den største mand i tyrkisk politik siden Kemal Atatürk, det moderne Tyrkiets grundlægger og første præsident. Som The Economist var inde på i en analyse forleden, begyndte Erdoğan sin politiske karriere som en religiøs underdog, der var forfulgt af det sekulære politiske liv. Nu er han så selv blevet “forfølgeren, der smider politiske modstandere i fængsel på et spinkelt grundlag, knægter mediernes frihed og afsætter valgte embedsfolk” for et godt ord. Helt shakespearesk.
Det er handlinger, man ikke normalt forbinder med demokrati. En betragtelig del af den tyrkiske befolkning kan åbenbart godt lide en stærk mand ved roret, som ikke er helt fin i kanten. Hen over en periode på godt 20 år har Erdoğan og hans konservative populistparti Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) vundet fem parlamentsvalg, to præsidentvalg og tre folkeafstemninger. Efter præsident- og parlamentsvalget søndag er han et hestehoved fra at få fem år mere på præsidentposten. Men først er der omvalg, idet hverken Erdoğan eller hans hovedmodstander, den fem år ældre formand for det socialdemokratiske Republikanske Folkeparti (CHP) Kemal Kılıçdaroğlu, kunne mønstre over 50 pct. af stemmerne.
Kılıçdaroğlu siger, han vil give domstolene den uafhængighed tilbage, som Erdoğan har taget fra dem. Han vil annullere en lov, som kan give fire års fængsel for præsidentsfornærmelse. Han vil lade medierne være frie. Men han har også lovet at deportere millioner af syriske og afghanske flygtninge, som er flygtet til Tyrkiet på grund af konflikter i deres hjemlande.
De siger, at Kılıçdaroğlu mangler karisma og fremstår som en kedelig teknokrat, men han har dog været en ledende oppositionsfigur siden 2010, og han har seks oppositionspartier bag sig, så noget kan han. Da Erdoğan talte for sine tilhængere søndag aften, sagde han (i de internationale nyhedsbureauers oversættelse): “Det faktum, at valgresultatet endnu ikke endeligt opgjort, gør ikke det faktum mindre, at vores nation klart har stemt i vores favør.” Det lød sludrende, men hans publikum af tilhængere blev af The Guardian omtalt som “jublende”.
Kılıçdaroğlu sagde, at hans kampagne “gladeligt” vil acceptere en valgrunde nr. 2 d. 28. maj. “Vi vil helt sikkert vinde dette valg i en anden runde. Det kommer alle til at se.”
En fandens karl
Mens de to aldrende tyrkiske politikere forsøger at overgå hinanden i at virke sejrrige i Tyrkiet, forsøger konsulent Anders Fogh Rasmussen at fremstå som en fandens karl herhjemme. Netop i dag starter hans såkaldte Demokratitopmøde i København, og Berlingske har i den anledning lavet et klassisk mikrofonholderinterview med den tidligere statsminister og NATO-generalsekretær, hvor han får lov at fyre nogle af sine sædvanlige floskler af. Som sædvanligt er det svært at fornemme den egentlige analyse bag hans forsimplede retorik; det er som at læse overskrifter i Foreign Policy og Foreign Affairs.
“Tiden er inde til, at vi tager skeen i den anden hånd og konfronterer diktatorerne, så vi kan få vendt tilbagegangen for demokratiet,” siger han indledningsvist. De vestlige lande har rakt hånden ud til Kina og Rusland, fortsætter han, “men vi er blevet skuffede”, og “set i bakspejlet har vi reageret for svagt og tøvende”, når de to lande “har udfordret os”. I Ukraine har de vestlige lande “været for langsomme og for tøvende”, og “nu skal vi give dem våben, så de kan genvinde tabt territorium”.
Da journalisten spørger Fogh, om han mener, at stormagterne vil give Ukraine våben, som kan bruges til angreb mod Rusland (og altså ikke bare til forsvar), og om det ikke øger risikoen for en tredje verdenskrig, ignorerer Fogh anden del af spørgsmålet. “Ja, det tror jeg, de vil. For vi har brug for en hurtig afslutning på den her krig. Og under alle omstændigheder bør man aldrig give efter for afpresning fra Putin.” Anders Fogh Rasmussen taler konstant om demokrati. Men når man læser, hvad det er, han siger, virker det ikke, som om det egentlig er det, altså demokrati og fred, der optager ham. Tyrkiet nævner han ikke med et ord. Erdoğan er nok ikke autokratisk nok. /Oliver Stilling