Nordmakedoniens nabokrige

Fortiden spøger ikke i Nordmakedoniens hovedstad. Den er hugget i sten, støbt i bronze og placeret på broer, i parker og foran den nationale opera. Som del af byplanlægningsprojektet “Skopje 2014”, udført af Nordmakedoniens daværende højrenationale regering, er der på kort tid blevet bygget statuer, nyklassicistiske facader og monumenter for 683.642.838 euro, lige knap 5,1 milliarder kroner. Jeg passerer en uforklarlig triumfbue og et ufærdigt pariserhjul på vej hen til en del af landets historie, der ikke er nybyggeri, men mindst lige så anfægtet.

Google Maps kender tilsyneladende ikke til den nedgravede kirke, hvor næsten hele Goce Delchev – en revolutionær, der satte sig op imod Osmannerrigets besættelse af Nordmakedoniens og Bulgariens territorier ved forrige århundredeskifte – ligger begravet. Endelig finder jeg trædøren, der leder ind i en lille gård med en kiste af sten omkranset af gule blomster. I sin tid fik Delchev hugget hovedet af – og nu er nationalister i Nordmakedonien og nabolandet Bulgarien ved at rive hovederne af hinanden, fordi de ikke kan blive enige om, hvorvidt han var makedoner eller bulgarer.

Den kontroversielle bulgarske nationalist og medlem af Europa-Parlamentet Angel Chavdarov Dzhambazki opfordrede den bulgarske befolkning til at deltage i fejringen af Delchev 151-års fødselsdag i Skopje i februar. “Makedonien var og vil altid være bulgarsk,” sagde han som et ekko af Bulgariens tidligere forsvarsministers udtalelse fra slutningen af 2020: “Enhver normal person, der har læst mere end fem siders historie relateret til Makedonien, ved, at der ikke eksisterede en makedonsk identitet adskilt fra den bulgarske før 1944.” Det er kontroversielle udmeldinger fra repræsentanter for et land, der i 2017 underskrev en traktat om venskab og godt naboskab. Og sidste sommer blev enige om at løfte deres veto, der siden 2020 har blokeret for Nordmakedoniens EU-medlemskab. “Vi gik ikke i seng den 31. december 1943 som bulgarere og vågnede op som makedonere den næste morgen,” svarede den daværende nordmakedonske statsminister igen.

Veto i vejen

Delchev endte med at blive fejret i fred. “Det var, lad os sige, en elegant løsning fra den makedonske grænseforvaltning og indenrigsministeriets side. De sagde: Grænseovergangen virker ikke. Vi har ingen strøm. Undskyld, gutter, hold ud. Vi ordner det. Det var koldt. Det var februar. Der var meget sne. Flere hundrede mennesker stod der ved den bulgarske side af grænsen og ventede på at krydse grænsen. Imens så de på den anden side, at folk fra Nordmakedonien var på vej ind i Bulgarien. Der var strøm på én side, men ikke deres,” siger Dimitar Nikolovski, som er direktør i tænketanken Eurothink.

Vi sidder på hjørnet af et grønt bordtennisbord uden net. Det åbne kontor ligger hengemt på første sal af en lyserød bygning, der ligeledes huser en skønhedssalon med solblegede reklamer for bleget hår. Tænketanken har eksisteret i mere end 20 år, omtrent lige så længe, som Nordmakedonien har været kandidatland til EU.

“Det første chok var det franske veto, fordi de ville omdefinere hele integrationsprocessen. Og derefter kom det andet chok: Det bulgarske veto i 2020,” uddyber Nikolovski. Ifølge meningsmålinger foretaget af tænketanken opfatter den makedonske befolkning Bulgarien som den største trussel mod deres land. I 2020 gjaldt det 23 pct. af befolkningen, og i 2022 var tallet steget til 28 pct. “Det er ikke kun på grund af en identitetskonflikt, men på grund af deres veto. For den eneste måde, befolkningen kan se fremskridt for landet, er gennem europæisk integration. Når vi har en nabo, der forhindrer os i at komme videre i den europæiske integrationsproces, ser vi det som en trussel mod vores velfærd,” siger Nikolovski.

Den makedonske befolkning vil gerne videre i den europæiske integrationsproces. I 2021 mente 70 pct. af befolkningen, at et EU-medlemskab vil være en positiv udvikling for landet. Nikolovski pointerer dog, at det faldt til 49 pct. i 2022. Befolkningens forhåbning om at Nordmakedonien kan blive medlem af EU inden for de næste fem år eller nogensinde er ligeledes i frit fald. “Det skyldes, at mållinjen bliver ved med at flytte sig, selvom det aldrig er blevet præsenteret for den makedonske befolkning på den måde,” forklarer Nikolovski.

Ifølge Nikolovski var der meget håb efter den Farverige Revolution i 2016. Under demonstrationerne mod den siddende regering kastede demonstranterne balloner fyldt med maling ud over de bygninger og statuer, der var blevet opført som en del af Skopje 2014-projektet. “Vi gjorde op med det autokratiske regime, vi demokratiserede landet på ny, og vi formåede at blive medlem af Nato,” siger Nikolovski. Den plettede by blev symbolet på befolkningens utilfredshed med VMRO-DPMNE-regeringens nationalistiske byggeprojekt, og medlemskabet af Nato i 2020 blev ifølge Nikolovski præsenteret som et fast track til EU. Med Bulgariens veto stod nationalisme dog igen i vejen.

Københavnskriterier over nabokonflikter

Træerne er sprunget ud som parasoller langs alle fortovene. For første gang på hele turen fører Google Maps mig direkte til hoveddøren til det kontor, hvor jeg skal møde Nordmakedoniens tidligere udenrigsminister Nikola Dimitrov, der forhandlede og underskrev den såkaldte Prespa-aftale, som banede vejen for landets Nato-medlemskab. Med aftalen blev navnet ændret fra Republikken Makedonien til Nordmakedonien, og dermed begravede landet en lang konflikt med Grækenland.

I samme omgang ændrede regeringen navnet på hovedstadens lufthavn, der tidligere var opkaldt efter den forhenværende konge af Makedonien – Alexander den Store – der betragtes som en vigtig historisk figur i Grækenland. Et af hovedværket fra Skopje 2014-projektet står dog stadig på sin plads: Den 22 meter høje springvandsstatue af kongen, der ligner en importvare fra Las Vegas.

Navneskiftet lader heller ikke til at være gået igennem hos receptionisten på mit hotel, der hver dag spørger, om jeg nyder min tid i Makedonien. Eller i en beskeden souvenirbutik, der sælger magneter formet som klipklapper med Makedonien skrevet i kursiv på sålen. Ikke desto mindre var det et kompromis, som den tidligere udenrigsminister på daværende tidspunkt så som et afgørende skridt på vejen mod et EU-medlemskab.

Den græske udenrigsminister Nikos Kotzias og Nikola Dimitrov underskriver Prespa-aftalen. Alkis Konstantinidis/Reuters/Ritzau Scanpix

Den tidligere udenrigsministers sekretær lukker mig ind og forsikrer mig om, at Dimitrov er lige på trapperne. Vi tager elevatoren op til tredje sal, hvor udsigten fra de store vinduer er grøn. Nikola Dimitrov oplister sagligt sit CV, mens han laver to små kopper kaffe. Han er diplomat, men arbejdede som aktivist, mens lederen af det nationalistiske parti VMRO-DPMN Nikola Gruevski sad ved magten. Da magten skiftede til landets socialdemokratiske hænder, blev han hentet hjem som udenrigsminister. “Da jeg underskrev Prespa-aftalen, følte jeg, at vi havde løst det. Vi klatrede hele vejen op ad bjerget, og nu kunne vi endelig fokusere på de egentlige problemer.”

Hvad består de virkelige problemer af, spørger jeg. “Københavnskriterierne,” understreger Dimitrov og gestikulerer mod mig. Kriterierne blev fastlagt på et EU-topmøde i København i 1993 og udgør en række politiske og økonomiske betingelser, som et ansøgerland skal opfylde for at blive medlem af EU. “Anstændighed, retsstat, europæiske værdier. For at vi kan blive et ordentligt europæisk demokrati, skal vi gøre arbejdet herhjemme. Uanset processen, uanset Bulgarien, uanset Bruxelles.” siger Dimitrov.

Men med Bulgariens veto kunne Nordmakedonien ikke fokusere på de egentlige problemer. I stedet måtte Frankrig løse Nordmakedoniens problem med Bulgarien, da de sad på forpersonsposten i EU-rådet sidste sommer. Den såkaldte “franske aftale” blev stemt igennem af parlamenterne i Sofia og Skopje og indebærer en ændring af Nordmakedoniens forfatning, så den inkluderer landets bulgarske mindretal. Lige nu er der dog ikke flertal i Nordmakedoniens parlament for at stemme forfatningsændringen igennem, så landet står igen i dødvande til knæene.

Desuden kalder Dimitrov aftalen for “et stort rod” og uddyber, at det “i bund og grund” er en bilateral konflikt: “Og det er en bilateral konflikt fra det 19. århundrede, fordi det handler om historiske narrativer og national identitet. Og i dagens Europa er der endda en bestemmelse i Lissabontraktaten om, at det ikke kan være til debat, hvem du er. Det er ikke anstændigt at gå rundt og fortælle folk, at dit sprog ikke er et rigtigt sprog, men en dialekt af bulgarsk.” Han fortæller, at grundtanken med venskabstraktaten med Bulgarien var at samarbejde og overlade historiske uenigheder til en kommission af historikere. “Nu handler vores fremskridt mod EU mere om at gøre Bulgarien glade end om at reformere landet. Hvad er resultatet? Resultatet er, at vi aldrig har været længere fra hinanden, makedonerne og vores naboer i Bulgarien. Og så har vi en regering, der er all talk omkring EU, mens der er korruptionsskandaler og vores institutioner bliver svagere,” siger Dimitrov.

Den europæiske drøm

Dimitrov vil helst ikke sammenligne sit lands situation med Ukraines, men han kan genkende Ukraines insisterende kamp for at blive medlem af EU. Og han er bekymret for, at Ukraine kan ende med at miste kampgejsten.

“Ukraine er der, hvor vores region var i 2003, 2004, 2005. På trods af krigen, som er brutal og forfærdelig, er der entusiasme for fremtiden. Du mærker det i landets regering, i det ukrainske folk, i det levende civilsamfund i Ukraine. Og det er ekstremt godt, men det skaber også forventninger. Og vi var der. Vi har været et kandidatland siden 2005 og ved alt om, hvad det vil sige. Så på nogle måder tror jeg, vi kan hjælpe dem med vores erfaring. På den anden side hjælper de os, fordi de bringer unionens udvidelse tilbage på bordet.”

Ved alle officielle bygninger i hovedstaden flagrer det europæiske flag side om side med Nordmakedoniens, og i hjørnekiosken kan jeg betale med de krøllede euro-sedler fra bunden af min pung, da jeg løber tør for denarer. Nordmakedonien befinder sig stadig på vejen mod EU, men Dimitrov håber, at den fremover vil handle mere om landets fremtid end fortid.

“Nogle tænker, at EU er et paradis, og når vi først er med, er vores land fikset. Natten over. Men dette er ikke tilfældet. Det er indlysende, at vi i dag har EU-medlemslande, som har nogle problemer med retsstatsprincippet og mediefrihed. Jeg mener, at substans er vigtigere end proces. Jeg ville gerne have, at Nordmakedonien bliver blokeret, fordi vi ikke gør nok i forhold til korruption. Fordi det ville give mening. Men at blive blokeret, fordi vi er makedonere, er ikke europæisk. Og det skader også den europæiske fortælling. Hvorfor er EU vigtig i verden?”

Spørgsmålet hænger i luften mellem os et øjeblik, før Dimitrov selv svarer: “Fordi EU er en økonomisk magt, men også formodes at være en normsættende aktør, der går forrest som det gode eksempel.” Det gør EU ifølge Dimitrov ikke i denne situation. I stedet har unionen med den franske aftale handlet på en måde, der ikke er tidssvarende for Europa i det 21. århundrede. “Du kan ikke forene EU’s værdier med nationalistiske revisionistiske politikker. Hvis EU først går på kompromis med sine principper og værdier, tror jeg, at EU vil tabe.” /Emilie Ewald