Nyhedsanalyse

Vil det Gå Fremad for Thailand?

Efter søndagens valg i Thailand står den progressive partileder Pita Limjaroenrat fra Gå Fremad til at blive ny premierminister – hvis militærjuntaen altså kan acceptere resultatet.

Thailands måske kommende premierminister Pita Limjaroenrat. Jack Taylor/AFP/Ritzau Scanpix

Mens valget i Tyrkiet er løbet med det meste af opmærksomheden, har weekenden også budt på et drama i Thailand. Her ser den siddende premierminister Prayut Chan-o-cha – der har haft magten siden et militærkup i 2014 – ud til at måtte melde pas efter et skuffende resultat ved stemmeurnerne. Prayuts parti, Den Forenede Thaination, står ifølge de foreløbige optællinger til sølle 4,5 mio. kryds. Til sammenligning kan oppositionspartierne Pheu Thai og Gå Fremad glæde sig over at have fået knap 24 mio. stemmer sammenlagt. Under normale parlamentariske omstændigheder burde konklusionen derfor være klar: Oppositionen har fået et overbevisende flertal og kan derfor kåre 42-årige Pita Limjaroenrat fra Gå Fremad som ny premierminister. Helt så simpelt fungerer demokratiet dog ikke i Thailand.

Som følge af en forfatningsændring skabt af militærjuntaen i 2017, vælges premierministeren ikke blot af det demokratiske underhus, men også af senatet, som militæret kontrollerer. Selvom Pita Limjaroenrat allerede har varslet en samlingsregering med fem oppositionspartier, kan senatet altså i teorien stadig nå at stoppe det forestående magtskifte – ligesom et nyt militærkup heller ikke er fuldkommen utænkeligt. Med tanke på, at det endelige valgresultat først forventes bekræftet i juli, er alt i hvert fald til forhandling. Også mellem populistiske Pheu Thai og progressive Gå Fremad, der ligger et pænt stykke fra hinanden på flere politiske spørgsmål. Eksempelvis når det kommer til Thailands drakoniske love, som beskytter kongehuset mod kritik.

Gå Fremad står her som det eneste parti, der eksplicit vil ændre lovene, mens Pheu Thai er anderledes afventende. Når det kommer til øvrige samfundsforhold, er Gå Fremad også mere dristige med planer om at reformere alt fra økonomien til militæret. Partiets villighed til at udfordre status quo ser da også ud til at have båret frugt ved valget, hvor Gå Fremad særligt har vundet de yngre vælgeres opbakning; ligesom valgdeltagelsen har været rekordhøj med 75,2 pct. – også takket være de mange førstegangsvælgere. Da Gå Fremad også genbruger kritikpunkterne fra de thailandske demonstrationer i 2020, er det måske ikke så overraskende.

Dengang strømmede yngre thailændere på gaden i prodemokratiske protester, hvor både militærjuntaen og kong Maha Vajiralongkorn Bodindradebayavarangkuns beskyttede status stod for skud. Faktisk var det dengang en udløsende faktor for protesterne, at forgængeren til Gå Fremad – partiet Fremtid Fremad – var blevet beordret opløst. Med brug af håndtegn fra den dystopiske sci-fi-fortælling Hunger Games og demonstrationsteknikker hentet fra Hongkong, lod de unge her magthaverne vide, at de ikke længere ville acceptere undertrykkelsen. Tre år senere ser den ønskede forandring faktisk ud til at have materialiseret sig i valgresultatet – hvis militærjuntaen altså vil være med på udviklingen. /David Dragsted

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12