Vejen til Reykjavik

Hotellerne er så småt ved at være udsolgt, det britiske luftvåbens helikoptere cirkulerer om Island, og myndighederne har indført en midlertidig grænsekontrol, når 46 statsledere i eftermiddag tager hul på det første store europarådstopmøde i 17 år, Road to Reykjavik, i Harpa-koncerthuset i den islandske hovedstad.

Topmødet åbnes tirsdag eftermiddag, mens det helt store slag står onsdag. Her vil statslederne fra organisationens medlemslande i en fælles erklæring udtrykke støtte til tvangsdeporterede ukrainske børn og deres familier, ligesom de vil påbegynde arbejdet med at oprette et register over Ruslands krigsskader – mens Mette Frederiksen skal lede en række såkaldte rundbordssamtaler om hjælpen til Ukraine.

Det er Rusland, der dominerer dagsordenen. Men denne gang er det uden Rusland selv, der blev smidt ud af Europarådet sidste år. Præcist hvilke krigsskader, der skal registreres, forventes debatteret på den anden side af sommerferien undet lettisk formandskab, som det overdrages fra Island på ugens topmøde.

Et topmøde som årets i Reykjavik er kun blevet afholdt i alt tre gange, siden Europarådet blev stiftet i 1949. Senest i maj 2005 i Warszawa blev man enige om at udbygge samarbejdet mellem Europarådet og både EU og OSCE, og to år efter oprettede man et såkaldt Memorandum of Understanding med EU, der fortsat er ved at blive implementeret.

Godt nok er Lars Løkke Rasmussen (M) ikke til stede i Reykjavik: Det er statsministerens lod. For europarådstopmødet er ikke at forveksle med organisationens årlige udenrigsministermøde, der sidste år blev afholdt i den italienske by Torino under den daværende S-udenrigsminister Jeppe Kofod. Alligevel spiller Europarådet en væsentlig rolle for regeringens opbakning til menneskerettighederne, hvor man under det danske formandskab i foråret 2008 vedtog København-erklæringen.

Her var der med Anders Samuelsen som udenrigsminister lagt op til en mere dynamisk fortolkning af menneskerettighederne. Det var Løkke og Samuelsens førsteprioritet at reformere Menneskerettighedsdomstolen, der overvåger menneskerettighederne i Europa, fordi man mente, at den var blevet for aktivistisk – som det også er blevet gentaget af Nick Hækkerup i sagen om logning, og som det er en retorik, vi kender fra Polen og Ungarn.

Men han og regeringen blev stoppet af de øvrige medlemslande, der gjorde det klart, at domstolenes politiske uafhængighed er det allervæsentligste for samarbejdet, og som efter politiske forhandlinger fik en mere fremtrædende plads i teksten fra udenrigsministermødet. Inden da skulle vi heller ikke længere tilbage end 2017, hvor Løkke på samme måde satte spørgsmålstegn ved Menneskerettighedsdomstolens legitimitet: “Det stemmer ikke overens med befolkningens forståelse af menneskerettighederne, når hardcore kriminelle ikke kan udvises. Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår det og ikke kan forklare det,” lød det.

I 2014 gik Løkke til valg på, at vi ikke bør “frasige os muligheden for at opsige en konvention i de helt særlige tilfælde, hvor en konvention fører til åbenlyst urimelige resultater” – for efter at blive valgt som statsminister at tale sig selv imod: “Det kommer ikke til at ske. Det kommer ikke til at ske,” sagde han på partiets sommergruppemøde to år senere. Dobbelttydigheden blev nok engang illustreret i 2019, da han sagde, at han ikke ville bygge et regeringsprojekt på partier, “der synes, at vi skal træde ud af flygtningekonventioner og alt muligt” – selvom det var netop det, han gjorde for at kunne føre en stram udlændingepolitik.

På samme måde nævner også SVM-regeringen i det nuværende regeringsgrundlag de “begrænsede muligheder for at udvise kriminelle udlændinge” som et af samarbejdets største udfordringer – og heri ligger igen en implicit kritik af domstolen og dens fortolkning af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Mens statsminister Mette Frederiksen igen og igen har understreget, at Danmark aldrig kunne drømme om at træde ud af konventionerne, er det store udestående altså stadig, hvor Løkke som udenrigsminister – og med en sprit ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi – ser Europarådets rolle i dag. /Emma Louise Stenholm