Mig, mig, mig-kulturen dyrkes i orgasme-sekt

Ingen liderlighed og ingen kærlighed. Skræller vi hele hovedet og al sjæl ud af sex, står vi tilbage med kroppen. Sex bliver til et anatomisk eksperiment. En orgasme bliver til en muskelsammentrækning. Vi har nerveender, der mødes i effektive, erogene zoner, som vi hovedsageligt ellers kun har kontakt med ved toiletbesøg. I seksualiteten boltrer vi os med mere end biologi.

”Sex har spillet en rolle i alle religioner og til alle tider. Hvorfor? Fordi religionerne produceres af mennesker, som er seksuelle væsener,” siger Mikael Rothstein, der er ph.d. i religionshistorie på SDU, da jeg spørger, hvorfor sekter har et ærinde i seksualiteten. Han beder mig træde varsomt. Sekter og sex bliver sjældent til andet end clickbait-journalistik.

Ikke krav om Gud

Ordet sekt kom i spil, da mit besøg hos den amerikanske organisation OM blev til fortællinger. Er OM en sekt? OM står for Orgasmic Meditation, som er en klitorisstimulation. Der er stopur på, det tager præcis 15 minutter at OM’e, og der skal to til at gøre det. Det er ritualiseret. OM’ere mødes og OM’er morgen og aften, og de fleste, der arbejder for OM, bor også sammen. OM sælger kurser til mange, mange tusinde dollars. Så er OM en sekt, spørger jeg Anikka Hvitmar, der er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

”Begrebet sekt bliver brugt ret lystigt. Det anvendes i dagligdags tale, og der er en faglig brug af ordet. I hverdagssnak siger vi sekt om noget afvigende, noget underligt, noget vi ikke kan lide. Om noget eller nogle, som ikke ligner os. Det kan handle om ikke-normpræget sex. I den faglige forståelse inden for religionsfaget er brugen af ordet sekt mere snæver og har især med organisering at gøre. Her er en sekt typisk en udbrydergruppe fra en etableret religion, der også er i opposition til samfundet,” siger hun.

Når OM i medier er blevet omtalt som en kult eller en sekt, har Nicole Deadone, opfinderen og lederen af OM, sammenlignet klitorismassagen med yoga. For nogle årtier siden blev yoga også i Vesten kaldt for underligt, anderledes og ugudeligt. Hobby-yogier falder ikke længere i sektfælden. Majoriteten har ændret holdning.

Nicole Deadone beskriver OM som en partnerpraksis, hvor man ikke, som i mere traditionel meditation, kun mærker efter i sig selv. Man mærker sig selv via den anden. De to kan nå ’Orgasm State’ via en ’Orgasm 2.0’, og her begynder et bedre liv. Anikka Hvitmar sætter OM ind i nutidens sekteriske strømninger.

”Der behøver ikke være en gud til stede, før der er tale om en sekt. Det, som kendetegner religiøse bevægelser fra 90’erne, er ‘the spiritual turn’. Det handler om at finde guden i sig selv og om at selvudvikle. Det er sket i tråd med, at vi i højere grad tror på en åndelig kraft og på noget åndeligt i os selv. Der er altså ikke længere nødvendigvis en eksplicit gud, når vi taler religion, men der skal være noget transcendent, før vi er i den religiøse kategori – noget der ligger uden for tankegangen, at to plus to er lig med fire. Der skal være en form for en åndelig dimension,” siger hun.

Tidligere i år besøgte jeg Betty Dodson, der sværger til klitorisorgasmen, og som har undervist kvinder fra hele verden i klitorisstimulation på sine legendariske kurser. Man kunne umiddelbart tro, at hun havde noget til fælles med OM, men hun løfter hånden fra bordet og flytter den op foran ansigtet, som skulle hun vifte en flue væk, når snakken falder på tantra eller feminine orgasmer, på åndelighed og sex. ”It’s religion, honey,” siger hun. Og så er der ikke meget mere at sige om den sag.

Det er tydeligt, at Betty ikke er vild med religion, men religion kan have vidt forskellige karakter, forklarer Anikka Hvitmar.

– Generelt i kristendommen tager man afstand fra seksualiteten. I andre religioner skal man i perioder leve i cølibat. Hele den monastiske måde at gå til seksualiteten på, hvor sex typisk udelukkes hele voksenlivet, er faktisk ret unik. I de østlige religioner, f.eks. i hinduismen, har vi tantra, hvor man går ind i den form for meditation via religionen, netop fordi sex er en magtfuld kraft, som man gerne vil bruge til selvudvikling,” siger hun.

Så er OM en sekt?

Det spørger jeg en OM’er om, da jeg besøger OM’erne i Los Angeles.

”Vi lærer at give anvisninger, når vi OM’er. At mærke os selv og sige til og fra. Når jeg siger fra, bliver det accepteret. På den måde synes jeg, det er forkert at kalde det en sekt. Jeg hører også til en af dem i OneTaste (der ejer OM, red.), der dyrker et liv udenfor. Det er vigtigt for mig at have andre mennesker i mit liv, men min familie og mine venner kan da godt synes, det er lidt sekt-agtigt,” siger en kvinde i slutningen af 20’erne, der ikke vil have sit navn frem.

Vi taler også om Nicole Deadone, der står i spidsen, og jeg er nysgerrig på the senior facultys rolle, og hvad deres baggrund er. Hun ved, de har buddhistiske interesser. That’s it.

Janja Lalich, professor i sociologi ved California State University, har specialiseret sig i ekstreme fællesskaber. Hun hiver også gud ud af sekt-ligningen og giver sit bud på, hvornår et fællesskab er en sekt. Annikka Hvitmar bakker tjeklisten op:

”Det, som kendetegner de fleste nye bevægelser, er en særlig stærk leder. Det behøver ikke være en religiøs leder, det er mere centralt, at det er en karismatisk leder, som sekten udvikler sig omkring. Nogle af kendetegnene fra politiske bevægelser er de samme som hos sekterne – eller for den sags skyld i en stærk fankultur, f.eks. i en fodboldfanklub. Kendetegnene er, udover en stærk leder og en livsførelse, der afviger fra normen, et fællesskab, hvor størstedelen af ens vågne timer bruges. Det vil også sige, at de, som man er nærmest, er de andre i fællesskabet. Et kendetegn er også, at folk ikke er en del af sekten i længere tid, og at det typisk er yngre mennesker, som begiver sig ind i de stærke fællesskaber. Og så arbejder man typisk gratis for en sekt,” siger hun.

Med den beskrivelse kunne jeg godt tænke mig at have mødt en sekt for en kort periode, da jeg var yngre. Som en slags uddannelse i fællesskab, dedikation og fokus på en enkeltsag.

OM har fanget individualismen og samtidig dannet en modkultur til den frie og pornoficerede sex. De taler om sig selv som en modkultur. De er Orgasm 2.0 – ikke mere 1.0 til dem. De orker ikke mere frihed på pornomåden. De vil skabe adgang til sanselighed, ånd og vitalitet. Bedre orgasmer.

”Det, som vi i dag ser, der er et fællestræk ved udviklingen af religion, er, at de tilpasses den enkelte,” siger Janja Lalich. ”Forbundet hertil, især i den vestlige verden, er også, at forskellige former for seksuelle praksisser igennem årene er blevet mere mainstream. Orgasmens Madonnas Kirke er et eksempel på en religiøs bevægelse, der har drejet sig om seksualiteten. Osho-bevægelsen brugte også seksuelle meditationer. I 70’erne var fokus også på sex hos The Familiy både i forhold til at hverve nye medlemmer og med henblik på at styrke sammenholdet. Det, vi ser, er, at sekter også i en eller anden grad tilpasser sig den kultur, som de opstår i. Når jeg kigger på populærkultur i dag, så skal jeg bare åbne det nærmeste dameblad, før jeg falder over instruktioner i en multiorgasme. På den måde kan noget godt være i opposition og samtidig række ud efter nogle af majoritetssamfundets kulturelle trends. Og på den måde har den bevægelse, som du omtaler, fat i noget af det, som vi i dag brænder for,” siger hun.

Osho skabte en religiøs bevægelse, der talte ind i 70’ernes hippiekultur. Sektlederen døde i 1990, men bevægelsen har boltret sig i det 21. århundrede uden ham. Osho ville give os et andet forhold til sex, for sex var i hans øjne blevet sygt, efter at Gud havde forladt sproget og bevidstheden. Han fortalte i et interview, at ”problemet er, at når Gud dør, så mister vi et vigtigt ord og får brug for en substitut. Gud var engang en ekstrem, og når én ekstrem forsvinder, så finder vi en ny ekstrem, og det er hvad, der er sket. Fuck er nu blevet det vigtigste ord i vores sprog.”

I hans filosofiske skole læses f.eks. ‘Transforming Sex into Love’. Her beskriver han den seksuelle energis betydning.

”Mennesker kan aldrig blive adskilt fra sex. Sex er kilden til liv – vi bliver til på grund af sex. Jeg vil fortælle dig, at sex er guddommeligt. Seksuel energi er himmelsk, guddommelig energi. Derfor skaber energien nyt liv. Den er den største og meste mystiske kraft af alle.”

Intet liv uden sex.

Sex uden gud er død

Under overskriften ”Kødets lyster i et religionshistorisk lys” har Mikael Rothstein i tidsskriftet IKON beskrevet The Familiy, og hvordan kristendom ser ud tilsat tidsånd.

”I 1970’erne tolkede den kristne sekt, The Family, som engang hed Guds Børn, forestillingen om ‘næstekærlighed’ ganske håndfast. De agiterede for, at åbne seksuelle relationer var en måde at udbrede Jesus’ kærlighed på, også i missionssammenhænge. Her blev seksualiteten opfattet som et guddommeligt redskab og nydelsen som en manifestation af den guddommelige kærlighed.”

Mikael Rothstein beskriver generelt 70’erne og de tidlige 80’ere som en tid med ”knald på” i forhold til sekternes eksperimenteren med sex. Ungdomsoprøret, kvindefrigørelse, den friere abort og prævention, de friere kroppe og pornoens frigivelse prikker til lysten.

”Eftersom religion altid er et kultur- og samfundsprodukt, er samtidens religiøse innovationer naturligvis også en del af denne proces. Det religiøse har altid rødder i det alment kulturelle. Kultur er ikke altid religion, men religion er altid kultur,” siger han.

For ikke at træde i spinaten og gøre fortællingen om seksualitetens betydning i de religiøse fællesskaber mere kuriøs end nødvendigt beder Mikael Rothstein mig læse Sexuality and New Religious Movements, der er en slags bibel inden for faget:

”Seksualiteten er tæt knyttet til spørgsmål om identitet. Hvem vi er som individer, hvad vores rolle er i samfundet. Menneskets seksualitet er uløseligt knyttet til kulturelle og politiske aspekter af livet, som reguleres gennem regelsæt, der har med moral og etik at gøre.”

Bogen går i flæsket på dem, der misforstår seksualitetens betydning og funktion i fællesskaberne. ”Denne antologi vil vise, at seksuelle praksisser ved første øjekast kan tage sig bizart og måske farligt ud – når det det ses uden for konteksten og de rigtige rammer.”

Kan man mon være i et stærkt fællesskab og ikke have sin seksualitet med? Hvis 70’ernes orgier var den uvorne teenager, oprøret imod tradition – breezerfesten på vinbaren, kunne OM være den dyreste champagne på kortet.

Den næste, der kan orkestrere et nyt ekstremt fællesskab – den næste modkultur til det etablerede, som også flirter med eksisterende idealer, vil blive rig af at formulere et manifest, der har med seksualitet at gøre. Vi går altid i seng med tidsånden.