Nyhedsanalyse

Klimaet spændes for andre vogne

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Når klimapolitikken bliver konkret, bliver den også kontroversiel. Derfor har statsminister Mette Frederiksen (S) hidtil gjort sig store krumspring for at undgå at ophidse udslagsgivende grupper af vælgere. Hun frygter, at de mest traditionelle vælgere vil vende ryggen til Socialdemokratiet, når og hvis den grønne omstilling pludselig kan mærkes i hverdagen.

Ængsteligheden for at hidse sindene op er dog blevet mindre efter dannelsen af SVM-regeringen hen over midten. Det hjælper at have flertallet på plads. I ugens løb har blokerede veje og tonstunge lastbiler på tværs af nedkørsler været et symbolsk tegn på, at regeringen ikke længere har opbakning fra det ‘Produktionsdanmark’, som Mette Frederiksen ellers forsøger at bejle til.

Et bondeoprør er blusset op og har vakt mindelser om De Gule Veste i Frankrig, og de voldelige konfrontationer, der opstod som reaktion på præsident Emmanuel Macrons forslag om højere dieselafgifter. Dengang som nu, lyder kritikken, at arbejdere og vognmænd i yderområder vil blive ramt urimeligt hårdt, og at den grønne omstilling dermed gennemtvinges hen over hovederne på landbefolkningerne og de fattigste.

Hvad balladen om den nye vejafgift her i Danmark egentlig er udtryk for nu, er dog i sig selv omgærdet af diskussion, ja, det findes der faktisk både en god, en ond og en grusom forklaring på.

Den gode: Aktionerne udartede slet ikke så konfrontatorisk, som de mest aggressive chauffører først lagde op til. Fra i slutningen af sidste uge at have bygget op til hård modstand med ulovlige blokader over hele landet endte mandagens meget nedskalerede markering med at blive mere symbolsk. Med et lettelsens suk kunne skatteminister Jeppe Bruus (S) derfor erklære, at revolutionen reelt var slået ned: “Vi lever i et frit demokratisk land. Jeg synes, det er fint, man har mulighed for at vise sin utilfredshed inden for lovens rammer,” sagde han som ansvarlig minister for det konkrete forslag om en højere CO2-afgift på tung vejtransport. Da det kom til stykket, viste det sig, at Danmark ikke er Frankrig, og vognmændene turde alligevel ikke sætte gaderne i brand. De Gule Veste findes ikke for alvor i Danmark, og politikerne behøver ikke at frygte for et anti-klima-oprør. At forhindre pendlere i at komme på arbejde eller i storcenter, er nok heller ikke den mest effektive vej til danskernes hjerte.

Den onde: Aftalen om at ville indføre en kilometerbaseret vejafgift på lastbiler, der kører på benzin eller diesel, blev indgået i sidste valgperiode mellem S-regeringen og de rød-grønne støttepartier. Før valget var hverken Venstre eller Moderaterne således en del af forligskredsen. Heri ligger en indre spænding, der kan vokse sig større og mere smertefuld: For Venstrefolkene føler sig bestemt ikke komfortable med at skulle forklare jyske vognmænd, hvorfor de fremover skal betale i gennemsnit 1 krone og 30 øre mere pr. kørt kilometer. Den dårlige stemning forværres af, at der nu også er kritiske røster i Socialdemokratiets eget bagland. Danmarks nok mest populære borgmester, Birgit S. Hansen (S) fra Frederikshavn har mindet regeringstoppen om, at “de også skal kunne stave til et Danmark i balance”. Den onde analyse er, at vejafgiften kan blive en korsvej for SVM-regeringen: Herfra vil viljen til kontante tiltag fuse ud.

Den grusomme: Officielt handler vejafgiften om at nedbringe CO2-udledningen. Men de uafhængige eksperter er ikke enige. Klimarådet afviser, at klimaeffekten vil være nævneværdig, fordi SVM-regeringen samtidig insisterer på at holde dieselafgiften nede på et niveau, der ligger langt under fx priserne i Tyskland. Derfor er det ikke kun de vognmænd, der slet ikke vil betale mere, som kritiserer forslaget, men i høj grad også flere af de grønne organisationer, som ikke engang betragter vejafgiften som klimapolitik. For i så fald skulle det være selve brændstofforbruget, som man målrettet valgte at gøre dyrere. I den grusomme analyse handler vejafgiften slet og ret om at skrabe ekstra penge i statskassen, godt en milliard kroner om året. Embedsfolk og enkelte politikere har da også indrømmet, at den nye afgift først og fremmest er en betaling for, at lastbiler slider mest på vejnettet, forårsager støjgener og ikke mindst uheld. Klimaet bruges som et grønt slør for gammeldags kassetænkning. /Lars Trier Mogensen

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12