Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
“Læs eller genlæs,” skrev Kristeligt Dagblad og delte sent søndag aften en tre år gammel kronik på sin Facebook-profil. Folk kommenterer så meget crap derude, så hvorfor ikke også give dem noget gammelt crap at boltre sig med, må være avisens rationale. Men kronikken er nu ikke så tosset. Den er skrevet af psykologen Lars J. Sørensen og handler om skam. Sørensen har tidligere skrevet et par bøger om emnet, så han må således betegnes som lidt af en skamkapacitet.
Skam, skriver han indledningen, er den mest sociale af alle følelser: Skam er en del af menneskets medfødte følelsesspektrum, idet vi kan føle skam, før vi intellektuelt forstår, hvad skam er. Fra tidlig barndom udvikles vores selvopfattelse og identitet gennem interaktioner med andre mennesker og gennem spejlinger af, hvad samfundet forventer af os. Man kan “ikke undvære skam som afgørende komponent i sin forståelse for sig selv sammen med andre. Uden sansning af skam ingen empati og medfølelse – hverken for sig selv eller den anden. En person uden skam i livet kalder vi for skamløs og måske psykopatisk i sin måde at tænke, føle og handle på.”
Skamløs, psykopatisk… Vi laver lige en mental note her og skifter spor.
Studehandel om 6-årig
I den berygtede syriske fangelejr al-Roj bor der en 6-årig dansk dreng. Han lider af kronisk diarré, han har problemer med ører, næse og hals og må sidde op og sove for at trække vejret. Han har siddet i lejren i årevis og viser i sagens natur tegn på angst og depression. Drengen har akut brug for læge- og psykologhjælp, og Sundhedsstyrelsen anbefalede tilbage i april den danske regering at evakuere ham, så han kan blive behandlet i Danmark.
Indtil for ikke så længe siden sad der en del flere danske børn og deres mødre i lejren. Statsminister Mette Frederiksens første regering, den 100 pct. socialdemokratiske Regeringen Mette Frederiksen I, kæmpede med næb og kløer for, at de alle sammen kunne få lov at blive siddende i den kurdisk-kontrollerede lejr og rådne op. Mødrene havde tilsluttet sig terrororganisationen ISIS under krigen i Syrien og havde dermed “vendt Danmark ryggen”, som Frederiksen og hendes partikumpaner tidligt valgte at formulere det. I foråret 2021 evakuerede regeringen – stærkt presset af menneskerettighedsorganisationer, medier og oppositionspartier på venstrefløjen – tre af kvinderne og deres 14 børn.
I marts i år dømte højesteret, at det var ulovligt, da den danske stat fratog en dansk-iransk kvinde med to børn i lejren hendes danske statsborgerskab. Regeringen – nu Regeringen Mette Frederiksen II – kunne således ikke længere bruge et bekvemt opstået ikke-tilhørsforhold til Danmark som påskud for ikke at foretage en evakuering. Regeringspartierne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har så for nylig indgået en klam studehandel, hvor de hiver den pågældende danske mor og hendes to børn hjem, men til gengæld lader den syge 6-årige danske dreng og hans mor blive siddende, eftersom hun ifølge udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) ikke har “nogen forbindelse til Danmark”.
Yes, we get it, socialdemokratisk-ledede regering; I er lige så kyniske og benhårde på udlændingeområdet som Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige, og det vil I gerne vise de mest forbenede og intolerante af jeres vælgere, så det ikke pludselig er jer, som nogen vender ryggen.
Det er skamløst, og selv om nogle nok vil sige, “vågn op, sådan er realpolitik jo”, så grænser det til det, som psykolog Lars J. Sørensen i sin kronik kalder psykopatisk i måden at tænke, føle og handle på.
Men skam, skriver Sørensen, kan man ikke undvære “som afgørende komponent i sin menneskelighed – ja, nogen vil sige sjælfuldhed og følelse af forbundethed. Der er nærmest ufattelige modsætninger indbygget i skam som medfødt socialisering, der subtilt og elegant skaber menneskelig forbundethed uden sidestykke. Men samtidig også skaber dens modsætning – hvad der er mig, og hvad der ikke er mig – hvorefter mennesker ikke kan holde ud at være i livet, fordi de ikke kan holde ud at være sammen med sig selv.” Den går ud til Mette Frederiksen, som fornuftigt nok holdt op med at kalde sig børnenes statsminister for nogle år siden. /Oliver Stilling