Kim Kyung-Hoon/Reuters/Ritzau Scanpix
Siden 2020 har der været et mystisk fænomen under opsejling i Gibraltarstrædet. Næsten ud af det blå begyndte spækhuggere i området at angribe sejlbåde og yachts.
“Spækhuggerne gør det med åbenlyst med vilje,” sagde biolog Alfredo López Fernandez i forrige uge og pointerede, at adfærden er ny. Han er en del af et forskerhold, der har nærstuderet spækhuggernes opførsel. Forskerne mener at kunne spore den pludselige voldsparathed til én enkelt, traumatiseret spækhugger: Hunnen White Gladis.
Gladis har formentlig været ude for et brutalt sammenstød med en båd – man mistænker, at hun enten er blevet ramt af en båd eller har været tilfangetaget af illegale fiskere – og efterfølgende har ændret adfærd. En såkaldt personlighedsforstyrrelse.
Spækhuggere er sociale dyr, kompetente jægere og meget lærenemme. Derfor tyder det på, at Gladis har lært sine unger at angribe sejlbåde, og at metoden nu er blevet udbredt blandt andre kuld. I mange af tilfældene bruger spækhuggerne den samme teknik og bider efter roret. Tre ud af 500 gange har de formået at sænke bådene. Ingen af gangene er mennesker kommet til skade. Hvad forskere ikke kan blive enige om, er, om det bare er en fase – en ny sjov leg for spækhuggerne – eller et decideret hævntogt. På en måde kan man jo håbe på det sidste.
Naturlige reaktioner
Da filosoffen Judith Butler tidligere på måneden gæstede Københavns Universitet til det, der blev kaldt en intellektuel “rockkoncert”, var det for at tale om klimasorg. Hvor sorg normalt er bundet op på et objekt – fx et tab af et familiemedlem – er klimasorg en kollektiv følelse, der indbefatter mange flere tidsligheder.
Hvis man har mistet sin bedstemor, er sorgen fastbundet til den proces, det har været at miste hende – og på et tidspunkt bliver sorgen nemmere at bære. Men når det kommer til klimasorg, mister vi hele tiden. Den pause, man normalt behøver for at bearbejde et tab, er umulig at få, når verden går i stykker på daglig basis: “Vi har mistet, vi mister stadig, og vi vil blive ved med at miste,” sagde Butler til forelæsningen.
Selvom Judith Butlers teori umiddelbart er tiltænkt mennesker, er vi ikke de eneste, der skal bearbejde en klimasorg; det handler nemlig både om at sørge på egne, fremmedes og andre arters vegne, når klimakrisen smadrer deres habitater. Eller som Butler skriver i bogen What World is This fra sidste år: “At lære at sørge over massedød betyder at markere tabet af nogen, hvis navn du ikke kender, hvis sprog du måske ikke taler, nogle som bor en uoverstigelig afstand fra hvor du bor, og at insistere på en global ramme for vores desorientering.”
Tirsdag udkommer et nyt studie, der viser, at tabet af dyreliv på verdensplan er “væsentligt mere alarmerende end hidtil troet”. Ser man på over 70.000 arter spredt udover hele kloden, er godt halvdelen ved at forsvinde. Det er bekymrende tal, og der er mange måder at håndtere sorgen på. Nogle har måske brug for at isolere sig selv og gå stille med smerten; andre har måske brug for at finde fællesskabet og sænke yachts i Gibraltarstrædet. /Astrid Plum