En respektabel kvinde

Legenden Tina Turner er død. “Hvor legendarisk var hun,” spørger folkene fra Generation Z på kontoret. “Har I ikke set filmen om hende,” svarer du. “Den har fået 96 pct. på Rotten Tomatoes.” Nå nej, det har de jo ikke. What’s Love Got to Do with It med Angela Bassett i rollen som Turner er jo fra 1993 – flere år før de unge blev født.

Der sker mange ting i USA i de her dage. Floridas rædselsfulde guvernør Ron DeSantis har meddelt sig i kapløbet om at blive Republikanernes kandidat til det amerikanske præsidentvalg næste år. Vi vidste det godt, men nu er det officielt; samtidig er forhandlingerne mellem præsident Joe Biden og formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren Kevin McCarthy, om USA’s gældsloft gået ind i sin sidste fase; en 58-årig mand i byen Hollywood i Florida har fundet en leguan i sin wc-kumme. Han forsøgte at fjerne leguanen med sin bare næver, men den flygtede ned i afløbet.

Lige nu må al denne americana komme i anden række, for Tina Turner er død. Turner var gammel, hun var 83 år, og helbredet havde skrantet i nogen tid – ingen kunne være i tvivl om, hvilken vej det bar henad. Det er således ikke for at være kunstlet sentimental, melankolsk eller nostalgisk, at hun allerede fylder så meget i dagens tekst.

Mange af nekrologerne henviser til et interview, som Turner gav til Rolling Stone Magazine i oktober 1986. Prøv at læse det (blød betalingsmur), det er et mageløst interview. Tina Turner var ikke længere helt ung på det tidspunkt, hun var 46 år, men hun var på toppen. Hun var på toppen på en måde, hvor det ligesom var ligegyldigt, om hun var det eller ej, fordi intet ville kunne slå hende ud af kurs. I interviewet er hun krystalklar, transparent, ærlig, sjov og totalt ufamlende. Hvert eneste svar, hun giver, lyder som en scene i en film. Hvis showbiz-karrieren var slået fejl, ville hun nemt have kunnet lande et job som brevkasseredaktør.

“Jeg er selfmade,” siger hun i begyndelsen af interviewet. “Jeg har altid drømt om at blive en bedre person, fordi jeg ikke var uddannet. Men det var min drøm – at have klasse. Det løb er kørt. Man kan ikke læse min selvbiografi og sige, ‘hun er classy’. Man kan sige, ‘hun er en respektabel kvinde’, men ikke ‘classy’. Min rollemodel har altid været Jacqueline Kennedy Onassis. Nu taler vi om de fineste fine, ikke? [Griner.] Jeg havde høje tanker. Så når det handlede om rollemodeller, kiggede jeg på præsidenters hustruer. Og vi taler altså om en bondepige, som stod i marken for mange år siden og drømte om, at hun var den slags person. Men hvis jeg var det, tror du så, at jeg ville have kunnet synge med den indlevelse, som jeg gør? Man synger med den indlevelse, fordi man har følt den smerte i sit eget hjerte.”

Og: “Det er smertefuldt at være en minoritet. Jeg bliver set ned på, fordi jeg er sort. Det varer evigt. Det er som en forbandelse. Vi er selvfølgelig i bevægelse væk fra det. Vi kan stå op nu, men det er der stadig – det er et minde, som har brændemærket dig. Jeg ville ønske, at vi – som sorte folk – havde haft muligheden for at være så fantastiske, som vi var, før vi blev knægtet og slavegjort. Det går langt tilbage, denne her ting med at ville være stolt og ikke føle sig andenrangs.”

Analysen er helt præcis, selvindsigten er suveræn. Intervieweren vil selvfølgelig også gerne tale med Tina om de 16 år, hun levede i et voldeligt ægteskab med Ike Turner, musikeren og misbrugeren. Og hun fortæller nøgent og ubittert om det, selvom Ike var en idiot, et fjols. Hun forklarer, hvad han kom fra, og hvorfor han var, som han var. Første gang hun så ham, tænkte hun, at han var “forfærdelig grim”, men hans band var det hotteste, og han fyldte i lokalet, når han gik igennem det, syntes hun. “Men du må forstå, at det var en skolepige, der kiggede på en mand.”

Intervieweren har svært ved at forstå, hvorfor hun blev sammen med ham, når han bankede hende. Hun forklarer, at hun følte et ansvar for ham. “Jeg kan huske, at jeg ønskede, at han ikke skulle være afhængig af mig. Er det ikke utroligt? Jeg blev ved med at forsøge at finde en måde at forlade ham på, uden at jeg ville føle mig skyldig. Jeg følte, at jeg ikke ville gøre mod nogen, som nogen havde gjort mod mig. Nogle gange ved man bare ikke, hvorfor man gør ting. Jeg følte mig så ansvarlig for den person,” siger hun. Så tilføjer hun i en eftertanke: “Jeg tænker på, hvordan jeg skal tale om det her, for jeg vil ikke lyde som et fjols. Da jeg endelig forlod ham, gav det hele mening. Jeg kunne ikke have forladt ham tidligere, for jeg var nødt til at afslutte den karma, og karma handler om lære af sine handlinger.”

Så moderne. Sikke en rollemodel. /Oliver Stilling