Store Grønland udfordrer lille Danmark

Styrkeforholdene er ved at blive vendt drastisk på hovedet: I århundreder har magthaverne i København ellers betragtet Grønland som en fortabt udpost, der tilmed var en tung post på budgetterne. Her i 2023 vil det særlige bloktilskud fra Danmark til Grønland vokse sig større end fire mia. kroner, eller hvad der svarer til 72.000 kr. pr. borger i Grønland.

Hidtil har attituden nede i København derfor været, at grønlænderne ikke skulle komme for godt i gang – simpelthen fordi danskerne betaler for musikken.

Men pludselig har grønlændernes attitude forandret sig. Pludselig vil de grønlandske politikere ikke længere finde sig i at blive talt ned til og fortsat blive betragtet som håbløse problembørn. Tværtimod er det vokset en ny og selvsikker identitet frem, som også bygger på en fundamentalt anden opfattelse af det egentlige magtforhold mellem Danmark og Grønland.

Pludselig har grønlænderne nemlig opdaget, at resten af verden har et andet blik på Rigsfællesskabet end de danske embedsfolk og ministre.

Geopolitisk er det i dag Grønland, som gør Kongeriget Danmark interessant på den storpolitiske scene. For uden Grønland ville den danske regering reelt næppe være mere interessant at tale med end fx en anden europæiske småstat som Luxembourg. I egen ret har Danmark ingen udenrigs- og sikkerhedspolitisk betydning, slet ikke efter Finland – og snart også Sverige – er blevet en del af Nato og dermed afdækker Østersøen sammen med de baltiske lande og Polen.

Set fra landsstyret i Nuuk er det således ene og alene Grønland, som giver Kongeriget Danmark en betydelig geopolitisk tyngde, og derfor er den nyvundne og altså mere selvsikre attitude, at danskerne ikke skal komme for godt i gang – simpelthen fordi det er grønlænderne, som i dag tiltrækker det storpolitiske publikum. Ikke mindst i takt med Ishavets nedsmeltning og åbningen af sejlruter tværs gennem Arktis.

Grønlands landsstyreformand, eller retteligt formanden for den grønlandske regering Naalakkersuisut, 36-årige Múte B. Egede, har længe været frustreret over, hvor lidt de skiftende regeringer i København har forstået af den nye verdensorden, og han har nu fået nok. I et udfald i Politiken går han direkte i rette med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), som beskyldes for at udvise “disrespekt over for Grønland”.

Den konkrete anledning, der har udløst den nye fejde internt i Rigsfællesskabet, er udnævnelsen af en ny arktisk ambassadør. Frem for at vælge en person med rødder i Grønland, eller i det mindste en person med indgående kendskab til Arktis, har Udenrigsministeriet valgt karrierediplomaten Tobias Elling Rehfeld, som kommer fra den modsatte ende af verden, nu som ambassadør i Sydafrika.

“Fremgangsmåden viser, hvordan Udenrigsministeriet ser på os og ikke inddrager os, selvom vi er det arktiske land i kongeriget. Billedet taler sit eget sprog,” siger Múte B. Egede og harcelerer samtidig mod Løkkes brug af ordet “blålys” om grønlændernes ønske om selvstændighed: “Det er disrespekt over for Grønland og er et ståsted, som sætter revner.”

Konfrontationen er opsigtsvækkende. Selvom udmeldingen i første omgang kan ses som blot en markering over for vælgerne oppe i Grønland, og altså primært er indenrigspolitisk, er det ikke desto mindre en nøje overvejet optrapning. Ligesom det bestemt heller ikke var tilfældigt, da det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam forleden holdt sin ordførertale i Folketinget på grønlandsk, og efterfølgende også insisterede på at besvare spørgsmål på sit fadersmål kalaallisut.

En ny generation af grønlændere har for længst opfanget den hurtigt voksende interesse fra Washington og Beijing, og de har tydeligvis mistet tålmodigheden med de danske ministre, som betragtes som en flok sognerådspolitikere, der stadig lever i en tid, hvor Danmark kunne gøre sig interessant på Grønlands bekostning. Men de identitetspolitiske styrkeforhold er blevet vredet rundt og faktisk i en sådan grad, at nogle af de ganske få danske politikere, som oprigtigt engagerer sig i arktiske forhold, er begyndt at bruge helt nye argumenter for, hvorfor dele af Grønland er dansk.

I en række markante opslag på Twitter har De Konservatives Rasmus Jarlov netop gjort sig til talsmand for, at i hvert fald det ubeboede Nordøstgrønland er og fortsat skal forblive dansk. Han trækker trådene langt tilbage for at komme i land med sit krav:
“Da vikingerne fra 985 bosatte sig, var Grønland ubeboet. Inuitterne ankom fra 1200-tallet. Grønland blev en del af det danske kongerige fra 1380. Danmarks overhøjhed har kun været udfordret én gang siden, da Norge forsøgte at tage Østgrønland i 1930’erne,” skriver Rasmus Jarlov, og fortsætter:

“Norge forsøgte i 1930’er at annektere to områder i Østgrønland, som de hævdede var ingenmandsland, fordi det var ubeboet. Danmark fik stadfæstet retten til hele Grønland i Haag. Der bor stadig ingen i Nordøstgrønland, som udgør næsten 1 mio. kvadratkilometer. Kun det danske forsvar er til stede.”

Den kontroversielle påstand om, at inuitterne ikke skulle have hævd på Grønland, fordi nordboerne muligvis i en historisk parentes har udgjort flertallet, er i sig selv ikke ny. Den er hyppigt blevet fremført af historikeren Thorkild Kjærgaard. Til gengæld er det et omvæltende nybrud, at et fremtrædende folketingsmedlem fra De Konservative nu bruger den kreative påstand til at gøre territorialkrav gældende i Grønland.

Umiddelbart kan Jarlovs krav ses som en nationalistisk offensiv. Det er trods alt flere år siden, at danske folketingsmedlemmer har krævet landområder indlemmet i Danmark. Men ret beset er der nok snarere tale om en taktisk retræte: De politikere i København, der har forstået alvoren i grønlændernes nyvundne selvværd, er desperat i gang med at finde på krumspring, der kan bevare Danmark som en del af de arktiske nationer. For uden Grønland er og bliver Danmark lige så interessant som Luxembourg. /Lars Trier Mogensen