Prokuratorkneb

Dagens udspil fra Venstre-regeringen rummer masser af debatskabende schwung og taktiske finesser, som nok skal holde politikere, debattører og kommentatorer beskæftigede de næste mange måneder: Tidligere pensionsalder, lavere SU og en snedig skatteløsning, ja, sjældent er så mange kontroversielle forslag blevet præsenteret samtidig. Og tilmed af en regering med blot 34 mandater bag sig i Folketinget. Målt på ballade-faktor er der fuld valuta for pengene. Men det mest opsigtsvækkende tal i bygen af papirer og kolonner er ikke desto mindre det mere stilfærdige -0,25.

Stik mod selve idéen med en langtidsplan for dansk økonomi lægger Venstre-regeringen op til at slække på holdbarheden i statens økonomi: ”Målet for den strukturelle saldo sænkes således -0,25 procent af bruttonationalproduktet,” som det hedder godt gemt væk i ’Økonomisk redegørelse’.

På almindeligt dansk betyder det, at V-regeringen åbner op for at køre med underskud frem til og efter 2024 – altså til om mindst tre folketingsvalg – og dropper derved selve hovedformålet med hele manøvren i 2025-planen, som ellers var at sikre balance mellem statens indtægter og udgifter. Oprindeligt var formålet at skabe strukturel balance i netop 2025.

Nede i detaljen afslører 2025-planen sig som det, som i Ordbog over det danske sprog kaldes for et prokuratorkneb: ”spidsfindig, snedig, ufin anvendelse af lovbestemmelser; lovtrækkeri; uærlig argumentation”. Ifølge finansminister Claus Hjort Frederiksen vil resultatet nemlig, absurd nok, ikke blive, at statsfinanserne bringes i orden, nej, derimod skubbes en yderligt voksende regning blot foran, til fremtidige politikere og skatteborgere. End ikke de foreslåede nedskæringer eller de reelt faldende offentlige forbrug er nok til at få kassen til at stemme.

Bag fanfarerne og Facebook-iscenesættelsen er sandheden, at Venstre reelt bruger 2025-planen som et teknisk værktøj, der skal sløre det egentlige motiv, nemlig at fremtrylle virtuelle penge ude fra en fjern fremtid og helt frem her til denne valgperiode – ved hjælp af bogføringskunst.

I udgangspunktet er 2025-planen i sig selv tænkt som en finansiel tidsmaskine, der med talgymnastik skal gøre det muligt at bruge penge nu, f.eks. til skattelettelser, og så sende regningen videre til de kommende valgperioder. Hvis planen havde haft år 2050 eller år 2010 som tidshorisont, ville alle tænkelige politiske initiativer have været mulige. Fremtiden rummer nemlig masser af penge. Metoden svarer lidt til at belåne sin egen pensionsopsparing.

Tidsforskydningen er ikke en ny opfindelse. Ret beset er denne form for kreativ kassetænkning blevet ganske almindelig i dansk politik, og den blev også brugt af såvel statsminister Poul Nyrup Rasmussen som statsminister Anders Fogh Rasmussen. Fænomenet gør sig også gældende i andre lande, hvor regeringer ofte forsøger at rykke gaverne frem og skyde regningen væk.

Det nye er imidlertid, at Venstre-regeringen ikke engang foregiver, at kassen vil komme til at stemme. Dét er opsigtsvækkende. Et brud med den kurs, som skiftende regeringer har ført siden begyndelsen af 1990’erne. Og i realpolitikkens verden åbnes dermed op for alle tænkelige gaveønsker frem mod juleaften: Hvis budgettet alligevel ikke skal være i balance i hverken 2020, 2021, 2022, 2023 eller 2024, behøver det jo heller ikke at hænge sammen i 2025 og 2026. Vel? Og så er der pludselig råd til det hele og mere til. På papiret.

Den kreative bogføring rummer imidlertid et lille, men grundlæggende problem: Det bliver i praksis omsonst at diskutere prioritering, og den politiske debat falder fra hinanden, når der ikke er kontante begrænsninger. For hvorfor så ikke bare hæve det strukturelle underskud til f.eks. -0,3 procent om tre valgperioder og have råd til endnu flere gaver?

Alle prognoser, der rækker ud over 2020 er alligevel så fundamentalt usikre, at man med tidligere Venstre-finansminister Thor Pedersens ord ender med at kunne overtage hele kloden. I 2006 sagde han: ”Hvis vi bruger vores store, fine tusindårsmodeller, ja, så har vi løst globaliseringen. For over tid ender det med, vi ejer hele verden. Og så er det problem egentlig løst.”

Retfærdigvis forsøgte Thor Pedersen dengang at pointere, at man netop ikke kan bruge lange fremskrivninger og i stedet er nødt til at forholde sig mere ansvarligt til økonomien på kort sigt. Men som en tragisk gentagelse er arvtageren Claus Hjort Frederiksen nu endt i en situation, hvor han reelt misbruger disse ”store, fine tusindårsmodeller” i Finansministeriet til at simulere et aktuelt råderum, som han ikke har. Og som politikere efter ham må finde rigtige penge til.

De vanskelige prioriteringsdiskussioner – som Danmark vitterligt står over for – risikerer at kortslutte i fantasterier, når grundlaget er så hyperelastisk og uforpligtende, som tilfældet mærkværdigvis er i dagens udspil. Når regeringspartiet ikke engang selv forsøger at få enderne til at mødes på langt sigt, bliver det meningsløst at påstå, at andre partiers politik skulle være uholdbar. Anything goes…

Talgøgleriet bidrager til politikerleden. For hvis de regeringsbærende partier ikke længere skiller sig ud og kan kendes på deres formelle ansvarlighed, ja, så tror det da pokker, at flere og flere vælgere hellere vil stemme på partier, som i det mindste mener noget vildt og markant. Hvis forslagene alligevel ikke skal kunne finansieres, så lad os i det mindste få noget mere spektakulært ramasjang. Eller hvad?

Måske var det snarere værd at kræve af regeringens topministre, at de i det mindste forsøger at få kassen til at stemme, så den løbende prioriteringsdiskussion bliver reel, klar og kontant. For ellers lyder det altså sjovere at eje hele verden.

Rumrejsen 2025 er ren science fiction.