Francis Kokoroko/Reuters/Ritzau Scanpix
Kantamanto. Mens vi sidder her hver for sig og sammen forsøger at beslutte os for, hvor vi skal lægge trykket på dette stedord – KANtamanto? KanTAmanto? KantaMANto? – ja, så når der vel at lande 200-300 kilo brugt tøj i Accra i Ghana. Kantamanto er tøjmarkedet i det vestafrikanske lands hovedstad, og det er muligt, at du aldrig kommer til at besøge stedet, men det gør dit aflagte tøj eller modeindustriens overskudstøj med en vis sandsynlighed. Det er verdens største marked for genbrugstøj. Kantamanto modtager 100 tons brugt tøj – om dagen.
Lad os lige gennemgå tallene, som The Guardian præsenterer dem i en gennemgang i dagens avis: Kantamanto optager syv hektar land (svarende til 10 fodboldbaner) og holder 30.000 mennesker beskæftiget. De håndterer 15 mio. beklædningsgenstande om ugen. Seks mio. stykker tøj af bedre kvalitet bliver upcycled hver uge, og det er jo fint. Men 40 pct. af tøjet er ubrugeligt og ender som affald. I den sammenhæng er fast fashion et kæmpe problem: Store varemærker, der hurtigt og billigt får masseproduceret enorme mængder tøj i elendig kvalitet baseret på tidens modetrends; en produktionskæde af mere eller mindre rettighedsløse arbejdere, der leveret varen under ringe forhold; moden, der skifter, og lavkvalitetstøj, som ender med at blive sendt til Accra, hvor den lave kvalitet udhuler genbrugstøjhandlernes indtjening og gældsætter dem.
Alt ved fast fashion er noget lort.
Det brugte tøj ender i lande som Ghana. Men de bliver ikke kompenseret i tilstrækkelig grad for det miljøsvineri, de lægger land til. På miljøområdet har man siden 1990’erne opereret med begrebet Extended Producer Responsibility (EPR), som går ud på at producenter og forhandlere naturligvis skal betale for at afhjælpe de miljø- og affaldsproblemer, som deres produkter skaber. Ifølge The Guardian er Frankrig det eneste land i EU, som opererer med en EPR, der dækker tekstilindustrien. Som det er nu, betaler tøjproducenter helt ned til, hvad der svarer til 45 øre pr. beklædningsgenstand. Men Ghana og tilsvarende lande modtager ikke en økonomisk kompensation, som svarer til den mængde tøj, de får ind. Pengene følger ikke eksporten.
Nu er EU ved at komme på banen med en fælles EPR-politik. Derfor er en gruppe ghanesiske forhandlere af brugt tøj taget på rejse til Bruxelles for at adressere “miljøkatastrofen” i Ghana. De har mødtes med EU-parlamentarikere, repræsentanter for EU-Kommissionen og diverse miljøorganisationer. Ud over opmærksomheden på miljøet drejer det sig selvfølgelig om penge. “De handlende fra Kantamanto ønsker, at den bebudede EPR-lovgivning, som ventes fremlagt i juni, hæver afgiften til et minimum på en halv euro (cirka 3,75 kr.), så de lande, det brugte tøj ender i, får en fair del af pengene, herunder mindst 10 pct. til en miljøfond, som skal rydde op i det allerede medtagne,” skriver avisen.
En af de delegerede fra Katamanto, Solomon Noi, deltog på konferencen ChangeNow (‘The Largest Event of Solutions for the Planet’), som fandt sted i Paris i weekenden. Her sagde han, at en stor del af tøjaffaldet ender i havet: “Skildpadderne kan ikke komme til stranden, korallerne dør, fiskerne kan ikke fiske (…) Vi er afhængige af vores skatter til at få styr på affaldet, men skatterne går til uddannelse, sundhed (…) Der er kun lidt til overs til at håndtere tekstilaffald. Og hvorfor skal jeg arbejde hårdt for, at mine skattepenge skal fjerne jeres affald? Vi har fået nok.”
Det er ikke for at slikke sol, at de ghanesiske skildpadder søger mod stranden. De kommer til stranden, fordi det er der, deres redepladser er, og fordi de skal lægge æg. Mens EU-Parlamentet bakser med at få lovgivningen på plads, kan vi andre som det mindste tænke over, hvad det er for noget tøj, vi køber. Hver eneste gang vi gør det. Hvor mon det ender? /Oliver Stilling