EU lagt på is

På et hostel tæt ved havnefronten i Reykjavík, nærmere bestemt i den dagligestuelignende “Gym og Tonic”-sal, gemmer EU’s mulige genopblomstring i Island sig. Det er Europadagen, og meget symbolsk kan Evrópuhreyfingin – ‘Den europæiske bevægelse’ – fejre etårigt jubilæum. Chips, vin og saltstænger står klar blandt EU-flag og farvekoordinerede, blå og gule balloner.

En yngre fyr, der til forveksling kunne ligne den islandske Eurovision-stjerne Daði Freyr, går rundt med en skål fyldt med manchetknapper. På dem står det islandske flag og EU’s ditto side om side, og det er et hit. Flere af de tilstedeværende hiver prompte manchetknappen ud af dens lille plasticindpakning for at sætte den på habitjakken. Pas på, FN’s verdensmålsnål, der er en ny sherif i byen.

I centrum af begivenhederne står Jón Steindór Valdimarsson, stifter og forperson for Evrópuhreyfingin. Storsmilende hilser han på de nyankomne, det varme politikerhåndtryk er helt som det skal være. Folk sætter sig ved runde borde, salen bliver efterhånden fyldt. Blandt de 30-40 tilstedeværende er flere politiske pinger, herunder lederen af det proeuropæiske centrumhøjreparti Viðreisn – Reform – Þorgerður Katrín Gunnarsdóttir samt EU’s ambassadør i Island, Lucie Samcová.

Snart indtager Jón Steindór Valdimarsson salens lille scene for at skyde festlighederne i gang. På engelsk fortæller han, at der nok at fejre for Evrópuhreyfingin. En dugfrisk meningsmåling viser, at opbakningen til EU blandt den islandske befolkning er støt stigende. Faktisk er der for første gang i 12 år flere fortalere end modstandere af et medlemskab. Det europæiske værdifællesskab lader til at være vigtigere for islændingene efter krigen i Ukraine. Og af samme grund fortsætter kampen for en folkeafstemning.

Kuldsejlede forhandlinger

På bagkant af finanskrisen, der ramte Island særligt hårdt som følge af bankerne Kaupthing, Landsbanki og Glitnirs kollaps samt den islandske krones resulterende kursdyk, valgte den daværende islandske regering i 2009 at søge om medlemskab i Den Europæiske Union.

Optagelsen i EU blev af mange set som en fait accompli, da Island allerede var med i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Den såkaldte EØS-aftale gør det muligt for Island, Norge og Liechtenstein – der sammen med Schweiz udgør Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA) – at deltage i EU’s indre marked og kræver derfor også, at EØS-landene implementerer den relevante EU-lovgivning. Så hvor meget formalia kunne der vel mangle, førend Island ville blive et fuldgyldigt EU-medlem?

En hel del, skulle det vise sig. Forhandlingerne gik fra at tage måneder til at tage år, alt imens den politiske velvilje i Island forsvandt. Da spørgsmålet om EU-medlemskab ikke var blevet sendt til folkeafstemning før ansøgningen i 2009, blev det islandske valg i 2013 en højspændt lakmustest for EU-drømmene. Her vandt de EU-kritiske partier Framsóknarflokkurinn og Sjálfstæðisflokkurinn overlegent regeringsmagten, hvorefter ansøgningsprocessen blev sat i bero – og til sidst helt stoppet, da udenrigsminister Gunnar Bragi Sveinsson i 2015 meddelte EU, at Island trak sin ansøgning tilbage.

Selvom det hidsigt blev diskuteret i Alþingi – det islandske parlament, Altinget – hvorvidt man skulle inddrage befolkningen direkte, kom og gik Islands EU-forhandlinger uden en folkeafstemning. Af samme grund er det nu Evrópuhreyfingins første og vigtigste mål: At få en konkret dom over, om der faktisk er opbakning til et EU-medlemskab blandt islændingene. Jón Steindór Valdimarsson ser selvsagt gerne, at Island genoptager forhandlingerne med Bruxelles. Men det kræver altså også, at spørgsmålet for første gang bliver sat direkte på stemmesedlen.

Ingen politisk vilje

Spørger man Ingibjörg Isaksen, der er formand for Framsóknarflokkurinns parlamentsgruppe samt formand for Islands delegation i EFTA’s og EØS’ Parlamentarikerudvalg, har den islandske regering dog ingen planer om at afvikle en folkeafstemning om EU. Siden 2017 har Framsóknarflokkurinn og Sjálfstæðisflokkurinn dannet regering med Vinstrihreyfingin – grænt framboð, der også fører en EU-kritisk linje. Af samme grund mener Ingibjörg Isaksen ikke, at det giver mening at spørge befolkningen om EU nu og her:

“I øjeblikket er der ingen politisk vilje til at træde ind i EU. Derfor ser vi i Framsókn heller ikke en pointe i at forfølge spørgsmålet. Det var heller ikke et tema, der optog befolkningen ved sidste valg. De bekymrede sig om mange andre ting end et EU-medlemskab. Selvfølgelig tror vi, at det er ekstremt vigtigt at lytte til folk her i Island. Men jeg er ikke sikker på, at en folkeafstemning vil hjælpe os, når vi har en regering, der mangler den politiske vilje. Der skal være en politisk vilje til at gennemføre forhandlingerne. Ellers vil du få politikere, der skal til Bruxelles for at forhandle om et medlemskab, som de ikke mener er i Islands bedste interesse. Måske vil det blive et tema ved næste valg. Og så kan folk jo stemme på de partier, der gerne vil være med i EU.”

Mens Isaksens parti er imod et EU-medlemskab, er man til gengæld glad for EØS-aftalen. Den giver nemlig adgang til flere af frynsegoderne, men uden at Island formelt behøver at give køb på sin autonomi. Et af de vigtigste forhold er eksempelvis, at hverken fiskeriet eller landbruget er omfattet af aftalen – to politiske dealbreakere for Framsóknarflokkurinn:

“EØS-aftalen er Islands mest betydningsfulde og omfattende aftale, og en afgørende del af Islands udenrigspolitik. Jeg mener, at den beskytter Islands interesserer, alt imens vi stadig har kontrol over vores fiskeri og landbrug, hvilket er virkelig vigtigt for os. Det er skrevet i vores hjerter, at det er noget vi beskytter. EU’s fælles fiskeriaftaler ville have negative konsekvenser for vores fiskeindustri, som er en essentiel del af vores økonomi. Så vi er meget tilfredse med EØS og med at stå uden for EU.”

Selvom krigen i Ukraine af pro-EU-tilhængere som Jón Steindór Valdimarsson er blevet brugt til at genoptage debatten om et medlemskab, står Framsóknarflokkurinn fast på, at de nuværende aftaler er tilstrækkelige. Set fra et sikkerhedspolitisk perspektiv er Island allerede medlem af Nato, mens EØS-aftalen altså allerede beskytter Islands vigtigste interesserer. Frygten er ifølge Ingibjörg Isaksen, at Island – der i dag har en befolkning på godt 375.000 – ville drukne i Bruxelles, hvis man i stedet skulle slutte sig til de 27 eksisterende medlemslande:

“Jeg er bekymret for, at vi kun have en fem-seks europaparlamentarikere, hvis Island bliver medlem af EU, fordi vi er så lille et land. Hvor stærk vil vores stemme så være inden for EU? Hvordan skal vi kunne kræve tilpasninger og holde øje med alle spørgsmål, når vi er så få?”

Forandringens pris

Ikke overraskende fylder islændingenes sammenhængskraft en hel del på Islands Nationalmuseum. Naturen på vulkanøen har altid været barsk, det har krævet både flid og opfindsomhed at etablere et overlevelsesdygtigt samfund – for slet ikke at tale om omstillingsparathed. På en planche i den faste udstilling nævnes det, at der faktisk aldrig er opstået nævneværdige dialekter i det islandske sprog. Islændingene har simpelthen flyttet for meget rundt til at lokale forskelle har kunnet nå at udkrystallisere sig. I et landskab, hvor vulkaner og gejsere stadig viser deres magt, har man været nødt til at hjælpe hinanden – og handle med omverdenen.

Efter at have besøgt museets faste udstilling mødes jeg i caféen med Björn Bjarnason. Udover at have en fortid som journalist ved avisen Morgunblaðið har Bjarnason også været justitsminister og uddannelsesminister for Sjálfstæðisflokkurinn, på dansk ‘Selvstændighedspartiet’, Islands traditionelt største liberale parti (der i 1929 tog navnet efter ønsket om at vinde selvstændighed fra Danmark). I 2018 blev han sat i spidsen for en regeringsnedsat arbejdsgruppe, der skulle undersøge fordelene og ulemperne ved Islands EØS-medlemskab. Resultatet var en 300 sider lang rapport udgivet i 2019.

En af de ting, som Björn Bjarnason fandt særligt interessant ved arbejdsgruppens opdagelser, var, hvordan Island løbende ser ud til at kunne øge sin indflydelse blot ved at deltage i EU’s underskov af særlige agenturer, fortæller han. Selvom Island her ikke har stemmeret – da man blot er EØS-land – er det nemlig ofte kompromiset, der tæller i Bruxelles: “Hvis du har nogle gode argumenter og kan fremføre en særlig sag, kommer der som regel et eller andet kompromis, som du kan acceptere. Mit synspunkt er, at hvis du spiller dine kort rigtigt, giver du heller ikke køb på din suverænitet.”

Ifølge Björn Bjarnason er det dog ikke et argument for, at Island også vil kunne få sin stemme hørt, hvis man i stedet blev medlem af EU. Tværtimod viser diskussionerne, at man faktisk ikke behøver at reparere det, der allerede fungerer:

“Folk siger, at vi ikke sidder med ved bordet. Men vi sidder med ved bordet. Hvis vi vil have noget inkluderet i EØS, holder vi et særligt møde, hvor vi diskuterer og beslutter det. Jeg tror, at med de formuleringer vi har, og hvordan de har fungeret i 30 år, skal du have et meget særligt og stærkt argument for at overbevise mig og andre om, at vi ville have det bedre inden for EU. Jeg mener ikke, at det er risikoen værd. Vi står så godt med EØS-aftalen, at vi ikke bør tage risikoen. Nogle folk er selvfølgelig altid risikovillige, men at lege med det her såvel politisk som økonomisk er meget uansvarligt.”

Björn Bjarnason tager en slurk kaffe og ser ud gennem caféens store glasruder. Når man ser, hvor fordelagtig EØS-aftalen har vist sig at være for Island, er det faktisk vildt at tænke på, hvor upopulær den i sin tid var, fortsætter han. Da Islands daværende præsident Vigdís Finnbogadóttir skulle underskrive aftalen i 1993, markerede hun det ligefrem ved at klæde sig i sort sørgetøj. Efterfølgende blev Islands indtrædelse i handelssamarbejdet diskuteret i hundredevis af timer i Alþingi, hvor bølgerne atter gik højt.

En stemme i Bruxelles

Havet synes allestedsnærværende i Reykjavík. Der er fisk i lange baner på frokostrestauranterne, hvis turisterne da ikke har bestilt hval i forventningen om, at det er det “autentiske” at gøre. Dermed holder de liv i en gastronomisk tradition, som islændingene selv er blevet godt trætte af – blot to pct. af islændingene siger, at de regelmæssigt spiser hvalkød. Af samme grund forsøger dyrerettighedsaktivister under mantraet “Meet us, don’t eat us” at ændre turisternes vaner. Bare fordi noget har været en tradition, behøver det jo ikke at forblive sådan.

På en café nær afgangsstedet for hovedstadens mange hvalsafaribåde, møder jeg Jón Steindór Valdimarsson for at samle op på Evrópuhreyfingins reception – og ikke mindst for at høre, hvad han siger til alle argumenterne imod et islandsk EU-medlemskab. Dem kan han efterhånden i søvne, for i sin tid var han også medstifter af bevægelsen ‘Ja, Island’, der ligesom Evrópuhreyfingin argumenterede for, at Island bør blive en del af EU.

Mens ‘Ja, Island’s momentum kollapsede, da Island trak sin EU-ansøgning tilbage, er Valdimarsson nu anderledes håbefuld på Evrópuhreyfingins vegne. Støtten lader kun til at vokse, også selvom der bl.a. har været heftige diskussioner om en ny CO2-skat fra EU, der frygtes at ramme Islands luftfartsindustri.

Mens Valdimarsson ikke nødvendigvis køber kvædet om, at EU’s fiskeri- og landbrugsaftaler vil være tilsvarende katastrofale for Island, forholder han sig mest til medlemskabet som en etisk fordring. Med krig, usikkerhed og stigende ekstremisme i verden, har Europa slet og ret brug for et bolværk, der kan beskytte menneskerettighederne og fremme et fælles værdisæt. Det er kort sagt ikke nok for Island at fedtspille fra sidelinjen:

“Hvad er Europa i dets kerne? Vi bør være en del af det. Vi bør ikke bare sige, at det er skønt, at vi har EU til eksempelvis tackle techgiganter som Facebook og Google – men at vi kun vil have fordelene uden at tage medansvar. Vi bør som uafhængigt og selvstændigt land være med i klubben af andre selvstændige og uafhængige lande, der har slået pjalterne sammen for at opnå noget, der er godt for Europa. Jeg nærer selvfølgelig ingen illusioner om, at EU er perfekt, og at alt vil blive fryd og gammen, hvis Island kommer med. Men det er det bedste alternativ vi har. Og jeg tror, at det simpelthen er det rigtige at gøre.”

Tilsvarende mener Jón Steindór Valdimarsson, at diskussionen om hvordan Island bedst beskytter sine egne interesser nemt bliver misforstået. For selvom EØS-løsningen er både god og pragmatisk, er der noget langt mere principielt på spil:

“EØS-aftalen har været virkelig god for os. Langt størstedelen af islændingene og næsten alle politiske partier vil sige, at aftalen er en god ting. Så det er et fair spørgsmål, hvorfor den ikke er nok. Vores ræsonnement lyder, at EU er den vigtigste drivkraft i næsten alle dele af vores samfund. Men når EU diskuterer, hvordan noget skal gøres, bliver vi pænt bedt om at vente udenfor. Det kan ske, at noget bliver besluttet, som ikke er særligt attraktivt for os, for vi har ikke nogen indflydelse. Modargumentet er selvfølgelig, at vi er så små, at ingen alligevel vil lytte til os. Men hvis du sidder med ved bordet, har du i det mindste en chance for at blive hørt.” /David Dragsted