Stockholm. Foto: Unsplash
I andet bind af Karl Ove Knausgårds autofiktive romanserie Min kamp (2009-11) er der en mindeværdig scene, som strækker sig over adskillige sider. Karl Ove og hans hustru Linda er med deres to børn til fødselsdag hos en fra børnehaven. Vi er i Sverige, vi befinder os i et svensk politisk korrekt venstreorienteret miljø, og Karl Ove er, som den lettere socialt handicappede konservative nordmand han er, på udebane på flere planer. De er knapt kommet ind ad døren, før de andre forældre begynder at irritere ham:
“Jeg har ikke noget problem med uinteressante eller uoriginale mennesker, de kan have andre og vigtigere egenskaber som varme, omtanke, venlighed, humoristisk sans og talenter, der får en samtale til at flyde, etablere tryghed omkring sig, få en familie til at fungere, men de uinteressante mennesker, som selv tror, de er usædvanlig interessante og praler med det, bliver jeg næsten fysisk dårlig af at opholde mig i nærheden af.”
Karl Oves irritation tager til, da børnene får at vide, at der nu vil blive serveret “godis”. Til hans overraskelse viser det sig nemlig, at det ‘slik’, der er tale om, er gulerods- og agurkestave. “Hvorfor kunne de ikke bare få pølser, is og sodavand? Slikkepinde? Gelé? Chokoladebudding? Sikke et skide idiotland.” Men han tør ikke give sin mening til kende, for “hvis man sagde noget i den retning, var man enten reaktionær eller bare en nordmand, det vil sige et menneske, der er ti år bagefter”.
Scenen kulminerer, da Karl Ove uheldigvis falder i snak med en enlig mor, som ud af det blå fortæller, at hun gerne vil have flere børn end det ene, hun har, men at “problemet er, at jeg ikke har nogen mand”. Her er Karl Ove ved at gå ud af sit gode skind, han er ved at krakelere: “Hvorfor helvede skulle jeg involveres i det her?” skriver han. “Jeg så medfølende på hende og koncentrerede mig om ikke at lade blikket flakke, noget det let gjorde i sådan nogle situationer.”
Den meget svenske børnefødselsdag i Min kamp 2 finder sted i Sveriges tredjestørste by, Malmö, midt i 00’erne. Sandsynligheden for, at Knausgård kunne have fået samme oplevelse i hovedstaden Stockholm, er mindre, idet stockholmerne traditionelt har stemt meget længere til højre end indbyggerne i sammenlignelige hovedstæder.
Men der er pludselig sket et skred, en bemærkelsesværdig udvikling. En ny opinionsundersøgelse viser, at Socialdemokraterna, Vänsterpartiet (som kan sammenlignes med Socialistisk Folkeparti) og Miljöpartiet tilsammen ville trække 60,6 pct. af stemmerne, hvis der var valg i dag (og hvis folk stemte, som de siger, de ville stemme). Den hollandsk-marokkanske politolog Nasreddin Taibi har på Twitter lavet en interessant lille analyse af Stockholms politiske landskab:
Stockholmernes generelle centrumhøjre-tilbøjeligheder skyldes, at hovedstadens arbejderklasse ikke har været særlig stor, eftersom industrialiseringen ikke ramte byen, som den fx ramte København. Men byen har fået en større etnisk diversitet, og Socialdemokraterna tiltrækker mange vælgere med indvandrerbaggrund. Derudover er centrumhøjrepartierne begyndt at samarbejde med det for mange vælgere uspiselige ekstreme højre. Det har fået de veluddannede vælgere, herunder en god portion kvinder, til at droppe Moderaterna og Liberalerna til fordel Socialdemokraterna. Så nu ser vi “for første gang nogensinde”, skriver Taibi, at Socialdemokraterna er større i Stockholm end i Norrland, Sveriges nordlige del.
Jo, jo, i forhold til det store billede er det måske bare en lille ting, at venstrefløjserne har fremgang i Stockholm, men det er nu glædeligt, hvis man går og frygter, at vores kære broderfolk er på vej ud over afgrunden med Sverigedemokraternas store succes ved det seneste valg. Der er endnu en grund til at tage en togtur til Stockholm. Så må man leve med udvidelsen af godis-begrebet. /Oliver Stilling