Kosovo nær kogepunktet

Selvom der nok er rigeligt på dagsordenen, når statsminister Mette Frederiksen (S) mandag gæster USA’s præsident Joe Biden i Det Hvide Hus, kunne spændingerne mellem Serbien og Kosovo passende komme med i Nato-drøftelserne. For hvis Balkan er krudttønden, der konstant truer med at sprænge i luften, så er forholdet mellem de to lande gnisten, der kan antænde det hele. Hvis man eksempelvis har ambitioner om at blive generalsekretær for sikkerhedsalliancen, er det næsten umuligt at se mod situationen i det nordlige Kosovo uden at rynke panden – og overveje, hvordan Ruslands diktator Vladimir Putin må godte sig over distraktionen.

Hen over weekenden kunne Tyrkiet meddele, at man vil sende kommandostyrker til Kosovo efter anmodning fra Nato. Det sker som reaktion på sidste mandags voldelige sammenstød i byen Zvečan, hvor 30 soldater fra Nato’s såkaldte Kosovo Force (KFOR) samt 52 serbiske demonstranter blev sårede. Som følge af optøjerne har sikkerhedsalliancen meddelt, at yderligere 700 soldater nu vil slutte sig til de 4.000, der allerede er udstationeret i Kosovo. Samtidig har både EU og USA har travlt med at mægle mellem Serbiens præsident Aleksandar Vučić og Kosovos premierminister Albin Kurti, der begge er kommet helt op i det røde felt. For hvem ved hvilken gang.

Mens Kosovos befolkning på 1,8 mio. mennesker sammenlagt tæller 92 pct. etniske albanere og blot seks pct. serbere, er der stadig en overvægt af etniske serbere i det nordlige Kosovo, hvor Zvečan ligger. Af samme grund er regionen ofte epicenter for den ideologiske og politiske fejde mellem Serbien og Kosovo, som EU kun med begrænset held har afbødet. Som et kompromis mellem Kosovos suverænitetskrav og Serbiens kategoriske afvisning af at anerkende Kosovo som selvstændigt land, har serbere i det nordlige Kosovo siden en EU-mæglet aftale fra 2013 besat borgmesterposterne i regionen. Da regeringen i Kosovo lagde op til at pille ved aftalen, førte det imidlertid til en serbisk boykot af lokalvalget i april – med det resultat, at en række etniske albanere blev valgt som borgmestre med blot nogle få hundrede stemmer.

En god tommelfingerregel i Serbien er, at præsident Vučić bruger enhver anledning til at rette befolkningens opmærksomhed mod Kosovo – særligt hvis han selv er under pres, som det lige nu er tilfældet efter de to opsigtsvækkende serbiske masseskyderier i maj måned. Knap nok havde Vučić da også sagt i en tv-transmitteret tale, at han forventede protester mod indsættelsen af de nye borgmestre, førend volden brød ud i Zvečan. Omvendt har Albin Kurti brugt anledningen til at kalde demonstranterne for en “facistisk pøbel”, der er kontrolleret af den serbiske præsident. Ligesom Kurti også har sagt, at demonstranterne bar det pro-russiske “Z”-symbol.

Både Tysklands kansler Olaf Scholz og Frankrigs præsident Emmanuel Macron har været hurtige til at gribe ind med opfordringer til, at Kosovo afvikler nye lokalvalg. Hertil har Macron påpeget, at regeringen i Kosovo bærer ansvaret for at have brudt den tidligere aftale, mens også USA har irettesat Kurti. Sidstnævnte har da også indikeret, at man nok skal makke ret. Som det tilsvarende blev illustreret tilbage i november, da en sag om nummerplader ligeledes fik sindene i kog i både Serbien og Kosovo, hviler den fortsatte fred imidlertid på nogle papirstynde kompromisser. Og det vel at mærke nogle kompromisser, som hverken Vučić eller Kurti står i kø for at opsøge. /David Dragsted