Kære læser

Æblemand, kom ikke indenfor

Joe Pugliese/Reuters/Ritzau Scanpix

Så kom det: Apples længe ventede bud på et virtual reality-headset. Eller rettere: Apples ønske for, hvordan fremtiden™ skal se ud. Sjovt nok viser det sig, at den på parodisk vis ligner sci-fi-serien Black Mirror, der har som pointe at advare mod teknologiens dehumaniserende effekter. Det har Apple så åbenbart valgt at ignorere. Men okay, verdens mest værdifulde virksomhed ved vel, hvad der sælger. Folk grinede jo også, dengang iPhone, iPad, de vatpinde-lignende AirPods og Apple Watch blev lanceret. Alligevel er det ikke til at fatte i dag, hvad de samlede samfundskonsekvenser af Apples produktportefølje har været. Når techgiganten siger, at den har one more thing oppe i ærmet, er det derfor værd at spidse ører – særligt når præsentationen er så latterlig.

Til den nette sum af 3.500 dollars, altså små 25.000 kr. – eksklusiv moms – vil man næste år kunne erhverve sig “Vision Pro”. Designmæssigt ligner headsettet et par futuristiske skibriller, og skal man tro Apples præsentation, vil det da virkelig også gå ned af bakke for menneskeheden herfra. På techvirksomhedens årlige WWDC-konference, der løb af stablen mandag, kunne adm. direktør Tim Cook og resten af æblebanden i hvert fald fortælle, at Vision Pro vil ændre alt. Med skibrillerne vil du kunne surfe på nettet, se videoer som i en hjemmebiograf og afskærme dig selv fra omverdenen. Kort sagt vil du kunne gøre alt det, du allerede kan med dine øvrige Apple-produkter, men med et helt nyt lag af Silicon Valley-godkendt solipsisme™.

Mens Martin Heidegger talte om, at tilværelsen er kendetegnet af en væren-i-verden, hvor mennesket altid relaterer sig til – og engagerer sig i – sine omgivelser, er Apples filosofi en radikalt anden. Med det svinedyre headseat skal dit syn ikke bare være “Pro”, nej, du skal forbruge Apples univers helt for dig selv. Pinligt bevidst om signalværdien, forsøger Cook og kompagni ganske vist at understrege, at man stadig kan være mægtig social med sine skibriller på. Faktisk har Apple udviklet den særlige EyeSight™-teknologi, der lader dine børn få øjenkontakt med dig. Wauw, hvor banebrydende – og tænk engang, du behøver ikke engang fjerne headsettet! Som techkritiker Paris Marx rammende skriver, er det hele ret menneskefjendsk:

“Målet for disse virksomheder er at isolere os, så flere af vores interaktioner sker gennem de produkter og tjenester, de tilbyder, i stedet for bare at leve vores liv og faktisk interagere med mennesker i løbet af vores dag snarere end med apps og chatbots.”

Teknologien kan løse meget. Men den kan også nemt skabe nye problemer, hvor der først ingen var. Det samme gælder sjovt nok også, når man begynder at lovgive på området. Mens børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) eksempelvis vil begrænse brugen af skærme i dagtilbud, fortæller lektor i pædagogisk psykologi ved DPU på Aarhus Universitet Andreas Lieberoth til DR, at der allerede er ganske lidt skærmtid i børnehaver og vuggestier. Så måske skulle man bare fokusere på at forbedre arbejdsforholdene for pædagogerne?

Nej, hvis der er problemer med skærmene, er det nok snarere i familiernes egne hjem. Her viste (betalingsmur) undersøgelsen “Det Gode Børneliv” fra Tænketanken Mandag Morgen og Lego Fonden i øvrigt tilbage i 2021, at den bedste kur mod mistrivsel – ifølge børnene selv – er mere familietid. Det kan man heller ikke købe med Vision Pro. /David Dragsted 

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12