Gambler alt for egen vindings skyld

For Danmark spiller det ingen rolle om Mette Frederiksen bliver Nato’s næste generalsekretær eller ej. Hverken som medlemsstat eller som rigsfælleskab vil Danmark få nævneværdigt fordele på den udenrigs- og sikkerhedspolitiske front.

Heller ikke til det værre, bevares. Men det er reelt et personligt spørgsmål, ikke et nationalt anliggende.

For Mette Frederiksen kan det til gengæld blive et kærkomment exit fra dansk politik. Efter genvalget i november, dannelsen af midterregeringen i december og det efterfølgende dyk i meningsmålingerne tegner hendes videre epoke som statsminister til at kunne blive en lang nødlanding. Og så drager de kulørte lamper noget mere fængende sydpå.

Ligesom daværende Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2009 var kørt surt i den hjemlige indenrigspolitik og efter godt otte år som statsminister havde fået mere smag for de storpolitiske dagsordener, kan Mette Frederiksens egennyttige ambitioner om nu at komme væk fra Christiansborg også forklares på et personligt plan.

Det er langt fra sikkert, at hun ender med at komme i betragtning, men allerede nu kan det konstateres, at rygterne om hendes snarlige farvel – som regeringens egne ministre i høj grad bidrager til at cirkulere – har fået og vil få drastiske konsekvenser for magtbalancerne i dansk politik: Mette Frederiksen har udløst en kædereaktion af intriger og rænkespil, som ser ud til at svække Socialdemokratiet betydeligt.

Ved på den ene side at tilrettelægge alt i regeringens aktuelle arbejde med henblik på at stå bedst muligt op til Nato-topmødet i Vilnius 11.-12. juli, og dernæst intet gøre for at tæmme rygtedannelserne, har Mette Frederiksen i praksis allerede ofret sit parti. For det kan blive en brutal omgang for Socialdemokratiet, hvis hun pludselig forsvinder ud ad bagdøren.

Venstres fungerende leder, forsvarsminister Troels Lund Poulsen kræver på forhånd, at SVM-regeringens grundlag skal genåbnes, hvis Mette Frederiksen søger andre udfordringer, og han har tydeligvis tænkt sig at udnytte åbningen til at indkassere en ideologisk sejr:

“Det Venstre er optaget af, uanset om Mette Frederiksen er statsminister eller ej, det er hele spørgsmålet omkring at give folk flere penge tilbage i skattelettelser: Det kommer til at være en helt afgørende prioritet for os,” siger Troels Lund Poulsen til DR, og henviser til, at dansk økonomi udvikler sig mere gunstigt end forventet:

“Vi ser ind i, at den økonomiske situation er meget bedre, end da vi lavede regeringsgrundlaget. Derfor står vi også overfor at skulle lave nogle politiske prioriteter i forhold til, hvordan en ny økonomisk plan frem mod 2030 skal se ud.”

Prisen på grisen står altså klar: Hvis en ny socialdemokrat skal være statsminister – og det vil i givet fald blive finansminister Nicolai Wammen (S) – skal Socialdemokratiet være villig til at give mærkbare indrømmelser til Venstre i form af yderligere skattelettelser. Socialdemokratiet skal med andre ord være villig til at sælge ud og placere sig endnu længere til højre for midten.

Kravet fra Troels Lund Poulsen kommer tilmed kun som en reaktion på de skærpede krav, som Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, lancerede på grundlovsdag. Her slog den tidligere statsminister fast, at regeringsgrundlaget skal “genbekræftes”, hvis Mette Frederiksen forlader den i forvejen kriseramte SVM-regering. Løkke undlod behændigt at specificere, hvad der mere konkret skal ske, men der er god grund til at forvente, at Venstres krav om nye skattelettelser kun er startpunktet.

Selvom Nicolai Wammen i de senere år har vist sig som en ekvilibristisk forhandler, særligt under coronakrisen med de enorme hjælpepakker, vil han næppe have realpolitisk råstyrke nok til at kunne true både Lars Løkke og Venstre med at opløse SVM-regeringen, hvis de insisterer på at udnytte det magttomrum, som Mette Frederiksen uundgåeligt vil efterlade.

I en skrøbelig situation, hvor selv SF’s formand Pia Olsen Dyhr kræver nyt folketingsvalg, vil Wammen næppe kunne gøre ret meget andet end forsøge at forhandle modkravene fra Løkke og Venstre en anelse ned, og således grundlæggende acceptere en noget-for-noget-logik: For uden den enerådigt stærke Mette Frederiksen i spidsen for Socialdemokratiet vil magtbalancen mellem de tre partier være forskudt endnu længere til højre.

Krigsskadeomkostningerne for Socialdemokratiet kan meget vel blive fornyede troværdighedsproblemer, der vil kunne få epoken med Helle Thorning-Schmidt til at blegne, samt skabe voksende spændinger internt i den socialdemokratiske folketingsgruppe og ude i baglandet. Mette Frederiksen spiller dermed ekstremt højt spil med sit parti – for egen vindings skyld.

Det værste scenario for Socialdemokratiet er dog, at hun ikke kommer afsted. Hvis det mislykkes for Mette Frederiksen at slippe væk til Nato, og hun blot kan sidde frustreret tilbage – efter at have sendt det efterhånden umisforståelige signal om, at hun i virkeligheden hellere ville være et helt andet sted – vil hendes parti risikere at stå mindst lige så ramponeret tilbage.

Herfra vil Mette Frederiksen være svækket som statsminister, ikke mindst på de interne linje i forhold til såvel de socialdemokratiske kaffeklubber som de to andre regeringspartier. På den ene side vil de rivaliserende fraktioner i Socialdemokratiet, som for længst er begyndt at gruppere sig omkring enten Nicolai Wammen eller justitsminister Peter Hummelgaard (S), ikke længere kunne holdes i ro. Arvefølgeopgøret er begyndt.

På den anden vil det også blive umuligt for Venstre for alvor at annullere kravene om ekstra skattelettelser. Når nu Troels Lund Poulsen har konkluderet, at der er råd til skattelettelser, vil Venstre ikke kunne komme uden om at forfølge kravet i de videre forhandlinger. Og Lars Løkke, ja, han lugter tydeligvis også blod blandt socialdemokraterne, og vil derfor også forsøge at skubbe balancepunkterne.

For Mette Frederiksen personligt er det dog ikke så meget at bekymre sig om længere: Lige nu kan hun fokusere alle kræfter på at blive udnævnt til Nato’s næste generalsekretær, og hvis det skulle mislykkes, kan hun blot udnævne sig selv som ny dansk EU-kommissær inden for et år, når Margrethe Vestager efter planen ikke forlænges. For Mette Frederiksen vil videre, koste hvad det vil. Prisen betaler de andre socialdemokrater. /Lars Trier Mogensen