Magtens korridorer

I det offentlige spektakel kan det ofte virke, som om at de politikere, som står uden for regeringen, har mest at skulle have sagt. De råber i hvert fald højest, og ‘breaking news’-pressen tager da også partiledernes trusler og sågar ultimative krav dødsens alvorligt. Men i det magt-teater, som politik er – og altid har været – har såvel teknikerne som instruktøren og manuskriptforfatterne langt større indflydelse, ude fra kulissen. Sådan er det også i spillet om 2025-planen.

Lederen af Liberal Alliance Anders Samuelsen kan gentage sine gamle replikker, om og om igen, men i de reelle opgør om de spidsfindige detaljer og den tekniske substans i nye politiske tiltag, som skal forhandles på plads inden jul, har hverken han eller de andre partiledere synderlig stor gennemslagskraft. Viden er magt.

I det politiske system, vi har haft gennem generationer i Danmark, er det regeringsapparatet – med alle de loyale embedsmænd – som sidder på indsigten og dermed kan trække på tankekraften. Til sammenligning har partierne kun nogle få studentermedhjælpere, ungdomspolitikere og endnu færre fagfolk til at hjælpe sig. Som en reminiscens fra enevælden er det til enhver tid den siddende regering, der udtænker, planlægger og kontrollerer alle forhandlingsforløb.

I virkelighedens verden er styrkeforholdet så ekstremt skævvredet, at partierne i bedste fald kun kan anmode regeringen om at hjælpe sig med at udregne forskellige forslag. Helt symbolsk er Liberal Alliances egen 2025-plan således baseret på, at folketingsmedlem Ole Birk Olesen ved hjælp af spørgsmål i salen fik den forrige SR-regering til at gennemregne partiets indfald og strøtanker. Når de såkaldte ‘sættemøder’ begynder i morgen i Finansministeriet, vil det være embedsapparatet, der overtager styringen. Selv finansminister Claus Hjort Frederiksen vil være overladt til sine rådgiveres rytmer.

På det med spænding ventede pressemøde i går, hvor Anders Samuelsen fastholdt det ultimative krav om at sænke topskatten med fem procentpoint, fremkom han med én lille snigende erkendelse: At Liberal Alliance ville kunne få markant større indflydelse, hvis Venstre ville åbne og optage de tre andre borgerlige partier i regeringssamarbejdet. Og her har han ret. Det store nederlag for Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative ligger ikke forude, men bagude, nemlig da det mislykkedes at danne en flertalsregering efter valget sidste sommer.

Hverken Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti er – eller vil være – i stand til at veksle deres i alt 50 mandater til noget nær den realpolitiske magt, som Venstre i dag har med deres blot 34 mandater. Udadtil kan det måske virke sådan, hvis man alene følger medievirakken, men i den praktiske påvirkning af den danske samfundsudvikling har regeringspartiet alle trumfer på hånden. Særligt når statsministeren er den taktisk drevne Lars Løkke Rasmussen, som åbent tilstår, at han ikke har andre kategoriske mål end blot at kunne regere videre.

Lars Løkke har fra begyndelsen optrådt som en uideologisk borgmester, hvis raison d’état er noget så pragmatisk som det forhåndenværende søms princip. Derfor er han og V-regeringen mindst lige så fleksibel og, ja, kald det bare principløs, som den forrige regering. Ligesom Helle Thorning-Schmidt var villig til at kaste alle sine valgløfter i skraldespanden, så snart hun trådte ind i Statsministeriet, er Lars Løkke også beredt på at lade ‘helhedsplanen’ tage form efter omstændighederne. Vel vidende, at omstændighederne netop ikke er tilfældige: Hundredvis af embedsmænd i ministerierne har arbejdet i døgndrift i ugevis på at udtænke alle mulige scenarier, som vil forvirre og kortslutte de andre forhandlere og partiledere – hvis det bliver nødvendigt.

I de forestående forhandlinger – som også handler om bl.a. PSO-afgiften, et nyt system til ejendomsvurderinger og en Europol-aftale – har regeringen  tusindvis af strenge at spille på, mens Anders Samuelsen og Kristian Thulesen Dahl står med hver deres énstrengs-banjo. Derfor er der god grund til at holde mere øje med de kludetæpper, der er i fuld gang med at blive vævet i magtens korridorer, end den teatertorden, som udfolder sig her ude i foyeren.

Anders Samuelsen og Kristian Thulesen Dahl har reelt kun én mulighed for at vinde det halve kongerige, nemlig ved at træde med ind i en borgerlig flertalsregering sammen med De Konservative.

Indtil da taler al sandsynlighed for, at Venstre fortsat vil bestemme taktslagene – og måske ligefrem ende med et stort kompromis sammen med både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, på præcis samme måde som SR-regeringen snød Enhedslisten til sidst ved finanslovsforhandlingerne i november 2013 og indgik forlig med netop Lars Løkke Rasmussen.

Danmark har endnu aldrig været regeret fra sidelinjen.