Næste stop Tunesien

Efter flere års tovtrækkeri er man blevet enige om Kommissionens forslag til en general tilgang, der kort sagt indebærer, at det skal være nemmere for medlemslandene at sende afviste asylansøgere til såkaldt tredjelande – eller helt afvise at behandle en ansøgning, hvis et land har fået et vist antal ansøgere.

Det har været Sveriges førsteprioritet at få det afsluttet, inden formandskabet for EU-Rådet ved udgangen af juni sendes videre til Spanien – på et tidspunkt, hvor antallet af asylansøgere, der kommer til Europa, er højere end i 2016: Bare sidste år fik unionen som helhed næsten 1 mio. af slagsen.

“Jeg havde aldrig troet, at denne dag ville komme,” siger den svenske udlændingeminister Maria Kalmar Stenergard til Politico, selvom der op til ugens afstemning har været en relativt optimistisk stemning i parlamentet – kun udfordret af Italien, der sammen med en koalition af ni lande blokerede aftalen til sent ud på aftenen.

Egentlig var der kun brug for et flertal for at den kunne gå igennem, men som et af de lande, der modtager flest ansøgere, er Italiens opbakning politisk afgørende. Som en diplomat ligeledes udtaler det: “En migrationspagt uden Italien er ikke det papir værd, den er skrevet på. Men en pagt à l’Italienne vil drive alle andre væk fra en aftale.”

For Italien og premierminister Giorgia Meloni var det springende punkt hvilke og hvor mange lande, som EU anser for at være “sikre”. Men kompromiset, der altså blev nået i 11. time, handler konkret om, at der skal være en “forbindelse” mellem landet og “det sikre tredjeland”, hvilket i praksis betyder, at man skal have boet eller opholdt sig i modtagerlandet.

Om et modtagerland opfylder kriterierne for at være sikkert, får EU’s medlemslande selv lov til at bestemme. Det øger muligheden for at sende migranter til lande, de reelt ikke har noget med at gøre – og accepterer man ikke et vist antal af asylansøgere, skal man bidrage til en pulje penge, der skal finansiere samarbejder med lande uden for EU.

Her er Tunesien, der står over for en omfattende finanskrise, central: Meloni håber på en aftale, der ligner den med Tyrkiet – i første omgang med en aftale med Den Internationale Valutafond, når hun og kommissionsformand Ursula von der Leyen og Nederlandenes Mark Rutte skal diskutere migration, når de søndag mødes med den tunesiske præsident, Kais Saied.

På grund af retsforbeholdet står Danmark uden for den midlertidige aftale, der altså først skal godkendes i Europa-Parlamentet før den træder i kraft. Ikke desto mindre kommer den til at have mere end indirekte betydning herhjemme, hvor udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) da også ser den som en sejr.

Til DR kalder han det en “lille åbning” for, at man kan genoptage Rwanda-diskussionerne, der blev sat på pause med det nye regeringsgrundlag, men som flere lande som Nederlandene og Østrig nu også har vist interesse for: “Jeg er nok mest overrasket over, at man begynder at åbne for ‘sikre tredjelande’, det som vi i Danmark også kender som Rwanda-diskussionen.” Tunesien kan meget vel blive det nye Tyrkiet. /Emma Louise Stenholm