Ann Wang/Reuters/Ritzau Scanpix
George W. Bush Jr. har forunderligt nok fået rystet rollen af sig som en af 00’ernes værste skurke. Formlen har været en god blanding af held og forglemmelse. Dels har det hjulpet, at Donald Trump har fået sin republikanske forgængers inkompetence, kynisme og taktiske ondskab til at blegne. Ja, det siger meget, at Trump er den første tidligere præsident, der er blevet sigtet for kriminel aktivitet – og at det næsten ikke er til at holde styr på, hvor mange retssager han nu har imod sig. Dels har Bush lavet en sand Churchill: Han har iscenesat sig selv som en følsom verdensmand gennem sin kunst. Med et listigt sving med penslen har Bush kort sagt fået tildækket sit plettede ry. For hvordan kan en malende hyggeonkel vel også være krigsforbryder?
Spørger man de amerikanske anmeldere, er George Bushs kunst ikke helt ueffen. Han ser faktisk ud til at få fortalt ting gennem sit billedsprog, som han næppe ville kunne sige på en talerstol. I stedet for at forsvare sine politiske beslutninger direkte, vælger han eksempelvis at male tidligere konservative kollegaer med en særlig sympati og varme. Det er ikke så meget et forsvarsskrift, som en måde at sige, at de jo stadig er mennesker – uanset hvor mange liv de har smadret. Som kunstneren David Pledger skrev i en omtale af Bushs portrætudstilling af 24 verdensledere tilbage i 2014, er en påfaldende undtagelse imidlertid Bushs portræt af Vladimir Putin:
“Putins portræt er på den anden side fuld af forsvarsler. Den stålsatte, uhyggelige tilstedeværelse i hans direkte blik er ren machiavellisk ondskab. Et visuelt mantra til Ukraine: Du er enten med os eller imod os.”
Også her kommer George W. Bush heldigt ud af det. Med profetisk klarsyn fortæller han, at ikke alt er vel i verden. Han behøver blot ikke turnere rundt med hykleriske demokratiforedrag for at få det sagt. Kunsten er nok i sig selv – rig på alle dens fortolkningsmuligheder.
Med tanke på, hvor ivrigt tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen fulgte George W. Bushs eksempel tilbage i 00’erne, er det egentlig ærgerligt, at han ikke også bare har fundet sig et atelier, hvor han kan nyde sit otium. For selvom Irakkommissionen aldrig fik lov til at færdiggøre sit arbejde, mangler vi vist ikke beviser på, at Fogh er ualmindeligt glad for at eskalere tingene til det værre. Måske fik han maling nok som statsminister, men kunne han så ikke bare holde sig til at tegne? I stedet for som nu at give besynderlige interviews til The Guardian, hvor han med sin karakteristiske krigsliderlighed taler om, at Nato-lande kan finde på at sende soldater til Ukraine.
I det, The Guardian selv kalder “et slående forslag”, forklarer Anders Fogh – der har fået en tjans som sikkerhedsrådgiver for Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij – at tingene vil eskalere, hvis ikke Ukraine får konkrete sikkerhedsgarantier ved sommerens kommende Nato-topmøde i Vilnius. En række østeuropæiske lande står klar til at tage sagen i egen hånd, hvormed sikkerhedsalliancen hviler på et skrøbeligt fundament. Samtidig får Fogh også påpeget, at det vil svare til at give Putin vetoret, hvis ikke man overvejer at tilbyde Ukraine Nato-medlemskab allerede før krigen er ovre – og at det vil være decideret “farligt” at lade Ukraine blive i venteværelset på ubestemt tid. Naturligvis udlagt på en sært nonchalant måde, der end ikke synes at overveje, at der også er en risiko for at udløse tredje verdenskrig.
Nej, Anders Fogh Rasmussen står efterhånden ret langt nede på listen over folk, vi vil have ind over de skrøbelige forhandlinger. Det er faktisk lige før, at vi foretrækker den danske imam Naveed Baig, der har tænkt sig at rejse til Afghanistan for at diskutere kvinderettigheder med Taliban – “nysgerrig efter at høre, hvad Talibans argumenter er for at forbyde kvinder i at læse”. Selv håber Baig, at han kan få den fundamentalistiske religiøse bevægelse til at ændre mening, da der “kan ske mirakler i dialog”. Bevares, det lyder temmelig blåøjet. Men i det mindste er der her ikke tale om en mand, der altid ser rødt. /David Dragsted