Nyhedsanalysen
fw - mandag
Polens regering er under pres. Foruden at EU-domstolen i denne uge har dømt landets omstridte domstolsreform ulovlig, var flere hundrede tusinde mennesker stimlet sammen i hovedstaden Warszawa i protest mod PiS-regeringen. Den 10. oktober går polakkerne til valg, og ugens begivenheder har gjort optakten “ekstremt spændende”, som Oliver Stilling skrev i sin Kære læser mandag: “Da Donald Tusk indtog podiet for at tale til folket, sagde han, at det forestående parlamentsvalg er lige så vigtigt som valget i 1989, hvor Polen igen blev demokratisk. Med andre ord er Lov og Retfærdighed og deres pauvre PiS-politik at sammenligne med kommunismens forbrydelser mod befolkningen.”
Balkan er også nær kogepunktet. Konflikten om Kosovo er nemlig blusset op på ny. Det har fået Tysklands kansler Olaf Scholz og Frankrigs præsident Emmanuel Macron til at reagere hurtigt. “For hvis Balkan er krudttønden, der konstant truer med at sprænge i luften, så er forholdet mellem de to lande gnisten, der kan antænde det hele,” skrev David Dragsted i nyhedsanalysen.