Foto: Det amerikanske justitsministerium
Hold da ferie for et shitshow. Efter at USA’s føderale domstol fredag offentliggjorde et omfattende anklageskrift mod eks-præsident Donald Trump for ulovlig håndtering af hemmeligstemplede dokumenter, er mængden af artikler, som amerikanske medier har produceret om sagen, vokset nærmest eksponentielt dag for dag. Historierne er kulørte og vanvittige. Efter at Trump havde tabte præsidentvalget i 2020, men inden Joe Biden var blevet indsat som hans efterfølger, beordrede han dusinvis af kasser med hemmeligstemplede papirer kørt med flyttebiler fra Det Hvide Hus i Washington, D.C. og ned til sit smagløst-opulente Mar-a-Lago-hjem i Palm Beach, Florida.
Hans sidste uge i præsidentembedet beskrives af Washington Post som “a frantic mess”. Alle mulige ting blev fjernet og meget lidt ført til protokols. Det må have været forfærdelige dage for de pligtopfyldende føderale arkivarer fra National Archives, som altid står klar for at sikre, at transitionen fra et præsidentskab til det næste forløber glat og efter bogen. Donald Trump tog fx sin korrespondance med Nordkoreas diktator Kim Jong Un med sig, fordi han, ifølge sin tidligere pressechef Stephanie Grisham, “var mere end stolt” af de brevene og “snakkede om dem hele tiden, viste dem til folk hele tiden”.
Det er ikke nyt, at Trump også fjernede højt klassificeret materiale, formentlig fordi han i sine narcissistiske tåger mente, at han var i sin gode ret til det. I anklageskriftet optræder der fotos fra Mar-a-Lago, hvor man ser papirerne stå opmagasineret de mærkeligste steder – fx klos op ad en klam wc-kumme på et badeværelse med marmor og lysekrone. Tirsdag skal han møde i retten i Florida. Han ender højst sandsynligt i spjældet, først og fremmest for at have taget de hemmeligstemplede papirer og for ikke at have returneret alt materialet, da han blev bedt om det.
Donald Trump er en uværdig person. Hans ufattelige uværdighed og det faktum, at sådan en mand har været præsident, smitter på en eller anden måde af på opfattelsen af den amerikanske administration og regering – alt det smukke føderale. Det betyder også, at det klinger mere hult, end det ellers ville have gjort, når USA priser et allieret land for at have styr på sine hemmeligheder og efterretningstjenester. Efter statsminister Mette Frederiksens besøg i Det Hvide Hus i sidste uge fortalte hun, at CIA’s direktør, William J. Burns. nærmest havde skamrost Danmark for at have et “dygtigt forsvar” og være en “troværdig samarbejdspartner”. Mette Frederiksen mente, at det var noget, der skulle få “alle” til at “ranke ryggen i forhold til”.
Hun skulle måske være stoppet der, men kunne ikke dy sig for at tilføje, at det var noget, som var “bygget op i Danmark gennem rigtig mange år” takket været en stor indsats af den danske efterretningstjeneste, forsvaret og samarbejde mellem myndigheder og politikere. “Det mærker man måske, når man står i Washington. Vi er et lille land, men vi kan så uendeligt meget, og det er også det, amerikanerne har rost os for i dag,” sagde hun. Og selv om kvalmegrænset egentlig var nået, tilføjede hun lige: “Også for den grønne omstilling.”
En kæde af fejlslutninger
Sandheden er jo sådan set, at det sejler pænt meget herhjemme, både på klimaområdet, i forsvaret og i efterretningstjenesterne. Tag sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste (populært kaldet ‘FE-sagen’), der tog sin begyndelse for mere end tre år siden, da daværende justitsminister Trine Bramsen (S) hjemsendte en række ansatte i FE på baggrund af en hård kritik fra det uafhængige kontrolorgan, Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET), og som siden er mundet i en tiltaler mod forhenværende FE-chef Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) for at røbe statshemmeligheder.
Et par pensionerede departementschefer med et intakt moralsk kompas følte sig sidste år kaldet til at gå ud og kritisere Mette Frederiksens socialdemokratiske etpartiregering for håndteringen af sagen. Michael Lunn, der var departementschef i Justitsministeriet i 20 år, kaldte den “uforståelig og præget af en næsten ubrudt kæde af fejlslutninger”, som havde ført til “alt for store menneskelige omkostninger” og var til skade for “efterretningstjenesterne og deres arbejdsmuligheder”.
Nu er det så lykkedes dagbladet Politiken at få en anden gammel departementschef, Ulrik Federspiel, til at gå i rette med sine gamle departementschef-fæller på forsiden af mandagens papir-avis. Han har ikke tidligere villet udtale sig, står der i artiklen, eftersom FE-sagen vedrører spørgsmål om landets sikkerhed. Men nu kan han pludselig, lidt ud af det blå, ikke længere lade være. Det er ikke, fordi han siger så meget. Han siger bare, at han ikke forstår, hvad formålet med at udtale sig har været. Eller som der står i overskriften: “Jeg forstår faktisk ikke, hvorfor mine tidligere kollegaer har udtalt sig om sikkerhedsspørgsmål.”
Hvis nogen skulle være i tvivl om, at den 80-årige Ulrik Federspiel er en rimelig tung dreng, skærer Politikens journalist det ud i pap. Men hvad for noget pap? I fjerde spalte kan man læse, at Federspiel “er vokset op i Hørsholm, bor i dag i Rungsted Kyst og er søn af den tidligere modstandsmand og forhenværende Venstre-minister Per T. Federspiel”.
Det ligner egentlig ikke Politiken at gå op i, hvor folk bor, og hvad deres forældre har lavet. Det burde vel heller ikke spille nogen rolle her. Det er, som om journalisten godt ved, at det ikke helt giver mening, så han skynder sig at tilføje, at Federspiel er “en meget korrekt mand, som ikke kommer med svulstige ord om tidligere kolleger eller andre for den sags skyld”. Men hvad laver Federspiel så på forsiden af avisen? Politik og diplomati er en nærmest ubrudt kæde af store egoer. /Oliver Stilling