Ed Jones/AFP/Ritzau Scanpix
Vi havde egentlig lovet os selv, at vi ikke ville give Donald Trump unødig opmærksomhed. Manden er et sort hul, der sluger al fornuft. Han er årsagen til, at vi aldrig vil kunne se på USA på samme rosenrøde måde, som vi gjorde før 2016. Måske er han også det fænomen, der får det amerikanske demokrati til definitivt at krakelere. Trump producerer løgne på samlebånd, han næres af al medieomtale – og selv når man tror, at han er sendt definitivt til tælling, rejser han sig som en forsmået wrestler og nedlægger dommeren. Det nemmeste er at kigge væk. Men det får bare ikke problemerne i USA til at forsvinde.
Tilbage i 1500-tallet skrev den italienske tænker Giovanni Botero, at staten er “et stabilt styre af en befolkning”. Definitionen er lidt forsimplet; den holder næppe i retten. Men den kan da indikere, at den amerikanske stat er i fare. Det ville være en skam at sige, at Donald Trumps tid som præsident var præget af stabilitet. Efterfølgende har stormen på den amerikanske kongres og højreekstremismens opblomstring kun gjort tingene værre. Da Donald Trump tirsdag aften blev tiltalt af en føderal domstol som den første tidligere præsident nogensinde, var det mest skræmmende ikke, at han ser ud til at have blæst på alle regler i sin håndtering af fortrolige dokumenter. Nej, det var snarere, at han gladeligt vil bruge tiltalen som politisk våben.
Sagen ultrakort: I 37 anklagepunkter – der sammenlagt kan give Trump op til 400 års fængsel – beskyldes ekspræsidenten for at have hugget adskillige hemmelighedsstemplede dokumenter fra Det Hvide Hus, for have opbevaret dem enormt laissez-faire i sit hjem i Florida og for at have lagt forhindringer for myndighedernes efterfølgende efterforskning. I en rationel verden ville Trump allerede nu være dømt ude af republikanernes primærvalg og det efterfølgende præsidentræs; en retssag under overskriften “De Forenede Stater mod Donald J. Trump” burde i sig selv være et politisk dødsstød. Samtidig ser det ikke for kønt ud, at Trump har haft ualmindeligt svært ved at finde en forsvarsadvokat, der overhovedet vil føre sagen.
Paradokset omkring Donald Trump er så bare, at han slet ikke arbejder inden for demokratiets rammer. Nej, han befinder sig i sin helt egen, totalitære forestillingsverden. Og skræmmende nok ser store dele af amerikanske befolkning ud til at hylde den. Da Trump efter det historiske retsmøde trådte frem på scenen til en fundraiser-begivenhed i New Jersey, fik han straks erklæret sig ikke-skyldig i alle anklager. Efterfølgende lancerede han et opsigtsvækkende angreb mod præsident Joe Biden, som Trump kaldte “den mest korrupte præsident i landets historie, men også den præsident, der sammen med en bande af bøller, udskud og marxister prøvede at ødelægge det amerikanske demokrati”.
I sin analyse af totalitarismen påpeger filosof Hannah Arendt, at man i det totalitære kun kender til dødsfjender, da alt ses som en evig krig. Det er ikke længere forbrydelsen, der gør folk til fjender, det er selve deres væren. Samtidig bliver det politiske reelt afskaffet, da grænsen mellem det offentlige og private opløses. I tilfældet Donald Trump er der næsten fuld plade på samtlige onder: Mens Biden og hans “bande” ses som en eksistentiel trussel, der modarbejder Trump-vælgernes frihed blot ved at findes, er der for Trumps vedkommende ingen grænser for, hvad han kan tillade sig – eller hvilke papirer han kan tage med hjem i privaten.
Joe Biden har meget bevidst valgt at forblive tavs om Trumps tiltale. Håbet er, at man kan lade loven herske, og at Trump nok skal blive fældet af sit eget ego. Samtidig vil man for alt i verden undgå, at Trump får fornyet ammunition til sine konspirationsteorier om, at tiltalen er politisk motiveret. Netop det viser dog også, hvilket unikt dilemma Trump er for USA: Ved at blæse på alt, formår han at gøre sig selv til en martyr, man ikke kan besejre. Ethvert nederlag kan Trump bruge til at råbe “heksejagt” og til at opildne sin vælgerbase yderligere. Selv hvis han bliver dømt, vil han stadig kunne føre valgkamp; og selv hvis han bliver fældet, virker den skade, han allerede har forvoldet, tæt på uoprettelig. /David Dragsted