Det moralske kompas

Så fik Silvio Berlusconi sin statsmandsbegravelse i hjembyen Milano. Pronominet “sin” er måske et forkert ord; det får det til at lyde, som om Italiens tidligere premierminister ønskede sig sådan en bisættelse. Men han ønskede formentlig slet ikke at blive begravet. Til det sidste lignede han en, der havde en forventning eller i hvert fald en forhåbning om at leve evigt, selvom han med sine ansigtsløftninger, botoxindsprøjtninger og hårtransplantationer mindede mere om en voksdukke eller et balsameret lig end et rigtigt levende menneske.

På DR’s hjemmeside ligger et tre minutter langt videoresumé af bisættelsen. Den ligner alle mulige andre statsmandsbegravelser. Rustvognen, der kommer trillende, de paraderende soldater, duerne, der letter og lander, den uniformerede trompetist, som trutter en melodi, der lyder som lydsiden på en sentimental scene i Saving Private Ryan. Mens kisten med Berlusconis afsjælede legeme bliver båret ind i Milanos domkirke, står folkemasserne bag afskærmninger og klapper. Et øjeblik tror man, at applausen skyldes, at den usympatiske stymper endelig har stillet træskoene, men så begynder de at synge noget i retning af “Der er kun én præsident, der er kun én præsidæ-ænt” på den gamle cubanske melodi “Guantanamera”. De folk, der har taget opstilling, er altså Berlusconi-elskere, der sikkert gerne havde set, at han havde fået en tur mere som premierminister efter parlamentsvalget 2022, men som er mindst lige så glade for, at jobbet gik til Giorgi Meloni, der har tonet næsten rent flag som fuldtonet fascist i Mussolinis ånd.

Da kisten kommer ind i kirken, bliver der også klappet. Her tilhører hænderne bare magtfulde mennesker i jakkesæt. Nogle af dem ser på hinanden, som for at spørge hinanden med øjnene: Hvorfor klapper vi? Men de indser, at det nok er bedst at slå hjernen fra og bare gøre som alle andre. Sikke en opmærksomhed at give en mand, der har gjort forsvindende lidt for andre end sig selv.

Penny sagde: Trump er en skændsel

Berlusconi er – var – for så vidt i samme kategori som Donald Trump. Samme selvglæde, selvovervurdering og manglende evne til at sætte sig i andres sted. Det er trist, at den cocktail har en tiltrækkende effekt på vælgere. Engang var den 78-årige skotske rocksanger Rod “I am sailing” Stewart en af Trumps venner. Rod Stewart og Donald Trump boede i nærheden af hinanden i Palm Beach, Florida, og de havde kendt hinanden i årtier. Rod Stewart gav koncerter på Trumps casinoer, og som sangeren sagde i et interview i 2018, da Trump var præsident: “Han har altid været ekstremt venlig over for mig. Han har ladet mine venner bruge sin golfbane gratis, og jeg har aldrig haft nogen problemer med ham.” Men, tilføjede han, “er han en stor præsident? Nah. Jeg synes, at hans moralske kompas er helt ude af kurs.”

Helt ude af kurs? Jamen, Rod, for fanden, så gør dog noget ved det i stedet for at stå der som anden klakør og lovprise manden. Siden er der imidlertid kommet andre boller på suppen – takket være Stewart noget yngre hustru Penny Lancaster. I et interview i det skotske blad Scottish Field fortæller Stewart, at han plejede at komme til Donald Trumps julefester og festarrangementer, indtil Penny simpelthen forbød ham det. “Der var nogle ting, han kom ud med, ting han sagde om kvinder, som han tidligere havde kendt, og Penny sagde: ‘Du går ingen steder – han er en skændsel’.”

Penny Lancaster har et moralsk kompas. Rod Stewart har formentlig et moralsk kompas, men brugte det tilsyneladende ikke, fordi det gjorde hans liv mindre bekvemt.

Man kan godt være i tvivl om, hvorvidt Danmarks socialdemokratiske statsminister og regeringsleder Mette Frederiksen har et moralsk kompas. Hvis hun har et, bruger hun det i hvert fald ikke. De forhold, som vi byder afviste asylansøgere er dybt moralsk angribelige. Gad vide om Mette Frederiksen overhovedet har besøgt interneringslejren Ellebæk i Birkerød nord for København? Stedet kaldes et udrejsecenter, og her lever afviste asylansøgere under fængselslignende forhold, som skal presse dem til at rejse ‘hjem’, hvor de kommer fra.

Forfatteren og aktivisten Anne Lise Marstrand Jørgensen delte onsdag et billede af en notesbog på Facebook. Notesbogen tilhører en af de tilbageholdte personer i Ellebæk, og på engelsk er der skrevet med sirlig formskrift: “Det føles, som om ingen ser mig og ingen lytter. Jeg hedder Karolina Diana Khangeldian, og jeg ønsker, at jeg ikke længere skal spekulere over, hvor ‘hjem’ er […] Vi er udmattede, trætte og på nippet til at miste det eneste, vi endnu har tilbage: Håbet.”

Ifølge Anne Lise Marstrand Jørgensen opholder Karolina Diana Khangeldian sig i Ellebæk med sin mor og sine søstre. Faren og brødrene er et andet sted. Det er en udsigtsløs tilværelse. “De har ingen anden kontakt med omverdenen end gennem betalingstelefonen på gangen og muligheden for besøg. Intet internet, ingen mobiltelefoner. I fængslet er der ikke meget at tage sig til. Man kan få ekstremt underbetalt arbejde i Kriminalforsorgens værksted, der producerer dimser til danske virksomheder (vi burde i øvrigt tale meget mere om moderne slave-arbejde i Danmark!). Eller man kan deltage i en smule sport og få andre aktiviteter. Alt handler om at håbe, at fortvivle, at savne, at holde angsten nede.”

Anne Lise Marstrand Jørgensens ærinde er at fortælle, at Ellebæk-kvinderne i Ellebæk ofte er alene på deres afdelinger, fordi det er vanskeligt at finde fængselsbetjente nok. Facebook-opslaget er ikke et jobopslag – Marstrand Jørgensen leder ikke efter flere fængselsbetjente, men efter mennesker derude, som kan hjælpe de frihedsberøvede med at få opfyldt “et meget beskedent ønske”. Hvad det er, kan man se i Facebook-gruppen Venligboerne København & Omegn. Gå ind og kig og se, om du kan hjælpe. Mette Frederiksen kommer ikke til at gøre det, medmindre det kan gavne hende selv politisk. Og den vej blæser vindene ikke i de her år. /Oliver Stilling